Édouard Louis’ ‘Kollaps’ er eminent kølig: »Jeg følte ingenting, da jeg fik meddelelsen om min brors død«
ROMAN. »Jeg følte ingenting da jeg fik meddelelsen om min brors død; hverken bedrøvelse eller fortvivlelse, hverken glæde eller fryd. Det var som at få at vide hvordan vejret var, eller som at høre en tilfældig person fortælle om sin eftermiddag i supermarkedet. Jeg havde ikke set ham i næsten ti år«.
Så køligt åbner Édouard Louis sin nye roman, ’Kollaps’, det seneste kapitel i hans omfattende undersøgelse af sin familie og opvækst, der indtil videre har udgjort det klare brændpunkt for forfatterskabet. Denne gang kredser han om sin storebror, hans liv og alt for tidlige død.
Romanens hovedspor, der skydes i gang, da fortælleren kaldes hjem til Nordfrankrig for at bistå sin familie umiddelbart efter brorens død, udfolder sig kronologisk, men isprængt episoder fra brorens liv. Disse episoder kan være oplevede eller rekonstruerede, måske med støtte fra andres udsagn, måske uden. Hele tiden cirkulerer fortælleren om det mysterium, brorens liv altid udgjorde for de omkringværende, undertiden med en slags omsorg, andre gange med væmmelse.
I sin insisterende tilnærmelse kan romanen minde om en form for (anti)sorgskrift. Med sin kølige omhyggelighed om en rapport (kirurgens eller efterforskerens), i sin tone tit om et essay.
Broren døde som 38-årig efter et liv præget af alkoholmisbrug, vold, fattigdom og et gennemgående misforhold mellem sin virkelighed og de drømme, der altid var for opsvulmede, for overdimensionerede til at kunne rummes af den.
Hele tre gange beskrives det, hvordan han tropper op i barndomshjemmet for at lancere »en ny start på livet«; med rank ryg og iværksætterens afsporede stakåndethed forsøger han at overbevise sin mor og stedfar om sin lovende fremtid inden for et eller andet nyt erhverv. Gang på gang skydes han ned af fortællerens far, drømmen punkteres, og han må gå, ydmyget og degraderet til »hvem som helst« frem for denne nogen, han længes efter at være.
Det disproportionale trænger sig frem i sproget i form af udtryk som »allerede«, »for tidligt«, »for hurtigt«, men måske er der tale om et mere fatalistisk klingende misforhold: At det med broren allerede meget tidligt var for sent. »Han var ikke meget mere end tyve«, står der således, første gang broren er mødt op for at bedyre sit værd, »men det var flere måneder siden han var flyttet, og da hans krop trådte frem, dér, foran os, kendte vi ham allerede ikke længere.«
Hele tiden forsøger fortælleren at skitsere et omrids af broren, men ofte krølles skitsen sammen kort efter. Tvetydigheden er på spil overalt i portrættet: I mylderet af forklaringsmodeller, i Louis’ lidt dunkle skæbnebegreb, i antydningen af et personligt ansvar, i opstillingen af en teori og den efterfølgende punktering af den.
32-årige Édouard Louis har med sine tidligere værker gjort sig bredt bemærket for sin bevidsthed om klasse og sprog. I denne bog hænger de sammen. Igen og igen afprøves de samme sprogbidder i forskellige sammenhænge: For fortælleren selv er de sætninger, der dukker op i hans hoved efter brorens død (»Jeg skal aldrig se ham igen, jeg skal aldrig tale med ham igen«) blot udslag af den banalitet, der indtræffer ved ethvert dødsfald. For hans mor er de samme sætninger en dybt smertefuld virkelighed.
Fortælleren har overskuddet til at kunne pege på morens talestrøm i telefonen efter dødsfaldet som noget, der i en anden kontekst kunne tage sig ud som en stiløvelse, »en leg med formen eller et litterært eksperiment«. Men i morens tilfælde er det »realisme; dokumentarisk«. Hvad der for nogle er form, er for andre virkelighed.
Jeg studser lidt, når brorens kæresters beretninger bliver opsat som digte eller med andre formelle greb fremhæves, så de står ud fra resten af brødteksten – umiddelbart en sær piedestal, en mærkelig ramme at sætte dem i. Men det er vel som følge af samme impuls, et ønske om at afprøve sproget i forskellige kontekster – voldsofferets vidnesbyrd som en popsang, en ballade?
Mens morens og kæresternes citater får lov at lyse i teksten, gør brorens ikke. Han kommer sjældent til orde direkte, men medieres af fortælleren eller andre, pålægges bevidst en masse forskellige filtre. Med sikker hånd udskiftes igen og igen den prisme – den bevidsthed, det sprog, den situation – vi får lov at se broren igennem.
Et spørgsmål, der ulmer i teksten, og som fortælleren også adresserer, er hans egen rolle, hans motivation til at nærme sig stoffet. Hvorfor sætte broren i stævne på denne måde, hvis han ikke betød noget for ham?
Havde fortælleren et ansvar for sin bror, som han undlod at tage? Det er ubehagelige spørgsmål, fortælleren kradser en smule i, men måske forlades de også lidt for hurtigt.
Louis er eminent, ingen tvivl om det, netop derfor må man også tage ham i det, når hans fortæller pletvist lidt for mageligt tyr til »jeg ved det ikke «. Altså, kan man virkelig være i tvivl på så velkomponeret, så velformuleret en måde? Måske.
Hvad fortælleren reelt ikke forstår og aldrig får adgang til, er morens kærlighed til broren. Men den får lov at sætte punktum for bogen. Morens kollaps efter brorens, da de på hospitalet får at vide, at der må slukkes for ham: Hun besvimer, knalder hoften i gulvet, lillebroren må gribe hende. At morens kærlighed forbliver utilgængelig og samtidig får lov at lukke bogen, virker stærkt.
Kort sagt:
Édouard Louis slår til igen med et overlegent og mangefacetteret portræt af sin afdøde bror. I det ekstremt form- og selvbevidste sorgskrift går ingen fri, heller ikke fortælleren.