I 2010 kom Kathryn Bigelow i en alder af 59 år for alvor på verdenskortet, da hendes anmelderroste krigsdrama ’The Hurt Locker’ gik hjem med hele seks Oscar-statuetter. Hun var ovenikøbet den første kvindelige instruktør i historien til at vinde priserne Bedste instruktør og Bedste film.
Men hendes status som action-auteur burde være stadfæstet længe før. 15 år tidligere for at være helt præcis.
I 1995 havde Bigelow færdiggjort sin på det tidspunkt største og mest ambitiøse filmproduktion efter den succesfulde actionbasker ’Point Break’ fra 1991. Den lige dele storladne og dystre cyberpunk-krimi ’Strange Days’ havde den unge, Oscar-nominerede ’Schindler’s List’-stjerne Ralph Fiennes i hovedrollen og den allerede velrenommerede blockbuster-kreatør James Cameron, Bigelows eksmand, i kulissen som manuskriptforfatter og producer.
Men ’Strange Days’ floppede fælt i biograferne. Storfilmen havde kostet 42 millioner at producere og indtjente kun 17 millioner dollar på verdensplan.
I dag er cyberpunk-perlen desværre stadig overset og underkendt. Og utilgængelig, hvis man ikke er typen, der ser sine film på Blu-ray eller dvd, idet den ikke kan streames herhjemme.
Derfor er det heldigt, at Cinemateket i København nu viser ’Strange Days’ i anledning af Bigelows premiereaktuelle Oscar-kandidat ’A House of Dynamite’.
En fremragende mulighed for at opleve og reevaluere sci-fi-mesterværket 30 år efter premieren.
Sanselig dommedagsstemning
Holdt op mod atomtrusselsfilmen ’A House of Dynamite’ og resten af Bigelows hårdkogte thrillere efter årtusindeskiftet får man med 90’er-filmen instruktøren fra et mere overnaturligt, romantisk og drømmende hjørne.
I centrum for fortællingen er den tidligere politibetjent Lenny (Ralph Fiennes), som stadig ikke er kommet sig over bruddet med ekskæresten Faith (Juliette Lewis). I dag fører Lenny det umoralske hverv at købe og sælge seksuelt og kriminelt ladede videoer på det sorte marked, men han er samtidig en håbløs romantiker med et hjerte af guld – eller i hvert fald sølv.
Bagtæppet til hans nostalgiprægede længsel er en multikulturel cyperpunk-verden, som udgør Los Angeles anno 1999. Handlingen udspiller sig i dagene op til nytårsaften, hvor menneskeheden går ind i et nyt årtusinde, og samtidens Y2K-paranoia om civilisationens nedbrud er mærkbar.
Dommedagsstemning præger gadebilledet, hvor der, i stil med animeklassikeren ’Akira’, udbryder et kaotisk virvar af voldelig kamp, religiøs vækkelse og euforisk fest. Blandt konflikterne er udtalte racespændinger mellem det primært hvide politi og sorte oprørere, der har den aktivistiske rapper Jeriko One (Glenn Plummer) i front.
Universet er beskidt og gritty, men også farvemættet og sanseligt – et dystopisk og alligevel forførende sammensurium af indtryk, tilsat tonerne af både hiphop, rock, elektronisk musik og et lille skvæt opera.
Grænseoverskridende POV
I centrum for cybernoir-universet udfolder Bigelow et uhyggeligt krimiplot med et særligt filmisk greb.
Lennys piratvideoer både optages og afspilles med den fiktive SQUID-teknologi – en slags headsets, som indfanger elektriske signaler direkte fra hjernebarken og gemmer dem på en disk, så andre senere kan se, høre og sanse præcis de samme indtryk. Teknologien blev udviklet af politiet som et aflytningsværktøj, men er siden blevet heftigt misbrugt på det sorte marked.
Disse POV-optagelser spiller en afgørende rolle i ’Strange Days’-plottet, fordi de indgår i en drabssag. Lenny får løbende ufrivilligt tilsendt SQUID-film, hvor en morder har optaget sine voldtægter og efterfølgende drab på unge kvinder.
