Fra bedste pik til årets fald fra tinderne: Vi uddeler Soundvenue Awards til 2025’s underligste popkultur

Årets Katy Perry-øjeblik: Katy Perry på Alchemist 

Man kan godt argumentere for, at årets person – uanset hvad Time Magazine ellers måtte mene – i virkeligheden er Katy Perry. 

Der var det kortvarige rumeventyr, hvor Perry efter eget udsagn puttede »the ’ass’ in astronaut«. Der var den pludselige romance med Justin Trudeau og den efterfølgende diplomatiske middag i Japan med snak om »den internationale regelbaserede orden«. 

Der var ’Lifetime’-turnéen med dens AI-generede visuals, besvimende fans og fejlbehæftede, tilsyneladende farlige rekvisitter. Der var sagsanlægget mod den 85-årige, døende krigsveteran, som påstod, at han var stærkt medicineret, da han kom til at sælge sit hus til Perry og nu skylder hende 11,5 millioner kroner. 

Alligevel – og jaja, måske skyldes det fejlplaceret københavnerpatriotisme – toppede Perry-året på mange måder, da popstjernen besøgte den københavnske Michelin-restaurant Alchemist og begyndte at græde over udformningen på velkomstdrinken. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Årets karriereødelæggende præstation: Adrien Brodys Oscar-tale

Da Adrien Brody vandt sin første Oscar i 2003, leverede han et af showets mærkværdigste øjeblikke, da han valgte at kysse Halle Berry på munden midt på scenen. Det toppede han dog i år, hvor han leverede en tale, der matchede vinderfilmen ‘The Brutalist’s spilletid på 3,5 time. 

»Jeg skal gøre det kort«, lød de berømte sidste ord fra Adrien Brody, før han valgte at holde den længste takketale i Oscar-uddelingens historie, der trods fine budskaber muligvis stillede sulten efter nogensinde at se ham på skærmen igen. 

Runner-up: Adrien Brodys kunst
I tilgift insisterede Adrien Brody tillige på at overbevise verden om, at han også vil tages alvorligt som maler af tableauer i kategorien Banksys bremsespor møder turistshop på Kreta. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, prætentiøs streetart og for lange festtaler. Ses dernede, Brody!

Årets »so Julia«: Kesi

»I’m everywhere, I’m so Julia«, sang Charli XCX sidste år på ’Brat’-singlen ’360’ med henvisning til skuespilleren Julia Fox, der – forstås – er her, der og alle vegne. 

Hvis der er én person, der i år har været at finde alle steder, er det dog Kesi. På scenen under fem forskellige Roskilde Festival-koncerter uden – vel at mærke – selv at være booket. På album af Anton Westerlin, Sivas, Noah Carter, Tobias Rahim, Benny Jamz, Mas, Wicky, Zuloo, Ozzy …

I år måtte man spørge sig selv: Hvis et dansk rapalbum ikke indeholder et Kesi-vers, findes det så overhovedet? 

Årets fald fra tinderne: Emilia Pérez

Før vi kan byde et nyt år velkommen, skal vi huske at tage afsked med alle de gode renomméer, der døde i 2025. 

Justin Baldoni og Blake Lively startede 2025 med en vanvittig retssag, der ved udgangen ikke endte med at resultere i andet end et medieshow pinligere end formuleringerne i den bog, de havde filmatiseret, der ikke mindst aflivede Baldonis image som feministisk allieret. 

‘Stranger Things’-stjerne David Harbour oplevede en ufrivillig egodød som omdrejningspunkt for ekskonen Lily Allens hitalbum ‘West End Girl’. 

RIP, Sydney Sweeney: Pral med dine perfekte gener, mens du lyder, som om du er halvvejs i softcore-kvælningssex, og dø.

Det største fald fra tinderne må dog gå til ‘Emilia Perez’-stjerne Karla Sofia Gascon, der formåede at blive cancelled efter at have været berømt i fem minutter. Knap var hun kronet til Hollywoods nye transkønnede håb, før hun pludselig var persona non grata.

Årets Lars Ranthe: Lars Ranthe

»Ring til Kamilla«, havde to hjælpeløse bagerjomfruer i DR2-sketchshowet ‘Normalerweize’ engang tendens til at svare på den mindste udfordring. I det danske film- og tv-landskab hedder det bare: »Ring til Lars Ranthe«. 

Lige meget om du tog til Brøndby, Reservatet eller 1960’ernes Kalundborg kunne du regne med Lars Ranthe som madpakkesmørende husbond eller pengemagnat med voldtægtsparat droneflyvende teenagesøn. Hvis han var en sang, var han ‘Everywhere’ med Fleetwood Mac. Svaret på alle spørgsmål.

Manglede Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas en voldelig far i ‘Den sidste viking’? Lars Ranthe. Manglede Alex Høgh en smiskende rival i ‘Rejseholdet’? Lars Ranthe.  

Årets Lars Ranthe? Lars Ranthe. Og bare rolig. Du skal ikke vente længere end til januar 2026, hvor Prime-serien ‘Slangedræber’ får premiere, og Lars Ranthe allerede giver sig selv kamp til stegen som næste års Lars Ranthe.

