Mews nye forsanger og Rosalía i kloster: Her er syv meget seriøse spådomme om musikåret 2026

Traditionen tro markerer vi det nye år med et kig i krystalkuglen. Det er bare om at følge med, for I hørte det her først.
Mews nye forsanger og Rosalía i kloster: Her er syv meget seriøse spådomme om musikåret 2026
Rosalía. (Foto: Sony)

1. Rosalía aflyser verdensturné, går i kloster i stedet 

»Først vil jeg elske verden / Så vil jeg elske gud«, erklærer Rosalía på sit nye album ’Lux’, uden dog helt at specificere, hvornår hun planlægger at skifte fra at elske det ene til det andet. 

Hvis vores forudsigelse holder stik, begynder Rosalía dog at elske gud langt snarere, end hun måske selv har forestillet sig. Nærmere bestemt i marts, hvor hun vil fraskrive sig materielle goder og kødelige fristelser og drage i kloster, omtrent som hendes verdensturné skal til at begynde.

Hvis hun når at ankomme til Lyon, hvor turnéens første koncert efter planen skal finde sted, er det slet ikke dårligt – her er hun kun et par timers kørsel fra det tidligere pavelige sæde i Avignon, hvorfra hun kan påbegynde en pilgrimsrejse til den hellige grotte i Lourdes. Sikke et eventyr!

Rasmus Seebach og Artigeardit. (Foto: Universal)

2. Artigeardit samarbejder med Lars Lilholt – tager på havnefest-turné i Jylland 

Siden den store succes med Rasmus Seebach-samarbejdet ’Sandheden’ har Artigeardit stået ved lidt af en karrieremæssig skillevej. 

Ikke desto mindre bliver 2026 året, hvor rapperen går planken ud og omfavner sin nyfundne folkelighed. Slut med dystre sange som ’Seaside’ og ’Tetovo’, ikke flere snuskede barer på Gothersgade og drinks, man ikke lige ved, hvor fuck er blevet af

I stedet får Ardit endnu et stort hit med en følsom Lars Lilholt-duet, som kommer til at forene publikummer i alle aldre i ekstatisk fællessang, når rapperen fylder hele festivalsæsonen ud med havnefest-koncerter i Jylland. Hou, Sæby eller Juelsminde – Soundvenue kommer! 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Lana Del Reys nye »album« udgives som Instagram-reels 

I erkendelse af, at Lana Del Rey er langt gladere for at filme sig selv, mens hun kører tilfældigt rundt på de amerikanske landeveje, end hun er for at udgive sin musik, vælger hendes pladeselskab en visionær udgivelsesstrategi i forbindelse med den popstjernens 10. album, ’Stove’.

Vi forudser nemlig, at det længe ventede, country-inspirerede album hverken udkommer på streaming, cd eller vinyl. Derimod udgives det som 16 forskellige Instagram-reels, som Lana Del Rey selv har filmet i sin bil. Her spiller hun albummet over bilradioen, mens hun nynner med, griner mystisk, vaper og kommenterer kvaliteten af vejenes asfaltering.

»Håber I kan lide det«, siger hun, mens en sørgmodig klaverballade drukner i larmen fra en ekstremt ujævn grusvej. Det bliver sidste gang, hun nogensinde nævner albummet. 

Von Quar. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

4. Von Quar åbner Orange Scene, udvider bandet med hele herrelandsholdet  

Det er muligt, at den nye, forstørrede Orange Scene, som bliver introduceret på årets Roskilde Festival, primært har til hensigt at kunne akkommodere de kæmpestore, ekstravagante scenografier, som internationale popstjerner efterhånden slæber med sig overalt. 

Men hvis nogen forstår at udnytte pladsen, er det hooligan-rockerne Von Quar, som ifølge vores spådom ikke alene skal åbne Orange Scene, men i samme ombæring udvider bandet med hele herrelandsholdet – inklusive samtlige udskiftere og landsholdstræner Brian Riemer. 

