Channing Tatum har været fast inventar på det store lærred i 20 år. Og i den tid har han som få mestret at blive bedre, uden at stikke af fra sig selv.
Den i dag 45-årige skuespiller fandt vej fra et liv som ufaglært taglægger til stripper med skuespillet som endestation. Han imponerede tidligt med roller i ’Coach Carter’ over for Samuel L. Jackson og indiefilmen ’How To Recognize Your Saints’, hvorefter han pludselig stod som det fødte begærsobjekt for teenagere i 2006, hvor han havde (uforglemmelige!) hovedroller i både danse-high school-filmen ’Step Up’ og fodbold-high school-filmen ’She’s the Man’.
Med sin sixpack, sine danseskills og sit gode udseende bliver Tatum ofte forbundet med udtrykket himbo: en mandlig version af en bimbo, der ser godt ud, men har et større hjerte end hjerne og er flink i stedet for toxic.
Selvom han har været med til at definere fænomenet med sine mange hunk-roller, har det ydre også til tider overskygget det talent, der har gjort Channing Tatum til en filmstjerne.
Det har det stadig med at ligne lidt af en overraskelse, når han arbejder sammen med mesterinstruktører eller imponerer både kritikere og publikum med andet end looks og humor.
På den måde giver det meget god mening, at Channing Tatums vedblivende impostersyndrom blev omdrejningspunktet for et stort nyligt interview i The New York Times. Selvom han ikke har grund til at tvivle.
Egentlig har Tatums talent været soleklart fra starten, og i modsætning til mange andre mandlige skuespillere i hans liga har han aldrig været rigtig i krig med hverken sit gode udseende eller sin naturlige romantiske charme. Han har for det meste veget uden om heftige fysiske transformationer, forklædninger og Oscar-bait.
I stedet har han holdt snuden i sporet, mens han har udforsket grænserne for, hvad en Tatum-karakter egentlig er. Nogle gange med forglemmelige resultater, andre gange fænomenale. Aldrig rigtigt dårlige og altid med integritet.
Samtidig har Channing Tatum i den grad også taget pis på sig selv, så tit som lejligheden har budt sig, mens han samtidig har udvidet sit cv med folk som Quentin Tarantino og Coen-brødrene.
I sidstnævntes ’Hail, Caesar!’ dyrker Tatum det homoerotiske som stepdansende sømand i nummeret ’No Dames’, hvor hele besætningen svinger sig rundt i hinandens kroppe, mens de synger om det kommende fravær af kvindeligt selskab. Det går endnu vildere for sig i dommedagskomedien ’This Is The End’, hvor han dukker op som sexslave i hunde-S&M-gear for Danny McBrides kannibalkonge.
I eventyrkomedien ’The Lost City’ spiller Tatum legemliggørelsen af en kvindelig fantasi, som en model, der lever af at posere på forsiden af en serie romancebøger som den mandlige hovedkarakter Dash McMahon. Skuespillerens forhenværende forlovede Zoë Kravitz instruerede ham i en sjældent grum skurkerolle som den grænseoverskridende rigmand Slater King i ’Blink Twice’, hvor han første gang brugte alle sine forcer til det onde.
For tiden kulminerer sansen for at finde det elskelige og sårbare frem i hans ualmindeligt flotte version af den amerikanske average Joe i Derek Cianfrances kombinerede kupfilm, romcom og strukturelle fattigdomstragedie ’Roofman’.
I den anledning fremhæver vi Channing Tatums fem bedste roller.
5. ’21 Jump Street’
Channing Tatums mest scenestjælende bidrag som undercover-cop kommer godt nok fra toeren ’22 Jump Street’, hvor han i lag med nogle hardcore narkobaroner i Miami lident overbevisende introducerer sig selv som mexicaner ved at sige »my name is Jeff«.
I ’21 Jump Street’ er Tatum også langt henad vejen straight man til Jonah Hill, der er filmens mest åbenlyse komediemester. Alligevel løfter Tatum den forvoksede highschool-bølle turned politibetjent fra at blive en kedelig kliché.
Hele affæren sættes i gang, fordi han under sin eksalterede første anholdelse nogensinde glemmer at recitere de såkaldte Miranda rights, hvilket gør den ugyldig. Som straf ender ham og vennen Schmidt (Hill) som undercover-elever på den lokale highschool, der hærges af dødeligt vanvidsdrug.
