’Yndige mennesker’: Uafhængig dansk horrorfilm er lidt af en hårrejsende åbenbaring
FILM. Du kan ikke sige Danmark og dansk litteratur uden at sige H.C. Andersen.
Den odenseanske digters eventyrlige forfatterskab er tæt forbundet med vores fælles kulturforståelse, og i år, hvor han ville være fyldt 150, gennemsyrer hans aura fortsat landet.
Alligevel lægger jeg gerne hånden på kogepladen og postulerer, at du aldrig har set H.C. Andersen som i den nye danske, uafhængige horrorantologi, ’Yndige mennesker’. Han er nemlig slet ikke med. I stedet danner fire af hans mere dunkle eventyr byggestenene for fire segmenter af antologien.
’Yndige mennesker’ er skabt af de fire instruktører Anders Jon, Michael Kunov, Kasper Juhl og Michael Panduro, der sammen har brugt fire år på at lave filmen. Det stilsikre resultat er glædeligt nyt for danske horrorentusiaster, der normalt retter blikket mod biografdistributørerne eller streamingtjenesternes mange importvarer fra udlandets horrorindustri for at stille sulten.
Fortælleglæden og passionen fra folkene bag projektet skinner igennem med det samme, da filmen åbner med en kort visuel gimmick i form af en bog, der åbnes og præsenterer de forskellige kapitler i ’Yndige mennesker’.
Første kapitel hedder ’Dødningen’ og er instrueret af Anders Jon.
Vi møder den unge sygepasser Jonas (talentet Albert Rudbeck Lindhardt), der netop har indvilliget i at passe en mand, der befinder sig på sit dødsleje. Mens jobbet ikke ligefrem er glamourøst, føler han stor tilfredsstillelse ved at kunne hjælpe et medmenneske. Jonas’ virkelighed ændrer sig markant, da han møder den gådefulde og smukke Sofie, og pludselig viser det sig også, at den gamle mand måske ikke er så hjælpeløs, som han troede.
Jons ’Dødningen’ er med afstand den mest hårrejsende og grundlæggende uhyggelige fortælling i antologien. Der er nogle virkelig vellykkede skræksekvenser, som er svære at ryste af sig igen. Hvor er det bare forfriskende gennemført! Atmosfæren føles fortællingen igennem kold og ond, og det er her og i uhyggen, den er stærkest, hvorimod den forivrer sig lidt for meget i sin historie og mudrede temaer.
Andet kapitel er Michael Kunovs ’Historien om en moder’. Den handler om lægen Maj, der under et drømmesyn ser sin teenagesøn Lukas dø – og dermed er i stand til at forhindre det ske. Men kort efter rammes Lukas af rædsler, der overgår dødens punktum, mens Maj indser, at hendes kærlighed til sønnen måske ikke kan forhindre skæbnens gang.
Dette segment rammer plet i forhold til temaer som sorg, tab og smerte. Her mærker man også forbindelsen til H.C. Andersen og forfatterens ærlige og empatiske skildringer af netop disse temaer. Kunovs fortælling er makaber, enkelte steder for langsom, men mest af alt er den dybt menneskelig, smukt filmet og stærkt spillet af især Mille Maria Dalsgaard.
I tredje fortælling, Kasper Juhls ’Snedronningen’, bevæger vi os over i body horror a la ’Raw’, kombineret med skam, religion og undertrykt seksualitet. Kæresteparret Kaj og Gerda er flyttet på landet, efter Gerda har døjet med en svær depression. Her finder Gerda et magisk spejl i en skov, der har en forandrende effekt på hende. Men inden længe dukker spejlets retmæssige ejer, en deform og mystisk skabning, op for at gøre krav på sin ejendel.
Mie Gren er fortrinlig som den seksuelt forkrampede Gerda, der undervejs giver efter for sit sande begær. Men vejen dertil er rå, smertefuld og bestemt ikke for sarte sjæle. I en visuelt stærk scene sluger hun det magiske spejls glasskår i forskellige størrelser, og du gør klogt i at have fordøjet din aftensmad til denne del af antologien. Hvad fortællingen mangler i gys og chok, opvejer den for med fysisk væmmelse og psykisk horror.
Filmens sidste fortælling, ’Tante Tandpine’, er instrueret af Michael Panduro, og handler om musikeren Benny, der lider af skriveblokering på det værst tænkelige tidspunkt: Han er nemlig netop startet i et nyt band på tærsklen til en ny pladeindspilning. Han søger derfor hjælp hos sin frisindede tante Mille, der altid støtter ham i krisetider. Kort tid efter hjemsøges han af en dæmon ved navn Tanta Tandpine, som dukker op, mens han skriver.
Panduros segment runder antologien af med både humor og gru og er rundhåndet med jumpscares og kreativt kostume- og makeupdesign. Tematisk ligner den en film som ’Smile 2’, hvor stress og kunstnerisk frustration viser sig i form af en parasitisk dæmon, der inficerer hovedpersonens psyke.
Selvom Panduros finale er outreret og uhyggelig, fremprovokerer den dog ikke de helt store følelser.
’Yndige mennesker’ er alt i alt lidt af en åbenbaring i det sparsomme danske horrorudbud. Antologien fortolker overbevisende de mørkeste afkroge af H.C. Andersens forfatterskab i form af fire isnende fortællinger – med ’Dødningen’ og ’Snedronningen’ som de stærkeste kort.
Kort sagt:
’Yndige mennesker’ er en dansk horrorfilm på lavbudget, lavet af fire instruktører, du næppe har hørt om og uden støtte fra det danske filmsystem. Men antologifilmens fire fortællinger er så professionelt iscenesatte og velfortalte, at man godt kan kysse sin søde nattesøvn farvel til fordel for koldsvedige mareridt.