’Familier i Norden’: Dansk debutserie pulserer af energi, vilje og passion – på rappende aarhusiansk
Det er ikke ligefrem en nytænkende historie.
Vores hovedperson vender tilbage til hjemstavnen efter længere tids fravær – for at opdage, at hans lillebror er rodet ind i det samme rådne miljø, han selv engang flygtede fra. Og så må han, ja, ind i det igen.
Der er replikker som »du var jo væk« og »du laver altid problemer«, og man kan næsten sætte stopuret efter, hvornår blikkene bliver hårde, og musikken slår over i mol. Som en greatest hits-samling af ’Underverden’, ’Hele vejen’, ’Nordvest’ og ’Submarino’, fortællinger fra banderne og blokken.
Alligevel er debutserieprojektet ’Familier i Norden’ et interessant bekendtskab.
Efter en genopdragelsesrejse i Iran kommer Sami (Arian Kashef) tilbage til barndomshjemmet og forsøger at lægge fortiden bag sig. Han prøver at få tingene til at løbe rundt som pizzabud, mens han tjekker ind på HF for at tage en uddannelse i digital marketing og virksomhedsøkonomi.
Men i familiens tæskelille lejlighed i Aarhus N falder det hele sammen. Et job som det glade pizzabud og lidt SU rækker ikke langt i en familie, hvor regningerne vælter ind, og den truende udlejer (Anders Brink Madsen) banker på døren.
Moren (Nessie Beik) kæmper for at holde sammen på det hele, mens lillebroren Idriss (Abdul Habib “Håb” Afzali) er på afveje, og Sami må sætte efter ham.
’Familier i Norden’ er mere end endnu en rundtur i blokken, fordi den er vel forankret i virkeligheden. Serien bygger på autentiske historier fra unge i Aarhus’ boligområder, som instruktør Milan Ganesan har fulgt gennem flere år. Oprindeligt var projektet tænkt som en dokumentar, men endte som et drama, hvor virkeligheden stadig stikker igennem.
Manuskriptet balancerer skarpt mellem det sjove og det rå. Som når Sami hiver sin lillebror med ud på stranden til en alvorssnak, og Idriss protesterer: »Hvorfor fuck har du taget mig herud som sådan en eller anden dansker?« To hårde brødre, helt malplacerede på en vindblæst strand uden for Aarhus.
Eller når et bandemedlem åbner pizzabakken og spørger: »Har du redet på et æsel eller sådan noget?«.
En replik så dum, at den bliver genial, leveret med et glimt i øjet, der afslører, at folkene bag faktisk kender det miljø, de skriver om. Og den måde der bliver talt på.
Det maler et sprogligt billede af Sami som en pizza-fragtende Jesus, som da messias red ind i Jerusalem på et æsel, men med snasket takeaway i stedet for brød, vin og jesu-kød.
Eller … måske er det bare en kæk kommentar fra et miljø, der er komplet ligeglad med billedsprog og dansklæreragtige overfortolkninger af kristne allegorier.
Serien pulserer af energi, vilje og passion. Så meget at den faktisk ender med at med at reanimere en gammel traver, iført den aarhusiansk dialekt, pizzabud-jakke og ambitioner om HF-drømme.
Der er tydeligt lagt meget kærlighed i manuskriptet. Hjertet banker på helt rigtige sted. Serien er ikke bange for at være ujævn eller upoleret.
’Familier i Norden’ udforsker, hvordan fattigdom og vold sætter sig i familien, hvordan kærlighed og skam hænger uløseligt sammen, og hvor stærk den sociale tyngdekraft kan være.
Musikken følger ekstremt flot trop: små snørklede beats, melankolske guitartoner og drønlækre baslinjer. Når rulleteksterne ruller med 82Baby’s ’God dag’, indrammer det essensen af serien i et sårbart og poetisk rapdigt uden instrumenter.
Og når en ellers tough as nails kriminel pludseligt bryder ud i rap, er det småkikset og pissefedt. Hårde mænd (nok nærmere drenge), der lige skal rappe lidt følelser. Ret cute, faktisk.
Kort sagt:
’Familier i Norden’ er uoriginal og rå, men fyldt med passion og autenticitet. Det føles, som om blokken selv har skrevet manus, lagt soundtracket og kastet de små øjeblikke ind, der får serien til at leve.