Det falder ikke Julia Roberts naturligt at være kold, siger hun. Efter vores møde er jeg ikke helt enig

INTERVIEW. Mit interview med Julia Roberts går galt lige om lidt.

Da filmstjernen først gør sin entré side om side med sin instruktør Luca Guadagnino, gør hun sig ellers umage for at være ydmyg.

Hun undskylder, at der har siddet en hel flok mennesker og ventet på hende. Hun er imødekommende og har sit store karrieredefinerende smil på. Guadagninos ’After the Hunt’ har lige haft verdenspremiere under Venedig-festivalen, og det er her, jeg møder hende sammen med den italienske instruktør og medskuespillerne Andrew Garfield og Ayo Edebiri.

»Der er så uhyggeligt herude. Så mange mennesker!«, griner hun. »Hej!«.

Som svar får hun den meget sære lyd, der opstår, når omkring otte benovede journalister siger hej til Julia Roberts i et så hyperaktivt tonefald, at man skulle tro, vi hilste på en lille baby.

Med det amerikanske Ivy League-universitet Yale som bagtæppe handler filmen om det moralske dilemma, Roberts’ filosofiprofessor Alma Imhoff havner i, da hendes undervisningsassistent og meget nære ven Hank (Garfield) anklages for voldtægt af hendes yndlingselev og protegé Maggie (Edebiri) efter en intens salonaften hjemme hos hende.

Det meste af verden kalder ‘After the Hunt’ et MeToo-drama. Og et ikke særlig vellykket et af slagsen, hvis man skal tro de fleste anmeldere her et par anspændte dage efter premieren. Hvorfor man også under holdets venlige miner hurtigt mærker en udtalt defensiv stemning.

»Luca Guadagnino rammer forbi med forbavsende, alt for langt, overanstrengt #MeToo-campus-beskyldningsdrama«, skrev The Guardian eksempelvis efter verdenspremieren. »Det kræver en masse hårdt arbejde og den perfekte sammensætning af filmstjerner at gøre et socialt drama så uopretteligt forfærdeligt«, skrev Rolling Stone. Min egen anmeldelse var også af den negative slags.

Andrew Garfield udlægger det senere i vores snak mere diplomatisk som: »Meget, meget forskellige reaktioner«.

Hele vejen igennem gentager skuespillerne, at det vigtigste er, at ‘filmen starter en svær samtale’.

En anden svær samtale er den forvirrende dans om den varme MeToo-grød, som mit møde med flokken udvikler sig til her på Hotel Cipriani, hvor MeToo-udstødte Kevin Spacey dagen inden ironisk nok har holdt en celeber visning af sin seneste film.

Og det starter, da jeg hurtigt begår den fejl at spørge Julia Roberts om noget, hun ikke vil svare på.

»Vil du spørge mig om noget andet?«

Der sker nemlig det, der ikke må ske, da jeg ved et rundbord af journalister placeret omkring Roberts og Guadagnino bringer MeToo på banen: 

Hvordan påvirkede det arbejdet med ’After the Hunt’ at have set Hollywood både før og efter MeToo?

»Det tror jeg slet ikke, det gjorde« svarer Julia Roberts snapt. »Det er ikke rigtig sådan, jeg opfatter ting. Det er et meget ubehjælpeligt og uinteressant svar. Det er ikke sådan, min hjerne indfanger den idé. Vil du spørge mig om noget andet?«.

Mit opfølgende spørgsmål bliver afbrudt af en tysk journalist, der i stedet gerne vil høre, hvor Julia Roberts mon befandt sig, da hun hørte om MeToo første gang (hun lavede presse for filmen ’Wonder’), og hvordan hun reagerede (»som mange andre var jeg meget uoverrasket«).

Det er altså ikke, fordi Roberts ikke vil tale om MeToo – hun lader bare ikke til at synes, det har noget at gøre med hendes karakter i ’After the Hunt’. Som ellers er en kvinde, hvis virkelighedsopfattelse styrter i grus, da hun ikke ved, hvem hun skal tro på efter en påstået voldtægt. 

Det eneste, jeg kan trøste mig med, er, at jeg ikke står bag det mest mislykkede interview-spørgsmål til ’After the Hunt’-holdet.

Et klip med en italiensk journalist gik viralt, da hun under et andet interview samme dag spurgte, »hvad vi havde mistet i den politisk korrekte æra«. Journalisten erklærede MeToo-bevægelsen og Black Lives Matter for overståede kapitler, hvorefter hun specifikt bad Andrew Garfield og Julia Roberts – og kun dem – om deres syn på dets betydning for Hollywood. Imens sad afroamerikanske Ayo Edebiri målløs ved siden af. 

