En midaldrende kvinde fortæller, at hendes hund – boxeren Bruno – er begyndt at skifte køn.
En privatdetektiv sendes ud i byen, fordi en ny lov tillader forsikringsselskaber at spionere deres kunder.
På en hjemmeoptagelse fra et børneværelse glider, hvad der ligner en lysende UFO, hen over aftenhimlen.
Storbritanniens rigeste mand – hertugen af Westminster – sidder i pyjamas på sit gods og spiser morgenmad, mens han ser en nyhedsudsendelse om strejkende minearbejdere.
Og sådan bliver det ved.
Scenerne stammer fra den nye BBC-serie ‘Shifty: Living in Britain at the End of the Twentieth Century,’ der over fem afsnit maler et syret, humoristisk og mareridtsagtigt billede af de drastiske forandringer, Storbritannien undergik i årene fra 1979 til 2000.
Og det kan kun betyde én ting: Den britiske kultdokumentarist Adam Curtis er tilbage.
Han er blevet kaldt den sidste medarbejder hos BBC uden en fast defineret arbejdstitel. Men i virkeligheden er Curtis’ arbejde ganske enkelt: I 33 år har han haft frie tøjler til at chokere briterne med sine kontroversielle dokumentarer om verdenshistoriens skyggesider.
Med ’Shifty’ har han igen begået et stykke fantastisk dokumentarkunst – og hvis man endnu ikke har gjort det, er den nye serie en oplagt anledning til at stifte bekendtskab med hans arbejde.
Det alvorlige og det latterlige
Kimen til Curtis’ dokumentarstil fører han selv tilbage til sin ungdom, da hans far – den socialistiske filminstruktør Martin Curtis – forærede ham John Dos Passos’ hovedværk ‘U.S.A.’
Som 13-årig fandt Adam Curtis bogen ulideligt kedelig: Den manglede et klart narrativ, der kunne fastholde en teenager. Men mange år senere, da han opgav drømmen om en akademisk karriere, viste gaven sig skæbnesvanger.
For gennem sin tid som ph.d.-studerende i politisk teori ved Oxford University indså Curtis, at han hadede universitetsverden, der ikke fostrede kritisk forståelse, men kvalte fantasien og blokerede nye idéer.
Han droppede ud, kom i lære som dokumentarist hos BBC, og pludselig fandt han i ‘U.S.A.’s kollageagtige stil – der blander romanfragmenter, avisklip, nyhedsudsendelser og uddrag fra historiske værker – en ny måde at se verden på.
Det er grunden til, at Curtis’ dokumentarer har været så let genkendelige siden hans gennembrud med ‘Pandora’s Box’ i 1992.
Hos Curtis smelter de små begivenheder sammen med de store, det alvorlige med det latterlige og højkultur med populærkultur. Han graver i BBC’s arkiver og vender tilbage med kalejdoskopiske billedstrømme. Og som sit litterære forbillede gør han det med et bestemt formål: at konfrontere os med de spøgelser fra fortiden, der stadig hjemsøger os.
Følelsernes historie
Som i ‘The Century of the Self’ fra 2002, hvor han viser, hvordan reklameindustrien i 1920’erne og 30’erne manipulerede drømme med Freuds teorier. Eller i ‘Can’t Get You Out of My Head’ fra 2021, hvor Mao Zedongs revolution kaster lys over, hvordan moderne politik låner dramaturgi fra Hollywood.
Frem til for nylig var der endnu en ting, der var gennemgående: Curtis’ egen stemme. I stort set alle serier har han med dramatisk voiceover bundet trådene sammen og fortalt klare historier om politiske og økonomiske eliter, der enten mistede kontrollen eller førte befolkningen bag lyset.
Det ændrede sig med ‘TraumaZone’ fra 2022. I den otte timer lange dokumentar om Sovjetunionens sidste 15 år forsvandt voiceoveren, tempoet blev sænket, og seerne var alene med billederne. Kun enkelte tekstbidder gav kontekst ellers foldede optagelserne langsomt ud: Sibiriens vidder, en rulleskøjtehal, en psykiatrisk patient fanget af politiet – og til sidst Putin, der overtager magten i 1999.
Curtis tegnede en ny historie om forholdet mellem storpolitik og hverdagsliv og om alt det, der aldrig blev forløst, da det socialistiske diktatur fra den ene dag til den anden blev til liberal kapitalisme.
Allerede i 2010 skrev Curtis, at han drømte om at lave film, der fortalte ‘følelsernes historie’ – historier, der ikke beskæftigede sig med ’den store historie’, men med hvordan det føltes at gennemleve en periode. Jeg tror, det er med ’TraumaZone’, at han lykkes for første gang – og at han i ’Shifty’ gentager succesen.
Modig public service
De to serier er søskende. De deler tempo og greb. Begge handler om historiske skred, der banede vejen for de kriser, henholdsvis Storbritannien og Rusland står i nu.
I ’Shifty’ fortæller Curtis om sammenbruddene gennem optagelser fra feministiske og antiracistiske demonstrationer, rave-, skinhead- og dancehallfester, tv-udsendelser om arbejdsløshed, ulighed og korrupte politikere – blandet med backstage-interviews med Wham og Ozzy Osbourne samt voksdukker af datidens politikere.
I et klip af elefanten Thi, der går amok i London Zoo, finder Curtis konsekvenserne af Thatchers nedskæringspolitik. Og den kæmpemæssige London-kuppel, bygget til at fejre årtusindeskiftet, bliver til et billede på Tony Blair som en tom skal uden visioner.
Det fantastiske ved denne nye, mere ambiente Curtis er, at han ikke er bange for at kede sine seere en smule, hvis han til gengæld kan vise skønne og grusomme optagelser fra en tid, der aldrig kommer igen – men stadig hjemsøger os.
Der er uden tvivl en pointe i det langsomme tempo: I en tid hvor filmskabere konstant frygter at miste vores opmærksomhed, insisterer han på, at man godt må forlange noget af sine seere. På samme måde viser han, hvorfor det betaler sig.
Det er mesterligt af Curtis og modig public service fra BBC.
’Shifty’ kan ses på BBC iPlayer og i høj kvalitet på YouTube.