Det grusomme overgreb får en ekstra dimension, da han også giver sine ofre et SQUID-headset på, så han kan livestreame sit eget blik – og sin ophidselse – direkte ind i ofrets hjerne. Da Lenny ser og sanser SQUID-filmene, mærker han også fysisk voldtægtsmandens lyst, samtidig med at ubehaget, angsten og kvalmen skyller ind over ham.
’Strange Days’ er ikke første film, som tvinger publikum til at se en forbrydelse fra voldsmandens perspektiv, fra eksempel Michael Powells ’Peeping Tom’ (1960) og John Carpenters ’Halloween’ (1978).
Men Bigelow formår alligevel at give POV-skuddet et næsten uhørt ubehageligt og grænseoverskridende twist.
Right Here, Right Now
Som enhver dystopifortælling er ‘Strange Days’ skræmt over teknologiens udvikling.
Filmen kom i kølvandet på internettets begyndende offentlige udbredelse og den første formulering af begrebet virtual reality – samt en hel generation af unge, som var vokset op med videospil. I ’Strange Days’ reflekterer Bigelow og Cameron over, hvad den nye teknologi og fortabelsens digitale verden i værste tilfælde kan gøre ved os som mennesker.
Undergrundens SQUID-marked er ikke bare moralsk forkasteligt, fordi virkelige optagelser af død og voldtægt er i omløb, men også fordi teknologien skaber en narkolignende afhængighed hos brugerne. De kan ikke få nok af den overstimulerende tjeneste, der i længden overbelaster hjernen og resulterer i mental overdosis.
En oplagt parallel er de mørkeste sider af internettet i dag, hvor grænsesøgende brugere ligeledes kan opsøge moralsk forkastelige lyster og yderligheder. På et mere generelt plan kan man med nutidens øjne også sammenligne SQUID-afhængigheden med vores sociale medier. For hvad gør det ved os konstant at se virkeligheden gennem skærme, at opleve livet gennem andres billeder?
Lenny er selvfølgelig også afhængig af det rusmiddel, han sælger. Hans dedikation til SQUID er et symbol på hans selvdestruktive modvilje til at lægge fortiden bag sig. Han lever sit liv i playback.
»Memories were meant to fade, Lenny«, siger hans loyale ven Mace (Angela Bassett) i et forsøg på at ruske den kvælende erindringsbesættelse af ham. Senere bønfalder hun ham en sidste gang om at vælge nutiden med ordene »right here, right now«.
Denne sætning er siden blev hørt af langt flere end filmens relativt beskedne publikum, fordi de samples i Fatboy Slims noget mere populære 1999-hitsang af samme navn.
Håb for morgendagen
Trods de mange negative fortegn bidrager teknologien også til noget positivt i ’Strange Days’. For det korrumperende og uregulerede medie kan bruges som et demokratiserende værktøj, der blotlægger skjulte forbrydelser og fremmer retfærdigheden.
Det opdager hovedpersonerne i forbindelse med den brutale politivold mod sorte amerikanere, som afføder borgerkrigslignende tilstande i gaderne. Scenerne er en slet skjult parallel til de voldelige Los Angeles-optøjer i 1992, der blussede op efter sagen om taxichaufføren Rodney King, som fire LAPD-betjente tævede til døde.
Kings drabsmænd blev i 1991 fanget på video af en borger, så hele verden kunne se deres forbrydelse, og det sker også for et par korrupte betjente i ’Strange Days’ ved hjælp af SQUID-teknologien. I et sidespor forsøger Mace at overlevere den afslørende film til en af byens ganske få ikke-korrupte politimænd, som måske kan skabe orden hos styrken.
22 år senere skulle Bigelow igen stille skarpt på politivold og racisme. I 2017 instruerede hun det dybt ubehagelige, virkelighedsbaserede drama ’Detroit’ om byens voldsomme raceuroligheder i 1967, hvor en gruppe politibetjente mishandlede og myrdede sorte medborgere – og senere blev erklæret uskyldige ved en domstol.
Til sammenligning har ’Strange Days’ en noget mere lykkelig udgang, hvilket jo til tider er fiktionens privilegie.
Bigelow taler til publikums frygt, men midt i dommedagsscenariet indgyder hun alligevel også håb for menneskeheden og morgendagen.
’Strange Days’ kan ses i Cinemateket 7. oktober og 17. december.