‘After the Hunt’: Jeg kan ikke holde verdens mest højtelskede stjerner ud i mesterinstruktørs MeToo-fuser
Luca Guadagninos ‘After the Hunt’ er en hvepserede af underlige signaler allerede fra skrifttypen på titelkortet: Windsor Light Condensed.
Det er den skrifttype, Woody Allen har brugt i størstedelen af sine mere end 50 film. Og det er blot det meste åbenlyse vink til den udstødte instruktør i en film, der handler om MeToo og overgrebsanklager og udspiller sig på en af tidens mest berygtede kamppladser for identitetspolitik, nemlig et amerikansk Ivy League-universitet.
Og hvor instruktøren bag ’Call Me by Your Name’, ’Challengers’ og senest ’Queer’ vil hen med sin font eller sin tidsåndslige amagermad, kan jeg ikke forstå. Men værre endnu gør filmens følelseskolde intelligentsia-portræt det svært overhovedet at gå op i.
De fleste kender og elsker Guadagnino for hans ærlige romantik, intense passioner og svedige somre, og meldingen om en MeToo-film har hele tiden virket mærkelig. Amerikansk academia virker da også besnærende på den dårlige måde. Manuskriptet er skrevet af debutanten Nora Garret, som ellers er et sjældent kvindeligt samarbejde.
Julia Roberts spiller filosofiprofessoren Alma Imhoff, der bliver fanget i en moralsk og etisk ménage à trois, da hendes yndlingsstuderende Maggie anklager den ellers populære undervisningsassistent Hank for at »have krydset grænsen«. Ovenikøbet efter en fest afholdt af Alma. Og den ellers progressive feministiske underviser reagerer ikke ligefrem »believe women«-venligt.
Sagen hælder grus i hendes ellers perfekte maskineri af et liv med flydende forelæsninger om Foucaults panoptikon (ingen reference er for tyk til det identitetspolitiske drama) og Le Creuset-kokkererede retter fra den kærlige mand Frederik (Michael Stuhlbarg) under pres.
Som en spejling af den ubehagelige situation bruger Guadagnino nogle af sine normalt fedeste virkemidler til at skabe dårlig stemning. Trent Reznor og Atticus Ross har som sædvanlig komponeret musikken, men sammen med enerverende høj klassisk musik, jazz og et urs tilbagevendende tikken (eller er det en bombe?), er det med til at skabe distance til historien.
Det lader til at være en pointe at udstille den kreative klasse som mennesker, der elsker at høre sig selv snakke, men ikke lægger handling bag ordene. Men ’After the Hunt’ gør præcis det samme som sine irriterende karakterer, når den stiller sig i hjørnet af elitens rum, men selv er underbagt som både politisk indlæg og klassekritik og decideret rå som nogen form for satire.
For hver gang en karakter trykfordeler det engelske ord »banal« eller namedropper Agamben, Arendt eller Heidegger, savner man noget rigtigt skarpt. Også til at stikke dem i øjenæblerne med.
Det burde være fedt at se både en heltindeinstitution som Julia Roberts være et dårligt menneske og Andrew Garfield som måske/måske ikke-voldtægtsmand. Men de er begge to flade og punkterer filmens forsøg på et ‘Jagten’-mysterie.
Fra start til slut er følelsen at se ’After the Hunt’, som jeg tror det må være at se en Woody Allen-film, hvis man virkelig hader både Woody Allen og hans film. Én hvor alle karaktererne er fejlbarlige, narcissistiske og neurotiske. Men man afskyr dem.
I ‘After the Hunt’ er de rådne og røvsyge hele bundtet, og trods al potentialet i castet og aktualitet i historien er resultatet bare intetsigende.
Og med en uforståelig længde på 140 minutter sidder man næsten og savner den ene selvbegrænsning, Woody Allen trods sine brister altid har mestret. Den halvanden time.
Kort sagt:
Luca Guadagnino skuffer med et tomt campus-drama, der måske vil sige en masse om MeToo og cancelkultur, men hvis største provokation er skrifttypen på titelkortet.
Anmeldt i forbindelse med Venedig-festivalen i september.