I mit møde med holdet kommer flere af mine udenlandske kolleger til fadet, da først M-ordet er smidt på bordet, men vi løber igen og igen ind i det problem, at instruktør og skuespillere (ikke ulig filmens forsamling af selvfede akademikere) helst vil holde sig på et abstrakt symbolplan. De synes, at filmen mest bare handler meget om forskellige menneskers forskellige virkeligheder.

Det er en »moralsk thriller« om »det som ligger bag facaden hos de her mennesker, og hvordan de konstant vil forsøge at trumfe andres opfattelse af sandheden med deres eget perspektiv på sandheden«, siger Guadagnino.

»Det er en film om, at det er vigtigt at tilgive, ligesom de synger i en sang, der medvirker mange gange i filmen af Carlos Jobim, som hedder ’I Preciso Perdoar’, hvor de synger det i teksten«, forklarer instruktøren videre.

Der er lavet mange fortællinger om MeToo i de seneste år. Hvad syntes du, du kunne tilføje til den samtale med ’After the Hunt’?

Luca Guadagnino: »Jeg synes ’After the Hunt’ handler om dimensionerne af, hvad der sker, når nogen har lyst til at sige en sandhed, der er subjektiv, og en anden er villig eller ikke villig til at lytte til den sandhed, eller faktisk vil påtrænge sig med deres egen sandhed. Dét er en magtkamp, jeg finder interessant«.

Andrew Garfield er kort for hovedet

Da vi når til skuespillernes forhold til deres karakterer, opstår der også en magtkamp mellem forskellige menneskers forskellige sandheder.

Denne gang er det Andrew Garfields tur. Han sidder ved siden af ’The Bear’-stjernen Ayo Edebiri, der i ’After the Hunt’ spiller den unge stjernestuderende Maggie, som anklager Garfields karakter for at have forgrebet sig på hende.

Der er mange, der siger, at det er sjovt at spille skurk, især hvis man ikke får lov til det så tit. Men hvordan er det at spille den her mere hverdagsagtige type skurk, en mand anklaget for overgreb? 

Andrew Garfield: »Spørger du mig eller Ayo?«

Jeg spørger dig, fordi din karakter på papiret er skurken, og hun er offeret, men I er velkomne til begge to at svare.

»Det var et lidt kort for hovedet svar, jeg gav, men jeg mener det. For når jeg tænker over, hvad det er ved den her film, der gør mig begejstret og nysgerrig, er det, at dem, der ser den, kommer til at have, og allerede har, meget meget forskellige reaktioner på den. Så det er interessant, at du ser Hank som skurken, det er meget interessant og særligt, og det vil jeg gerne høre mere om«.

»For jeg synes, at det, som Luca Guadagnino er så god til, og det som manuskriptet gør så godt, er, at det ikke caster nogen som offer, skurk eller helt. Og ved at undlade at gøre det holder man et spejl op foran alle i publikum, der må se sig selv og deres egen skurkagtighed, deres egen heltedåd, deres egen offergørelse i øjnene, såvel som det ubeskrivelige grænseland, der ikke passer ind i nogle af de binære forhold«.

Derefter går Garfield i gang med at »svare på mit spørgsmål på en måde, jeg ikke stillede det«, som han siger, hvilket resulterer i et svar formuleret på en måde, jeg ikke forstår. Det berører publikums »bias« og »identitetsmarkører« i forhold til, hvad de forventer ved at se en Luca Guadagnino-film.

Det virker til, at filmen allerede har karakter af at være lidt af en Rorschach-test, og du nævnte, at der har været forskellige reaktioner på den. Er der noget af den respons, der er kommet indtil videre, som har ændret jeres blik på filmen?

Andrew Garfield: »Nej. Ikke for mig. Jeg har haft gode samtaler med folk om den, og jeg synes, det er mere fascinerende at høre om dem, der har set den. Og at lære noget om mig selv ved at se den. Hvilke steder jeg føler mig utilpas, eller hvor jeg har lyst til at putte noget i en kasse. Det gør mig klogere på, hvilke ting jeg skal arbejde på«.

Undervejs i vores samtale er der dog én ting, Andrew Garfield lykkes med at svare konkret på.

Hvor vigtigt var det at have skæg til rollen?

Andrew Garfield: »Meget. Af dybeste vigtighed. Jeg ligner en på 12 uden skæg«.

