’Saras stempel’: Kvindelig lokalpolitiker kører kværn og bryder grænser i modig iransk dokumentar
DOKUMENTAR. »Giv piger sko, men ingen sti at gå på«.
Sådan mumler en ældre herre på et tidspunkt i Sara Khaki og Mohammadreza Eynis Sundance-vindende, iranske dokumentar ’Saras stempel’. Den lommefilosofiske parole viser sig at være barsk virkelighed for historiens heltinde.
43-årige Sara Shahverdi er en fraskilt, eneboende, motorcykelkørende, landejende, politisk involveret kvindeforkæmper. Man skal ikke kende meget til Irans postrevolutionære samfund for at forstå, at hun er et omvandrende tabu.
Iført armykasket og pelsbesat læderjakke giver hun fingeren til kønsnormer, og i små sekvenser følger vi tæt og nøgternt hendes lokale aktivisme, én kamp mod patriarkalsk undertrykkelse ad gangen.
Historien starter, da Sara som den første kvinde nogensinde beslutter sig for at stille op til lokalrådet i sin lille, religiøse landsby. Og som en anden Askepot-prins giver byen hende i starten, ret overraskende, glædeligt sko på.
Hun vinder valget med en jordskredssejr. På valgdagen bevæger hun sig rundt i byen som en rockstjerne og modtager hyldest for sin mobilisering af kvindelige vælgere, der ikke normalt går til stemmeurnen.
Efterfølgende gæster Sara byens pigeskole, og budskabet er klart: uddannelse før (børne)ægteskab. I et klasselokale spørger hun, hvem der har tænkt sig at fortsætte på en videregående uddannelse. Da samtlige elever rækker hånden i vejret, tager hun dem på ordet og beder pigerne skrive under på, at de vil vente med at gifte sig, til de er mindst 25 år gamle.
I privaten agerer Sara mentor og husly for 16-årige Fereshteh, der står midt i en skilsmisse fra sin 23 år ældre mand, og hvis skamfulde forældre nu vil have, at hun skal vies på ny.
Desværre viser det sig, at Saras sko ingen sti har at betræde. Det er lettere at støtte en enkelt kvinde end en feministisk revolution, og byens mænd vil ikke lytte til Sara – og da slet ikke lade den nyvalgte borgerrepræsentant træffe selvstændige beslutninger.
Hendes (mandlige) læge erklærer, at Sara overbelastet, og råder hende til at stoppe sit virke – for helbredets skyld, naturligvis. Mere ublu er kritikken fra mænd som hendes egen bror, der ordret ytrer, at de aldrig vil lade en kvinde bestemme over dem.
Da hun senere vender tilbage til pigeskolen, er alle på nær fem elever giftet bort. I en rystende scene henter Fereshtehs forældre hende hjem, og kort efter modtager Sara invitationen til pigens andet bryllup.
I dokumentarens kapitelstruktur er afsnittet om Fereshteh det, som går renest ind følelsesmæssigt. Det er rørende at iagttage Sara lære hende at køre motorcykel, præcis ligesom Saras far lærte hende det, inden hun mistede ham som teenager og blev familiens forsørger. Køreturene er et effektivt symbol på den frihedsfølelse, der normalt kun er sønner forundt.
Motorcykelscenerne er tilmed en fryd at beskue. Sara cruiser gennem landskabets markveje i totalskud så smukke, at landsfællen Abbas Kiarostami ville have været stolt. Især ’The Wind Will Carry Us’ må have været en visuel inspirationskilde for Khaki og Eynis.
De to dokumentarister har valgt en hyperlokal linse, og der er ingen Woman Life Freedom-bevægelse at ane. Den modige, kontekstløse tilgang kræver dog en fuldbyrdet hovedkarakter, og desværre lærer vi aldrig for alvor Sara at kende som andet end en ildsjæl med søstersolidaritet.
Man fatter, at farens ukonventionelt maskuline opdragelse af sin datter har sat sine spor, men man efterlades uden nøglen til at forstå, hvordan Saras karismatiske og modstandsvillige karakter overhovedet opstod i det konservative samfund. Først mod filmens slutning får vi et glimt af Saras fortid som ung kvinde og ulykkelig brud.
Alligevel er Saras iver på alle måder inspirerende. Som i den danske Oscar-kandidat ’Mr. Nobody Against Putin’ er det betagende at møde en hovedperson, der ikke flygter fra sit lands åbenlyse problemer, men af kærlighed til sine omgivelser bliver og kæmper.
»Nogle gange er små forandringer nok«, siger Sara, og når man i slutningen ser hende køre afsted med en håndfuld unge piger på motorcykel efter sig, bliver man overbevist om, at hun har ret.
Kort sagt:
’Saras stempel’ er et nært og væsentligt helteportræt af en kvindelig fuckfinger til et iransk landsbysamfunds patriarkat.