Endnu større problemer opstår dog, da der bliver byttet rundt på de væsensforskellige betjentes undercoverhistorier, og Jenko derfor skal indsmigre sig hos nørderne i kemilokalet, mens makkeren falder til med skolens seje (stofsælgende) klike.
I ’21 Jump Street’ perfektionerer Channing Tatum kraften af sit rene hjerte og komiske talent, der blev etableret helt tilbage i gennembruddet ’She’s the Man’. I toeren er der mere af det næsten lige så gode.
4. ’She’s the Man’
I denne undervurderet sjove genfortælling af Shakespeares kønsbyttefortælling ’Twelfth Night’, opdateret til at foregå omkring ”soccer”-holdet på en amerikansk kostskole i 00’erne, er Channing Tatum den gennemsnitlige highschool-films lækre fyr, men på en måde der alligevel føles dybt usædvanlig.
I ’She’s the Man’ spiller Amanda Bynes en teenagepige, der i afmagt over lukningen af sin skoles pigefodboldhold udgiver sig for at være sin bror og tjekker ind på kostskolen Illyria. Her havner hendes ultrafjollede falske teenagedreng Sebastian som slof med topspilleren og hunket Duke (Tatum), som hun selvfølgelig i al hemmelighed forelsker sig i. Og det kan man godt forstå.
Duke viser sig under sine hårdtpumpede muskler at være noget nær debil i kontakt med piger (dem han ved er piger i hvert fald), hvilket hans storskrydende weirdo-roomie forsøger at hjælpe ham med i bytte for personlig fodboldtræning, der bringer dem tæt sammen.
Det er en gave i sig selv at høre Tatum levere filmens mest mindeværdige scorereplik »do you like cheese?«, men også at se, hvordan skuespilleren allerede som grønt talent besad en usædvanlig evne til at afgifte en kedelig stereotypisk highschool-jock.
Samme år stjal han hjerter i ’Step Up’, og selvom der ingen tvivl hersker om, at det nok var meget godt, skuespilleren gjorde karriere på sine danseskills i stedet for fodbold, er det til gengæld ’She’s the Man’, der til dags dato står som det mest charmende udstillingsvindue for hans undervurderede komiske talent og selvironi.
3. ’Magic Mike’
Ligesom Michael ’Magic Mike’ Lane – en bjergtagende strippergentleman med hæderlige drømme om at leve af at sælge industrielle sofaborde lavet af strandskrald – var den unge Channing Tatum, som legenden lyder, taglægger og stripper i Florida, inden en Pepsi-reklame blev hans trædesten til en skuespilkarriere Hollywood.
Channing Tatum er Magic Mike, så han har alt foræret på den måde, at han definerer filmen.
Men det siger meget om Tatum, at han overhovedet var interesseret i at omsætte sin egen historie til det store lærred og sætte stort ind på at udødeliggøre sin egen stripperfortid som en uundgåelig del af sin egen karriere. Stort spil med stor gevinst.
I hænderne på mange andre kunne ’Magic Mike’ være endt som et overfladisk hurtigknepperportræt, men i Tatums stærke greb og grindende skød (og med instruktør Steven Soderbergh ved roret) blev det en anderledes rå fortælling om at den mandlige sexappeals valuta, såvel som en parallelhistorie over den amerikanske mands værdi efter finanskrisen.
Som få har Soderbergh set Tatum som en næsten museagtig skikkelse i flere af sine film.
Hvor Tatum længe var pigernes mand, katapulterede ’Magic Mike’ ham ind i en helt anden liga af stjernestatus. Her blev han både kvindernes mand og kritikerdarling, samtidig med at den mindre indieproduktion fortsatte som blockbuster-trilogi (med toeren som overset mesterværk) og decideret franchise med spinoff-shows i Las Vegas og London instrueret af hovedrolleindehaveren selv.
Og selvom det var en alkymi af talent og timing, kan Tatums andel i filmens ekstraordinære succes ikke underdrives. Allright, allright, allright! Der er kun én i ’Magic Mike’, der er i nærheden af at brænde lige så stærkt igennem på skærmen, og det er Matthew McConaughey.