Ayo Edebiri: »Du ligner ikke en på 12, du ligner en på 14«.

Andrew Garfield:»Nej, så det var virkelig vigtigt. Sjovt nok var det meget, meget vigtigt«.

Virkelighedens Andrew Garfield her i Venedig er i øvrigt glatbarberet.

Et smukt venskab

Men hvad vil Luca Guadagnino og Julia Roberts gerne tale om, hvis de ikke vil tale om MeToo? Hinanden!

Hvor gode venner de er blevet, og hvor meget de beundrer hinanden i deres samarbejde. Roberts ankomst i Venedig gik straks viralt, da hun var iført en cardigan med strikket mønster af italienerens ansigt.

Luca, tænkte du allerede på Julia, da du læste rollen?

»Jeg har tænkt på Julia, siden jeg så hende i ’Steel Magnolias’. Jeg læste manuskriptet (til ‘After the Hunt’, red.) i et fly på vej til Los Angeles, og da jeg landede, skulle jeg på en arrangeret blind date med Julia, hvilket var en af de mest spændende dates, jeg har været på i mit liv. Og en af de mest succesfulde«.

Julia Roberts stemmer i:

»Jeg læste manuskriptet og kan bare huske, jeg tænkte, hmm, det her miljø synes jeg er virkelig interessant. Men så gik jeg ligesom bare videre med min dag, og det var ikke før, jeg fik et telefonopkald – ’hvad ville du sige til, hvis Luca Guadagnino instruerede den her film?’ – at det med ét gik fra interessant til fascinerende. Og da vi blev sat op på den her date og mødtes, havde jeg aldrig følt mig mere tilpas«.

»Hvordan kunne jeg dog på nogen måde føle mig rolig ved at sidde på en sofa med Luca Guadagnino? Og så havde vi nærmest bare vores næser presset sammen i en time. Og det var bare livsbekræftende, virkelig, i sandhed. Og fra den dag er det bare blevet større og dybere og mere vidunderligt for mig«.

»I det her tilfælde har det ikke været så hårdt at sige farvel til karakteren, her var det hårde at sige farvel til Luca. Alma og jeg har tilbragt helt tilpas med tid sammen«, siger Julia Roberts.

Da du læste manuskriptet, var du så også en smule bange for konsekvenserne – muligheden for at starte en debat om feminisme med rollen?

Roberts: »Jeg tror, man skal være bange. Hvis du ikke er bange, er du alt for komfortabel i den kunstneriske verden. Det er derfor, man forlader sit trygge hjem for at gå et ukomfortabelt sted hen, ikke?«.

Gav den her mere skurkagtige karakter dig noget, du ikke har fundet andre steder i din karriere?

»Jeg prøver altid at finde noget anderledes i de karakterer, jeg vælger frem for andre, hvilket selvfølgelig bliver sværere, jo flere du spiller, men også fordi, at når man så bliver ældre, får du også dit eget synspunkt og mange flere ressourcer. Det var et fascinerende studie i et menneske at spille og forstå én som Alma, for jeg kender ikke nogen som hende. At være kold er ikke noget, der falder mig naturligt på nogen måde«.

Efter vores interview er jeg ikke helt enig.

Inden vi er færdige, formår jeg en sidste gang at stille et akavet spørgsmål. Ikke kun fordi jeg er en klaphat af en dansker, men også fordi filmens Letterboxd-side efter visningen har en del kommentarer om, hvordan ’After the Hunt’ bare er en dårligere version af Thomas Vinterbergs ’Jagten’.

Så jeg spørger Gudagnino, om den danske Oscar-vinder har spillet ind i arbejdet med filmen. Svaret kommer her:

»Den har jeg ikke tænkt på«.

Hvad er så din opfattelse af titlen?

»Jeg tror, det var forfatteren Nora Garrett, der fandt titlen i et motto af Otto von Bismarck, men jeg kan rigtigt godt lide den, og den relaterer sig i den grad til filmens slutning. Hvad der sker, efter raseriet er udbrudt. Hvad der sker efter jagten – after the hunt«.

Det fulde citat slår jeg op senere, og det lyder sådan her: »Mennesker lyver aldrig så meget som efter en jagt, under en krig og før et valg«.

Og stjerner træder aldrig lige så formfuldendt vande, som når de har lavet en helt anden film, end den anmelderne har set.

Det har jeg lært på den hårde måde.

‘After the Hunt’ får premiere 16. oktober.