King Gizzard & the Lizard Wizard fjernede al musik fra Spotify – nu er der tilsyneladende dukket AI-kloner op

King Gizzard & the Lizard Wizard fjernede al musik fra Spotify – nu er der tilsyneladende dukket AI-kloner op
King Gizzard & the Lizard Wizard. (Foto: Maclay Heriot)

Tilbage i juli valgte det australske band King Gizzard & the Lizard Wizard at fjerne al deres musik fra Spotify i protest mod direktøren Daniel Eks millioninvestering i militær AI-droneteknologi.

Det lader dog til, at bandet fortsat bliver hjemsøgt af AI.

Efter bandets tilbagetrækning er der nemlig dukket flere kloner af bandets sange frem på streamingtjenesten under navnet King Lizard Wizard. Kloner, som mange mener er AI-genererede, skriver NME.

AI-kopierne er sidenhen blevet fjernet fra Spotify, fremgår det af The Guardian. På sangene var bandets frontmand, Stu Mackenzie, også krediteret som komponist.

»Jeg prøver at se ironien i situationen. Men seriøst, WTF, vi er i sandhed dødsdømt«, udtaler frontmanden Stu Mackenzie til magasinet The Music.

Situationen kommer i forlængelse af et tiltagende AI-indtog på Spotify og andre musiktjenester samt voksende mængder af AI-genereret musik på diverse hitlister.

Tilbage i november sagsøgte den danske rettighedsorganisation Koda den amerikanske AI-musiktjeneste Suno for at generere AI-kopimusik af danske kunstnere uden tilladelse eller betaling. Det drejede sig om sange fra blandt andre Mø, Aqua og D-A-D.

I den modsatte ende af hjørnet taler flere kunstnere dog åbent om at inkorporere AI-teknologi i deres musikalske proces, herunder hitmageren Teddy Swims, der kalder det »et smukt værktøj«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af