’Orwell: 2+2=5’: Dokumentar om ’1984’-forfatter får det til at løbe koldt ned ad ryggen
DOKUMENTAR. Alt kunst er politisk. Og proklamerer man, at et kunstværk ikke er politisk, er det politisk i sig selv.
Dette budskab kommer den engelske forfatter George Orwell med undervejs i den nye dokumentar ’Orwell: 2+2=5’. At instruktøren bag filmen for længst har erklæret sig enig, kan der ikke herske tvivl om.
For både inden for fiktion og dokumentarisme beskæftiger haitianske Raoul Peck sig oftest med magt, undertrykkelse og uretfærdighed, særligt angående kolonialisme, racisme og klasse. Det gør han i høj grad også med sit biografaktuelle portræt af manden bag de samfundsspiddende litterære klassikere ’Animal Farm’ og ’1984’.
Med den Oscar-nominerede James Baldwin-dokumentar ’I Am Not Your Negro’ fra 2016 fandt Peck en succesformel, han siden har gentaget i ’Ernest Cole: Lost and Found’ og nu også ’Orwell: 2+2=5’.
Instruktøren har igen indsamlet breve, dagbøger og notater fra sin afdøde hovedperson og fået en skuespiller (Damian Lewis) til at oplæse ordene, der akkompagneres af en strøm af billeder og optagelser i et essayistisk forløb.
Ligesom i ’I Am Not Your Negro’ tager Peck udgangspunkt i tekster fra forfatterens sidste tid i livet. George Orwell drog i 1946 til den skotske ø Jura for at skrive den dystopiske svanesang ’1984’, der skulle udkomme året før hans død i 1950. Gennem hans notater kommer vi tæt på Orwells følelsesliv og tanker om sig selv, sin bog og omverden, mens han kæmper med et skrantende helbred.
Det er interessant at høre, at Orwells stærke systemkritik faktisk blev født ud af hans egen dårlige samvittighed. For i 1920’erne var han udstationeret som kolonibetjent for det britiske imperium i Burma (i dag Myanmar), og siden var han plaget af sin egen skyldfølelse. Dén brugte han heldigvis efterfølgende som benzin til sin toneangivende karriere som journalist og forfatter.
I den tætpakkede film fyldt med referencer ser Raoul Peck ikke kun tilbage. Han peger i særdeleshed også frem i tiden efter Orwells død og helt frem til i dag. Både for at påpege forfatterens profetiske syn på samfundet og for at konstatere, at den globale verdens systemiske sygdomme aldrig er blevet kureret.
På billedsiden klipper Peck således til nyere begivenheder og personer, mens vi hører Orwells ’’stemme’ tale om sin samtid. Vi kommer blandt andet forbi krigene i Gaza, Libanon og Ukraine og kontroversielle ledere som Vladimir Putin og Donald Trump. Særligt med sit blik på USA præsenterer Peck gennem Orwells ord den væsentlige pointe, at totalitarisme kan opstå i alle styrer, ikke kun i rendyrkede diktaturstater.
Dystopier byder typisk ikke på den mest subtile samfundskritik, og det får man bestemt heller ikke gennem Pecks film. Det er for eksempel ikke svært at forstå, hvad instruktøren mener, når han klipper direkte fra George W. Bush’ tale til nationen før Irakkrigen til scener med en manipulerende stat fra 1956-filmatiseringen af ’1984’.
I Orwells dystopi bruges regnestykket 2+2=5 som et symbol på, at magthavere kan tvinge sin befolkning til at acceptere åbenlyse løgne. Med inspiration herfra opstiller dokumentaren til slut også ’regnestykker’, der skal blotlægge sandheden bag politikeres sprogbrug. Det fremstår dog lovligt forsimplet og bombastisk, når der eksempelvis står »hjælpepakker = gaver til de rige« på lærredet.
Et kuriøst æstetisk valg skærer også i øjnene. Peck har, uden nærmere forklaring, valgt at inkorporere en håndfuld AI-genererede sekvenser, der er temmelig distraherende som tematiske dækbilleder. Specielt en AI-sang med en falsk Donald Trump, der synger om sine sorte amerikanske vælgere, er et meget underligt og unødvendigt indslag.
Alligevel gør ’Orwell: 2+2=5’ indtryk med sin skildring af nutiden som en dystopi i fuldt flor. Det løber én koldt ned ad ryggen, når filmen påpeger den stigende bandlysning af bøger i amerikanske skoler samt det udbyggede overvågningssamfund i særligt Kina.
Pessimisten Orwell kommer til sidst i filmen med et mobiliserende og revolutionært budskab, som skal vække motivationen til at kæmpe imod totalitære ledere. Men det er godt nok svært at holde fast i håbet for menneskeheden, efter man har set ’Orwell: 2+2=5’.
Kort sagt:
Raoul Pecks essayistiske dokumentar tegner et interessant portræt af George Orwell og bruger samtidig ’1984’-forfatterens ord til at spejle den nutidige verden, der har skræmmende meget til fælles med hans dystopiklassiker.