Da Ariana Grande i weekenden agerede vært for sketchshowet ‘Saturday Night Live’ for tredje gang, lagde hun ud med en vittig parodi på popmentoren Mariah Careys udødelige juleklassiker ‘All I Want for Christmas Is You’. Det gjorde hun i den traditionsrige åbningsmonolog, skriver NME.
»Jeg elsker at købe ind til alle mine nærmeste, men jeg må indrømme, at jeg bliver lidt stresset over at shoppe til bestemte andre mennesker i mit liv. Forstår I hvad jeg mener? Måske kan I relatere«, sagde Grande fra scenen, inden hun greb en mikrofon, og instrumentalen til julesangen begyndte at spille.
Herfra fulgte et velklingende cover med en ny sangtekst, der handlede om besværet ved at købe en julegave til en vis fætter Steve, som hovedpersonen ikke kender særligt godt.
»I don’t know what to get for Christmas for my cousin’s boyfriend, Steve / I don’t know a thing about him, only see him on Christmas Eve«, lød en del af teksten.
Senere dukkede Ariana Grandes ‘Wicked’-medskuespiller Bowen Yang op for at hjælpe med julegaveforslagene, hvorefter resten af ‘SNL’-komikerholdet gjorde dem selskab.
Parodien kommer ugen efter, at netop ‘All I Want for Christmas Is You’ slog en historisk hitlisterekord. I sidste uge blev julenummeret nemlig den første sang nogensinde til at ligge øverst på hitlisten Billboard Hot 100 i 20 (usammenhængende) uger. Den tidligere rekord på 19 uger var delt mellem Shaboozeys ‘A Bar Song (Tipsy)’ og Lil Nas X’s Billy Ray Cyrus-gæstede ‘Old Town Road’.
I det nye år drager Ariana Grande på verdensturné med sine første europæiske koncerter i syv år. Desværre kommer hun ikke forbi Danmark.
