Syd For Solen skifter koncept – teaser for »måske bedste musikpakke til dato«

Syd For Solen skifter koncept – teaser for »måske bedste musikpakke til dato«
Publikum til MJ Lenderman & The Wind på Syd For Solen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Den københavnske musikfestival Syd For Solen har i de fire år, den har eksisteret, haft et ret unikt koncept.

Fremfor ét kontinuerligt lineup har festivalen været opdelt i tre distinkte, genredefinerede dage med hver deres hovednavn. Dermed har der i høj grad været lagt op til, at publikum købte endagsbilletter og kun deltog den dag, der præsenterede deres personlige yndlingsgenre – hvad end der er tale om eksempelvis rock eller elektronisk musik.

Det er slut nu. Når Syd For Solen løber af stablen for femte gang i 2026, sker det nemlig med et mere traditionelt festivalformat.

»Vores gæster har meldt tilbage, at det har fungeret supergodt, og at det har prikket perfekt til deres musiknysgerrighed. Men de har også været klare i spyttet om, at de faktisk er mere end åbne for at være på festival flere dage i træk og at opleve endnu mere musik på tværs af forskellige genrer«, siger Nikolaj Thorenfeldt, CEO for smash!bang!pow!, i en pressemeddelelse.

»Fremover låser vi op for genreprofilerne og booker fra 2026 helt bevidst på tværs hen over festivalens tre dage. Men vi fastholder vores signatur, hvor de eftertragtede og mest hypede artister får plads blandt de overraskende og mere uventede. Hver eneste dag vil byde på store musikalske oplevelser, nu præsenteret som en helhed i stedet for en tredeling«, tilføjer han.

Samtidig planlægger festivalen at løfte sløret for nogle af 2026-plakatens navne allerede i næste uge: »Vi offentliggør snart en stor musikpakke – en rigtig, rigtig god én, og måske vores bedste til dato – netop på grund af vores nye tilgang«, fortæller programchef Xenia Grigat.

I år bød programmet blandt andet på navne som Chappell Roan, Queens of the Stone Age, Sam Fender, Mk.gee og Natasha Bedingfield.

Syd for Solen 2026 finder sted fra 13.-15. august i Valbyparken. Billetinformationer vil fremgå ved offentliggørelse af de første navne i næste uge. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af