1. ’Hind Rajabs stemme’
Kaouther ben Hanias ’Hind Rajabs stemme’ er en dramatisering af seksårige Hinds hjerteskærende råb om hjælp fra en beskudt bil i Gaza.
Hændelsen blev en verdensomspændende mediehistorie sidste år, og i fiktionsudgaven følger vi de medarbejdere hos nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne, der prøver at hjælpe pigen. Imens hører vi Hinds autentiske stemme fra det cirka 70 minutter lange nødopkald.
»Som film har ‘Hind Rajabs stemme’ en kraft, der er større end at vise det ubegribeligt triste. Den kalder til oprør via empati ved at indgravere smerten, skammen og vreden i hver eneste celle af kroppen«, skrev Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen i sin seksstjernede anmeldelse efter den grådkvalte verdenspremiere på Venedig-festivalen.
Du kan være blandt de første til at opleve filmen, når Soundvenue inviterer til forpremiere 6. januar.
2. ’No Other Choice’
Den sydkoreanske mester Park Chan-wook er tilbage!
På ryggen af film som ‘Oldboy’, ’The Handmaiden’ og ’Decision to Leave’ skænker instruktøren os denne gang den vanvittige sortkomiske ’No Other Choice’.
Her indtager ’Squid Game’-skuespilleren Lee Byung-hun rollen som en familiefar, der efter 25 år bliver fyret fra sit arbejde på en papirfabrik. Da jobmarkedet viser sig at være ualmindeligt udfordrende, sætter han en drastisk plan i værk, der bliver livsfarlig for de andre kandidater.
Filmen blev stærkt kritikerrost ved dette års Venedig-festival.
’No Other Choice’ har biografpremiere 8. januar.
3. ’28 Years Later: The Bone Temple’
Vi havde Danny Boyle og Alex Garlands længe ventede sequel ’28 Years Later’ med på listen, da vi kårede årets 20 bedste film.
Nu skrues tempoet op, for anden installation i den postapokalyptiske franchise er allerede klar og fortsætter ufortrødent, hvor den foregående slap.
Denne gang vil Ralph Fiennes’ heksedoktor og hans mystiske kranietempel angiveligt få en endnu større rolle, mens man følger den unge Spike (Alfie Williams), der slutter sig til Jack O’Connells tracksuit-klædte kult.
Nia DaCosta, som for nyligt var aktuel med periodedramaet ’Hedda’, har fået overrakt instruktørrollen fra Boyle, som dog medvirker som producer. Alex Garland er endnu en gang manusforfatter.
’28 Years Later: The Bone Temple’ har biografpremiere 15. januar.
4. ’Begyndelser’
Ægteparret Ane (Trine Dyrholm) og Thomas (David Dencik) har netop besluttet at lade sig skille, da Ane pludselig rammes af en blodprop. Og hvad stiller man så op, når de allerede sønderknuste børn intet aner om familiens forestående opløsning, og når Thomas’ nye kæreste venter på ham i deres nye lejlighed?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet i ’Kød og blod’-instruktør Jeanette Nordahls ’Begyndelser’, der både er et rørende kærlighedsdrama og skildrer en kvindes kamp tilbage til livet.
’Begyndelser’ har biografpremiere 15. januar.
5. ’Den nye bølge’
Godt nyt til alle franko- og/eller cinefile biografgængere: Richard Linklaters roste film handler ikke om hvilken som helst bølge, men om den franske nybølge, der ændrede filmhistoriens gang med ikoniske instruktører som François Truffaut, Agnès Varda og Jean-Luc Godard i spidsen.
Godard er omdrejningspunktet i ’Den nye bølge’, hvor vi følger den kaotiske tilblivelse af hans banebrydende debutfilm ’Åndeløs’ fra 1960. Vi oplever ham filme i Paris’ gader, uden et egentligt manuskript eller prøver med sine skuespillere, amerikaneren Jean Seberg (Zoe Dutch) og talentet Jean-Paul Belmondo (Aubry Dullin).
Med tidstypiske sort-hvid-billeder er filmen ifølge Soundvenues anmelder Jakob Freudendal et troværdigt periodeportræt, der »kommer til at være pensum for enhver filmelsker og spirende kunstner, der skal finde ind til kernen af sin kreativitet«.
Filmen fik verdenspremiere på Cannes-festivalen i 2025, og nu kommer den endelig til Danmark.
’Den nye bølge’ har biografpremiere 22. januar.