I modsætning til sit 10 år ældre forbillede har Tatum ikke lagt navn til et altafgørende karriereskift. Måske fordi han med præstationer som ’Magic Mike’ har været med til at frisætte lidt af stigmaet i mænd, der optræder i film for kvinder.
2. ’Roofman’
Det er ikke let at gennemskue, hvilken slags film biografaktuelle ’Roofman’ er, hvis man udelukkende ser på plakaten, hvor Channing Tatum ses i ’21 Jump Street’-lignende fjollegøj-mode bærende badering, gule solbriller, underdrenge og rullesko til børn.
Hvad der gør filmen unik, er dog den skræmmende socialrealisme, der faktisk gemmer sig nedenunder, hvad der snildt tager sig ud som mange andre af stjernens komedier. Hvilket ikke mindst skyldes instruktøren Derek Cianfrance, der leverer en ret alternativ tilføjelse til sin mere klassisk tragiske portefølje.
Tatum spiller den bizarre, ufatteligt virkelige mand Jeffrey Manchester, der i begyndelsen af 00’erne røvede 43 McDonald’s-restauranter ved at entrere gennem taget og blev smidt i fængsel, men brød ud og tog bolig som frogger i en Toys ”R” Us-butik, mens han charmerede sig ind hos en lokal kirke såvel som hos en lokal kvinde (der i ’Roofman’ spilles af Kirsten Dunst).
Egentlig havde Derek Cianfrance oprindeligt øjnet Channing Tatum til, hvad der blev Ryan Goslings rolle i ’Blue Valentine’, men han afslog i sin tid i frygt for at skuffe.
I modsætning til både den og instruktørens anden sad Gosling-anførte anti-komedie ’The Place Beyond The Pines’ stikker ’Roofman’ ud med sin sorte humor. Og hvor en skuespiller som Ryan Gosling senere indtrådte i sin komiske æra efter årevis som typecastet trist, er det interessant, hvordan Channing Tatum ikke resolut skifter image fra lys til mørk hos Cianfrance. I stedet er der en særlig sameksistens af hans komiske larger than life-tilstedeværelse og filmens fortælling om en desperat mands forskruede manipulation af sin omverden. Der er noget næsten Simon Rex-slidt over hans fremtoning.
Men at Tatum heller ikke redefinerer sig selv eller kan deles op i æraer på samme måde som eksempelvis Gosling, er måske også medvirkende til, at han ikke befinder sig i helt samme liga.
’Roofman’ vidner dog om, hvor meget han har at byde på i brudfladen mellem god og ondt.
1. ’Foxcatcher’
’Foxcatcher’ var en transformativ film for både Channing Tatum og Steve Carrell, der er svært genkendelige som henholdsvis den mentalt forkrøblede brydemester Mark Schultz og milliardæren John ’Eagle’ Du Pont, der inviterer den hæmmede unge mand på træningsophold på sin eksklusive grund og indfanger ham i et bizart psykologisk magtspil.
Carrell vakte mest opsigt med sin første rigtige detour fra komedieverdenen, sin falske næse og Mr. Burns-stemmeføring. Mindst lige så imponerende var Tatum dog, der med færre virkemidler, mest en haltende gang og tavs lidelse, er hjerteskærende som den ensomme sportsmand.
Hvor vi normalt er vant til at se hans machomand som en omvandrende bunke overskud, er hans Mark Schultz deprimerende fra første øjekast inde bag det imponerende fysiske ydre. Som måden han sidder i sin hulemandskrop og spiller gameboy i sin lortelejlighed eller banker løs på sit kindben i modløshed med så meget styrke i fingrene, at man frygter, han kan flå huden af.
Mark Ruffalo udgør hans diametrale modsætning som hans bror Dave Schultz. Når de brydetræner sammen, mærker man Tatums evne til at bære sin kæmpekrop med danserens lethed, og de balancerer smukt mellem omfavnelse og decideret kamp.
Med ’Foxcatcher’ fik verden for alvor øjnene op for Tatum som seriøs skuespiller. Alligevel måtte han se til, mens både Steve Carrell og Mark Ruffalo blev Oscar-nomineret frem for ham.
Tatum har ikke for alvor haft en rolle med så meget mørke siden, hvilket er absurd, taget i betragtning hvor vild en alsidighed han viste. Når man genser filmen, bliver man i hvert fald utålmodig efter, om han ikke nok vil gentage sin største dramatiske succes.