Årets pik: Taylor Swift 

Cardi B vendte tilbage til musikken, men det var ikke »wet ass pussy«, der i år dominerede diskursen. Derimod stod året i penissens tegn. Noah Carter rappede om at være »en dum lille mand med en lille pik«, mens Sebastian Wegener sang om sin »tissemand« med slående indlevelse. 

Travis Kelces åbenbart enorme lem blev sammenlignet med et stedsegrønt nåletræ (?!) på Taylor Swifts synonymordbog af en sang, ’Wood’. Alligevel er det Swift selv, der må løbe med denne eftertragtede pris. 

»I’ll be your father figure / I drink that brown liquor / I can make deals with the devil because my dick’s bigger«, synger hun nemlig på sit nye album, og det er altså svært at argumentere imod. 

Årets isse: Emma Stone

Lige meget hvor langt vi kommer som samfund, er der stadig få ting, der kan chokere som suprise-skaldethed. Shaved head shock var således et tilbagevendende tema i popkulturen 2025.

Timothée Chalamet barberede sig skaldet som en bordtennisbold. Nicholas Hoults isse var lige så glat, som hans skarpe Lex Luthor i ‘Superman’, og Ralph Fiennes nåede næsten Voldemort’ske højder som crazy knoglesamler i ‘28 Years Later’.

Den mest skaldede af dem alle var dog Emma Stone, der som led i sin afsindige troskab til græsk freak numero uno, Yorgos Lanthimos lod sig nedbarbere til rollen som alien-mistænkt girlboss i ‘Bugonia’. Hendes isse var ikke blot årets sjoveste, men også den mest dramatisk potente. Måske endda en Oscar-vindende isse, det vil tiden vise.

Årets mælk: ‘Babygirl’

I ‘Kærlighed ved første hik’ bedriver Robert Hansen cockblocking via letmælk (»det drikker jeg også selv!«), da han insisterende bæller en liter i køkkenet hos Sofie Lassen Kahlke to minutter i mødomstab til Petter og hans outstanding vin. 

I år blev filmhistorien dog endelig et nyt, endnu mere storslået mælkemoment rigere, da father figure-Harris Dickinson serverede et glas hvidt guld for Nicole Kidman, der tværtimod var det mest seksuelt ladede mejeriprodukt længe.

Lige meget, hvor mange liter Oscar Isaacs Dr. Frankenstein slubrede i sig af den hvide forkvaklethed i ‘Frankenstein’, kunne han ikke hamle op. ‘Stranger Things’-stjerne Noah Schnapp forsøgte sig også som mælkedreng, men dét forsøg var dødfødt.

Normalt er filmisk mælkedrikning tegn på moderbindinger, forkrøblet seksualitet eller endda psykopati. Ikke i ‘Babygirl’, hvor det bare var fucked op på den bedste måde.

Årets mest passende albumtitel: Tame Impala ’Deadbeat’

Deadbeat: En person, der aldrig udretter noget. En person, der nægter at arbejde. En person, der vedvarende undlader at betale personlig gæld eller udgifter. Synonymer: dagdriver, bums, dovenlars, sofakartoffel …

En genial titel til et energiforladt album, hvor intet sker. Beatene lyder bogstaveligt talt døde. 

Runner-up: Playboi Carti ’Music’ 

Årets sidegesjæft: Dua Lipa

I år har mange popstjerner fokuseret på deres ekstracurriculære aktiviteter. Charli XCX har viet sin tid til skuespillet, mens Katy Perry er blevet astronaut.

Gwen Stefani har helliget sig promoveringen af det tætteste, vi i 2025 kommer på afladsbreve, nemlig »pray-for-pay«-appen ’Hallow’. Nicki Minaj holder tale i FN efter at have dedikeret sig til Trump-regeringens pludselige mærkesag: at forhindre den påståede, men omstridte forfølgelse af kristne i Nigeria. 

Mest begejstrede er vi dog for verdenskvinden Dua Lipa, der tilsyneladende har brugt sit 2025 på at forfine den ældgamle, irske nationalsport at »dele G’et« – altså at drikke en enkelt slurk Guinness, hvorved linjen mellem den mørke stout og det lyse skum flugter med seriffen i midten af G’et på glasset.

Årets spurgt: Quentin Tarantino 

Det er over fem år siden, Quentin Tarantino sidst lavede en film. I stedet for den planlagte ‘The Film Critic’ besluttede instruktøren sig bare for at være the film critic. Fra helvede …?

Da han sidste år hyldede ‘Joker: Folie á Deux’, troede man ikke, det kunne blive mere anstrengt kontrært.

Men her ved årets udgang tog han alligevel prisen, da han udover tourettes-udråb om, at ‘The Hunger Games’-forfatter Suzanne Collins burde sagsøges, at ‘Black Hawk Down’ er århundredets bedste film, eller at ‘Jackass: The Movie’ er århundredets 13. bedste film, pludselig i Bret Easton Ellis’ podcast besluttede sig for at dele sit idiosynkratiske had til Paul Dano, som han betegnede som »the limpest dick in Hollywood«.

Andre gange har Quentin Tarantino til gengæld så meget ret, at man tilgiver ham alt. Som da han stødte ind i Hugh Grant og fortalte ham, at han elsker den romantiske komedie ‘Et sikkert hit’ fra 2007. Men man fucker ikke med Paul Dano.