»Vi kvalificerede os ikke til VM-slutrunden, men vi opnåede noget langt større«, kommer Riemer til at udtale efter triumftoget på Orange Scene, hvor det langt om længe lykkes Mads Hermansen at opnå sin livslange drøm om at overtage titlen som sologuitarist fra Kasper Schmeichel. 

Katy Perry. (Foto: PR)

5. Katy Perry flytter permanent til København, slår sig ned som bakkesangerinde 

Det er ingen hemmelighed, at Katy Perry er vild med København – faktisk så meget, at hun netop har fejret jul i den danske hovedstad

Vi spår, at 2026 bliver året, hvor popstjernen og rumfartsentusiasten rykker teltpælene op og flytter fra Beverly Hills til byen, hvor vi kun kan håbe, at hendes ejendomskøb går mere smertefrit, end da hun forsøgte at vriste et gammelt kloster ud af hænderne på en døende nonne – eller da hun sidste år fik en stærkt bedøvet krigsveteran til at sælge hende sit hus.

Katy Perry er en hyppig besøgende af Tivoli, men vi spår alligevel, at en anden forlystelsespark bliver omdrejningspunktet for hendes nye, danske liv. Nemlig Dyrehavsbakken, hvor Perry vil få arbejde som sangerinde på Bakkens Hvile. 

Her kan hendes nye kæreste, Justin Trudeau, få en stol ved siden af en anden forhenværende stjernepolitiker, nemlig Morten Messerschmidt, hvis hustru vil oplære Perry i traditionsrige sange som ’Der er altid sang i Klampenborg’ og ’Lillemor på Lyngbyvej’.

D1ma. (Foto: Polina Vinogradova)

6. Mews nye forsanger? D1ma! 

Rygterne har i årevis svirret om identiteten af den mand, der gemmer sig bag D1mas karakteristiske maske. Men 2026 bliver året, hvor sandheden langt om længe ser for dagens lys. Svaret vil nemlig vise sig at være ingen ringere end den nye forsanger i Mew.  

Chokbølger vil gå gennem det danske musiklandskab, når en vred hob bærende på høtyve og fakler – i en dramatisk, Scooby-Doo-lignende afsløringsscene – flår masken af ‘Moonlight’-hitmageren for at blotlægge en Jonas Bjerre-lookalike med Y2K-agtig indie-frisure og en ulden cardigan. 

Jonas Bjerre vil herefter vie sin tid til en serie af samtalesaloner med den canadiske forfatter Naomi Klein.

Rihanna. (Foto: Kayla Oaddams/WireImage)

7. Sky Ferreira og Rihanna annoncerer duetalbum, udgiver det ikke 

Få musikere er så gode til ikke at udgive musik som Rihanna og Sky Ferreira, der har været fraværende på albumfronten i henholdsvis 10 og 13 år. Derfor er det kun naturligt, at de to stjerner i 2026 slår sig sammen om et duetalbum, som vil blive annonceret via et halvt dusin Instagram-opslag og et storstilet Vogue-interview for derefter aldrig at udkomme. 

Enkelte journalister vil få lov til at høre albummet under en tophemmelig lytte-session i baglokalet af en Fenty Beauty-butik i Tokyo. 

Nogle vil skrive rørstrømsk om albummets »visionære forening af Ferreiras krasbørstige støjpop og Rihannas atmosfæriske r’n’b-sensualitet«, andre vil bide mærke i det følsomme, feministiske tekstunivers, hvor newyorker-nostalgi møder afrofuturisme, mens en tredje gruppe vil namedroppe et ocean af mere og mere obskure kunstnere, som albummet angiveligt lyder som: Björk! Diana Ross! Patti Smith! Romeo Void? Colette Magny?!

I 2029 vil 30 sekunder af albummets åbningsnummer blive spillet som baggrundsmusik i en ny Sofia Coppola-film. En specifik gruppe af meget online musikfans vil aldrig stoppe med at snakke om det. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af