’Carmen Curlers’: Det tegner godt og glitrende for DR’s finalesæson
Meget få ting lyder kedeligere end en dramaserie om papillotter. Men for tredje gang viser DR, at der gemmer sig en stor fortælling i sådan en lille dims – og at den (næsten) aldrig er kedelig.
I Mette Heenos farverige konfettishow ’Carmen Curlers’ er der besnærende jazzhands og store (amerikanske) drømme, når hitserien om startup-vanskeligheder og vestsjællandsk vilje glimter over skærmen med et velkomponeret afsluttende kapitel.
Hvor forrige sæson til tider led under ligegyldige sidehistorier om psyko-psykiatere og illoyale røvhulsspioner, er vi denne gang tilbage ved kernen: de elektriske hårruller og iværksætteriets indbyggede (magt)forhandlinger.
Og dem er der rigeligt af. For mens en ny – og somewhat uventet – investor stiller et ulideligt ultimatum, lurer det internationale selskab Clarice i kulissen, klar til at opkøbe curlerkongens succesfulde, men økonomisk pressede forretning.
Men hvad er prisen for respekt, personlig frihed og et forretningsmæssigt hjertebarn med vokseværk?
Det er tilbagevendende spørgsmål, der stilles til flere af karaktererne – særligt til Axel Byvang, alias den kalundborgske Mads Skjern-type, der er lige så skideirriterende, som han er dybt charmerende. Tæt på uimodståelig, faktisk.
Han kan næppe være andet, når han gestaltes af Morten Hee Andersen. Den karismatiske skuespiller er endnu engang suveræn i rollen som den stjernetegnsorienterede fantast, der selv har storhedsvanvid og motivational quotes i ascendanten.
Og så er han i øvrigt altid tæt på det næste store gennembrud – eller det næste ødelæggende nederlag.
For ja, præcis som de to forrige gange lurer 42 kriser lige rundt om hjørnet i dette ’Krøniken’-møder-’Mad Men’-univers – og igen er det den slagfærdige Birthe (en glimrende Maria Rossing), der må redde dagen og fabrikken.
Nu er hun forfremmet til underdirektør (øh, det manglede da også bare), og den tidligere bondekone står i stigende grad som periodedramaets billede på kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og samtidens spirende kvindebevægelse. Eller gør hun?
Kapitalisme og individualiseret magt synes stadig at true søstersolidariteten, og det er ikke altid let at være feminist eller nogen form for woke, når man samtidig skal holde styr på møtrikker og millionbudgetter.
Som altid forener ’Carmen Curlers’ folkekomedie med samfundskritik og lader tunge temaer som køns- og klasseforhold strømme ubesværet gennem den ellers sprudlende razzel-dazzel-ramme.
Ja, den henrivende 60’er-æstetik og den visuelle legesyge er fortsat seriens iøjnefaldende dna, og det er en ren fornøjelse at overvære det solide cast – som, ud over de førnævnte, blandt andre tæller Mille Lehfeldt, Christian Tafdrup, Sofie Torp og allestedsnærværende Lars Ranthe – kaste sig ud i velkoreograferede, eskapistiske dansesekvenser.
Efter de første tre afsnit, som vi anmeldere har haft adgang til, savner jeg dog meget mere af Nicolaj Jørgensens vidunderlige frisør-Frans og hans ’skjulte’ forhold til fotografen Benjamin (Joakim Fjeldstrup). For i de tidligere sæsoner har deres Romeo og Romeo-fortælling været afsæt for både hjertegribende (og -knusende) scener, og de har tegnet et portræt af identitets-kvababbelser og forbudt kærlighed, som stadig synes aktuelt i dag.
Men altså … selv hvis jeg snydes for deres selskab, bliver jeg hængende. Dels på grund af en temmelig vanvittig cliffhanger i afsnit tre – og dels fordi ’Carmen Curlers’ ikke bare er glitrende nostalgi.
Det er også en tidløs historie om menneskets evige jagt på de tre s’er: succes, selvrealisering og lækkert hår.
Kort sagt:
Det tegner godt og glitrende for ’Carmen Curlers’ finalesæson – og hvis der kommer lidt mere Frans på fabrikken, kan DR levere en værdig svanesang.
Anmeldt på baggrund af seriens første tre afsnit.