’Du forsvinder aldrig: ’Black Mirror’ er virkelighed i hjerteskærende og uhyggelig TV 2-dokumentar
’Black Mirror’ lod allerede i 2013 en sørgende kæreste chatte med en AI-version af sin afdøde i afsnittet ’Be Right Back’. Noget lignende foldes ud i ’Marjorie Prime’, hvor en enke taler med en hologram-udgave af sin afdøde mand.
Og Alex Garland drejede skruen på kvantefilosofien i ’Devs’ med et beslægtet omdrejningspunkt.
Alt sammen var fiktionens vilde tankeeksperimenter. Men nu er vi ved at være dér, hvor ’Black Mirror’ er freaking virkelighed.
På meget få år er AI begyndt at efterligne stemmer, ansigter, sætninger og minder med en præcision, der gør science fiction til hverdagsteknologi. Og det er præcis dér, TV 2’s dokumentar ’Du forsvinder aldrig’ placerer sig.
Da Stephan Martinussen bliver ramt af kræft, beslutter han og hans kone, Katrine, at skabe en digital tvilling af ham.
De fodrer en AI med alt: 66.000 sms’er, videoer, stemmeoptagelser, interviewdele – ja, selv beskrivelser fra venner og familie. Og mens Stephan, familien og sundhedsvæsenet kæmper for at holde ham i live, arbejder han og Katrine sideløbende på at konstruere en digital version af ham.
De får kontakt til en AI-virksomhed og pendler mellem Danmark og Bangkok for at finde løsningen. Tanken er enkel: Hvis han skal dø, skal der stadig være en version af ham til hustruen og sønnen. Så han ikke helt forsvinder.
»Jeg kan overhovedet ikke forestille mig et liv uden min mand«, siger Katrine i dokumentaren med et tomt, stift og sorgfuldt blik.
De to afsnit er gennemsyret af sorg i en ellers privilegeret, næsten katalog-perfekt dansk familie med Quooker, Rolex, designermøbler og swimmingpool. Midt i det møder vi Katrine, hvis blik veksler mellem desperation og små glimt af håb, når teknologien – styret af Dr. Frankenstein’ske AI-konsulenter – et øjeblik åbner døren til, at hendes mand kan holdes i live, selv efter kræften har taget hans krop.
Hos Stephan er fokus hele tiden rettet mod familien. Han vil have ro og fred og har én ting for øje: at holde sig i live.
»Det er ikke meningen, jeg skal dø lige nu. I forhold til dem er jeg ikke færdig«, siger han i dokumentaren, inden han dør. Derfor bygger han sin digitale tvilling. Ikke kun for Katrine og sønnens skyld, men også for at holde fast i sig selv og være en del af familien, selv efter kroppen giver op.
Men hverken sundhedsvæsnet eller Stephan kan stoppe sygdommen.
Familien lader kameraet komme skræmmende tæt på, og som seer er det ubærligt at være tilskuer, når Stephan læser sine prøvesvar op med nye metastaser og sin egen dødsdom i hånden. Når han pumpet af både kemo og kræft leger tommelfingerkrig med sin søn. Eller når Katrine går en tur og bryder sammen, fordi savnet og sorgen er større, end hun kan bære.
Dokumentaren er grundig og nøgtern, og parret holder meget lidt tilbage. Man får det hele. Alligevel føles det, som om der mangler et tredje afsnit. For der er stadig ubesvarede spørgsmål og døre, der står på klem, og som man først kan læse sig til bagefter.
Da døden til sidst indtræffer, er kun Katrine tilbage – og en AI, som ikke kan erstatte Stephan.
Han kan stadig sige »Hej skatter« og huske detaljer fra rejserne. Men han afslører sig også hurtigt: Han elsker pludselig persille, selvom Stephan hadede det. Han vil til yoga. Stemmen lyder ikke rigtig. Ansigtet er ikke rigtigt. Sms’erne er generiske. Det er ikke Stephan.
Det er store etiske, filosofiske og dybt menneskelige spørgsmål, som ’Du forsvinder aldrig’ forsøger at finde svar på set gennem briller, der er gennemblødte af sorg.
»Hvem er et menneske egentlig?« er spørgsmålet, der driver gennem dokumentaren. Er det stemmen, sms’erne, billederne, alt det, man kan lagre, eller er det alt det, der aldrig kan arkiveres? Hvad betyder det egentligt at være i live for dem, som stadig er levende?
Døden er stadig definitiv, som dokumentaren viser. Det er det eneste, vi med sikkerhed ved. Og netop dét har fiktionen advaret os om i århundreder.
’Frankenstein’ er ganske vist ikke en AI-historie, men stadig en urtekst i science fiction, fordi den kredser om det samme grundspørgsmål: menneskets forsøg på at overvinde døden og prisen for at skabe kunstigt liv. Victor Frankenstein syr sit væsen sammen af dødt kød og vækker det til live med elektricitet og ikke data, men tematikken er den samme: Mennesket nægter at acceptere døden.
I ’Du forsvinder aldrig’ lærer familien, at vi kan bygge efterligninger, men at vi kan ikke genskabe et menneske. AI kan måske give et øjebliks lindring eller give illusionen af nærvær.
Men nogle gange gør det bare savnet endnu større.
Kort sagt:
TV 2-dokumentaren ’Du forsvinder aldrig’ viser en families desperate forsøg på at snyde døden ved at AI-genskabe en familiefar. Resultatet er en hjerteskærende kærlighedshistorie og en uhyggelig påmindelse om, at science fiction ikke længere er fiktion.