1. En me-too sag kommer sjældent alene
Dårligt havde vi vænnet os til 2025, før forlaget Lindhardt og Ringhof røg i skudlinjen. Tidligere medarbejder Mathilde Friese fortalte om grænseoverskridende kultur, værst på en sommerhustur, hvor en ældre tv-vært onanerede foran hende. Forfatter Hassan Preisler bakkede op. Måden, han blev tilbudt unge kvinder på, »mindede om alfonseri«.
Sagen fik tre faser:
Fase 1: Friese og Preisler står relativt alene, forlaget er lynhurtigt til at sende en pressemeddelelse ud og beskylde de to føromtalte for at være »de eneste to, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt i en uformel kultur«. Få dage senere skrev 17 af forlagets forfattere et indlæg om, at de på ingen måde kunne genkende beskrivelsen af arbejdskulturen. Blandt dem var Merete Pryds Helle, hvilket hun senere kom til at undskylde for, fordi hun som leder af Statens Kunstfond fik kritik for at blande sig.
Fase 2: Forlags-piben fik en lidt anden lyd, da Berlingske kunne afsløre, at de havde talt med 22 tidligere medarbejdere, der beskyldte især direktør Lars Boesgaard for at være manden bag den ubehagelige kultur. Et vilkår, man »stiltiende accepterer, hvis man vil beholde sit job«. Det affødte lidt af et vibe shift i forlagets næste pressemeddelelse. Nu ville man sætte en trivselsundersøgelse i gang.
Fase 3: Alle venter i spænding, men luften går en smule af ballonen, da tre uvildige undersøgelser frikender forlaget.
2. Plagiat-prinsessen
Der er intet, eliten elsker, som et nyt talent fra en uventet kant. Bare tænk på Yahya Hassan. Derfor vakte det også begejstring, da Simona Tayanna fra ‘Prinsesserne fra blokken’ med digtsamlingen ’Smerterig’ viste sig at have, hvad kritikernes Anna Wintour, Lars Bukdahl, kaldte: »ægte, fuldstændigt råt, poetisk talent«. Soundvenues anmelder Mette Kierstein kaldte den »en læseoplevelse, der er svær at ryste af sig«.
Fik du fingrene i første oplag? Hold on tight. Det fik nemlig en tur i makulatoren, da det kom frem, at et af digtene nærmest var en 1:1 kopi af rapperen Atillas sang ‘En sidste gang.’
Her kommer et par highlights fra debatten:
Tayannas nærmest poetiske forsvar: »Jeg har ikke tænkt over, hvor den kommer fra, hvis ikke fra mig«. Nå ja, og så en anmelder, der ironisk nok ikke mente, at det stjålne digt var et af af digtsamlingens bedste.
Så lad os slutte med at citere et af de andre: »Gu skal jeg da ej til Sankt Hans / Jeg skal bare have det vildt / Der er ingen plan«.
3. Don’t you know that you’re toxic?
Jeg deltog i et arrangement på årets Bogforum, hvor man havde lagt små samtale-kort ud på bordene. Det kunne man have sparet sig; alle talte alligevel om det samme:
Da Johanne Mygind i efteråret udgav romanen ‘Giftig’ var det inklusive en stikpille i form af et Zetland-interview, hvori hun beskyldte forfatterkollega Kim Blæsbjerg for at have stjålet hendes families historie. Da Mygind i 2023 så hans roman om Cheminova-fabrikken i Lemvig tænkte hun: »Fuck, fuck, fuck, det var den bog, jeg skulle til Lemvig for at skrive.« And that ain’t all.
Historien havde han fået, fordi de to havde en affære et par år forinden. Blæsbjerg er (sjovt nok) ikke enig i den udlægning. »Ingen forfatteren påberåbe sig eneretten til at fortælle historien«, skrev han på Facebook.
Samme dilemma som vores can’t get enough of autofiktion-land konstant synes at befinde sig i: Kan man eje en historie?
4. En kanon, der holdt Tesfaye vågen
Det havde længe været cringe, at vores litteraturkanon bestod af 13 mænd og én kvinde. Det skal blive løgn, mente undervisningsminister Tesfaye og satte et udvalg til lige at fem it up. Da den nye kanon med nu næsten lige mange mænd og kvinder var klar, ville Tesfaye »ikke ændre et komma«.
Men ak. Mindre end to uger senere havde Tesfaye sovet på det og kunne »simpelthen ikke være den minister«, der sagde so long til selveste Martin Andersen Nexø (ham med Pelle Erobreren). Velkommen tilbage på listen, Nexø.
Journalist Rikke Viemose mindede alle om, hvor mange år geniale kvinder som for eksempel Inger Christensen havde stået i kø: »Historieskrivning er politisk, og kvinderne bliver ikke behandlet på lige fod med mændene«. Køkultur, Tesfaye!
5. 153 Books and the city
Are books the new accessory? De seneste år er den ene Hollywood-stjerne efter den anden spottet med en paperback under armen. Kaia Gerber, Nathalie Portman – og Dua Lipa har den måske bedste bogklub på verdensplan pt. Det kom vel derfor næppe bag på nogen at se Sarah Jessica Parker i juryen til Booker Prize – eller gjorde det?
For at nå at læse det hele, fortalte Parker, måtte hun nogle gange læse to bøger om dagen, og det mente internettet ikke, at Carrie Bradshaw herself kunne svinge sig op til.
Dette gav »quite the conversation online,«som Buzzfeed formulerer det. »Måske læser hun én side og springer de næste fem over,« foreslår Reddit, mens en Facebookbruger spørger, om Parker mon »mener hele bogen eller bare coveret?«
En slags second round af den skepsis, der allerede så dagens lys, da Parker blev udnævnt som jurymedlem. »Mon denne engang så legendariske pris vil lide samme dramatiske undergang som Carries mr. Big«, skrev The Spectator om udnævnelsen.
Emma Brockes fra The Guardian er enig: »Should I care what Sarah Jessica Parker thinks about books?« spørger hun. Hun orker ikke flere celebs, der iscenesætter sig selv som bookish og mener, at der er noget dybt nedladende i antagelsen om, at man kun kan fange nye læsere ind ved at kalde det hot.
Og den diskussion har vi nok kun set toppen af. I et samfund, hvor ungdommen er i deres TikTok-æra, hvordan er det så smartest at tale om bøger? Traditionelt og stilsikkert eller iført Manolo Blahnik? I couldn’t help but wonder: Hvis historier skal vi høre næste år?