Natasha Bedingfield på Syd For Solen: Eminem, Billie Eilish, Tina Turner … hvad fanden var det, der foregik?
KONCERT. Nogle koncerter er nærmest hinsides bedømmelse. Natasha Bedingfields koncert på Syd For Solen var sådan én.
Ikke fordi den udsatte øret for noget, der var udfordrende, overraskende eller ubehageligt, men fordi der var så overvældende et misforhold mellem Bedingfields varme, kærlige og på alle måder elskværdige tilstedeværelse og den musik, hun kom med.
Der stod hun og lignede alle menneskers mor, dansede uimodståeligt kejtet, fik sig en tår øl fra en tilfældig publikummer og sikrede sig, at alle huskede at drikke vand. Men så var der musikken.
Princippet om at spille noget, folk kender, er generelt fornuftigt. Især på festivaler, hvor publikums opmærksomhed kan være svær at fastholde for de kunstnere, der er lidt for forelskede i deres interessante b-sider. Alligevel var det som om, at Bedingfield tog devisen til en nærmest grotesk ekstrem.
Hendes koncert var nemlig en vaskeægte hitparade, men de fleste af hittene var ikke hendes egne.
Foruden de højtelskede nostalgiperler ’Pocketful of Sunshine’, ’These Words’, ’Soulmate’ og selvfølgelig især ’Unwritten’ – et ikonisk stykke solskinspop, hvis dramatiske temposkift mellem vers og omkvæd stadig har evnen til at overraske – bestod hendes koncert nemlig primært af covers af alt mellem himmel og jord. Bogstaveligt talt.
En lang og ekstremt overstimulerende sekvens, der bød på små fragmenter af Ameries ’1 Thing’, Eminems ’Lose Yourself’, Tina Turners ’What’s Love Got to Do With It’, Chaka Khans ’I’m Every Woman’, Billie Eilishs ‘Birds of a Feather’, Chappell Roans ‘Pink Pony Club’ og broren Daniel Bedingfields ‘Gotta Get Thru This’, var et grådigt overflødighedshorn af næsten perverse dimensioner.
Og som om det ikke var nok, spædede publikum til med ’Seven Nation Army’.
Det var et bryllupsorkester på speed. Livemusikkens svar på at doomscrollingens desperate higen efter dopamin. Jeg var slagen af skræk og undren.
Der er som sådan ikke noget galt med coverversioner. Jeg er en stor beundrer af fortolkningens vanskelige disciplin, og utallige store kunstnere har brugt hele karrierer på at finde frem til nye, uforudsigelige nuancer i andres sange.
Det er heller ikke, fordi det ikke lød udmærket. Bedingfields stemme besidder en bemærkelsesværdig styrke og en varm, indsmigrende glød, og hendes band – skønt de mildest talt ikke var garant for verdens eller bare Valbyparkens mest originale lyd – spillede med unægtelig teknisk præcision.
Vigtigst af alt var det tydeligt, at Bedingfield sang de her sange, fordi hun elsker at synge dem, og hvis der er én ting, jeg tager med mig fra hendes koncert, var det denne utvetydige kærlighed til musikken. Troen på, at selve glæden ved at synge er med til at gøre verden til et bedre sted.
Alligevel savnede man en dybde. En vilje til at sætte den hyggelige stemning over styr og stikke sylen derind, hvor det gør ondt.
Det stod især klart, da Bedingfield trakterede med Portisheads ’Glory Box’ og omkvædet fra Kate Bushs ’Running Up That Hill’. To sange, der med blottede nerver og blødende hjerte forsøger at nå helt ind til kernen af, hvad det overhovedet vil sige at være menneske, men som hos Bedingfield lød som underholdningen på et krydstogtskib.
Så ville jeg hellere have hørt flere af hendes egne numre, hvoraf især den nye, endnu uudgivne ’Your Own Guru’ viste, at hun stadig har noget at byde på som sangskriver.
Med sin selvhjælpstematik, sin åndeløse falset og sin filmiske opbygning mindede sangen om de bedste musikalske øjeblikke fra Lady Gaga i ’A Star Is Born’. Også selvom teksten – »I can hold space for you« – vækkede minder om en anden populær musical.
Det største musikalske øjeblik kom dog fra en uventet kant.
»Har I noget imod, at jeg spiller en Coldplay-sang?«, spurgte hun pludselig. Et skræmmende spørgsmål, på hvilket mit umiddelbare svar altid vil være et høfligt, men bestemt »ja«, om så det var Chris Martin selv, der spurgte.
Men så fik vi en fortolkning af den semiobskure ’Politik’, der var rå og bister og løftede sig til det gåsehudsfremkaldende, da den kulminerede i et mashup med The Cranberries’ evigt aktuelle antikrigssang ’Zombie’.
En efterfølgende hyldest til ungdommen og et vagt, apolitisk ønske om verdensfred var sødt og fint og lidt ligegyldigt. Men i et kort øjeblik havde musikken allerede sagt det, der skulle siges.
Kort sagt:
På Syd For Solen var Natasha Bedingfield skøn og uimodståelig på alle parametre udover det vigtigste. Hendes overstimulerende potpourri af hits og covers var rodet og forvirrende omend ikke uden lyspunkter.