Alexander Skarsgård i København: »For længe siden begik jeg den fejl at google mit navn«

REPORTAGE. »Der må være en stor interesse for det homoseksuelle biker-miljø«, jokede Alexander Skarsgård, da jeg fortalte ham, at Soundvenues forpremiere på ’Pillion’ var blevet udsolgt på et par timer.

Men selvom Harry Lightons debutfilm kommer til landet med stor international ros i bagagen, var det selvfølgelig nok primært skuespillerens sjældne offentlige optræden i Danmark, der skabte rift om billetterne og en ret så elektrisk stemning i salen.

Der var kort sagt mange, der var spændte på at se den 1,94 meter høje svenske giraf, og de mødte en afslappet og imødekommende superstjerne, der hilste publikum med et skævt smil og replikken: »Davs, dansk jävla!«.

Skarsgård spiller én af de to hovedroller i den britiske film, der er noget så usædvanligt som en både sjov og charmerende fortælling om et dominansforhold i en motorcykelklub for homoseksuelle.

Harry Melling – der er kommet langt siden Dudley i ’Harry Potter’ – spiller den generte og uerfarne Colin, der udses af den mystiske og guddommeligt flotte biker Ray (Skarsgård, selvfølgelig) til at være hans pillion: en slags velvillig tjener, der både laver mad, køber ind og sutter pik, kort sagt adlyder sin mesters mindste befalinger.

Det centrale forhold i ’Pillion’ kan virke aparte, men som man tydeligt mærkede det i Empire Bio i onsdags, rammer fortællingen en ganske universel nerve med sin både lune og rørende skildring af en ung mand, der prøver at finde sig selv og sin seksualitet.

Og det siger meget om Alexander Skarsgård, at det er netop denne slags film, han har investeret sin tid og sin talent i. For ganske vist så vi ham som ’Tarzan’ i storfilmen fra 2016, men ellers har karrieren i høj grad været præget at skæve valg og udfordrende roller, der ikke sjældent har spillet selvironisk op mod hans statuariske ydre.

Han har været seriøs og ubehagelig i ’Big Little Lies’ og ’The Diary of a Teenage Girl’, han er gået linen ud i Brandon Cronenbergs syrede horror ’Infinity Pool’ og Robert Eggers vikingeepos ’The Northman’, han var indtagende og weird svensk tech-bro i ’Succession’, og han var virkelig sjov i både ’Murderbot’ og sine cameos i ’Atlanta’ og ’What We Do in the Shadows’. Snart kan vi opleve ham som selvoptaget filminstruktør i Charli XCX’ mockumentary ’The Moment’.

Den ældste af Stellan Skarsgårds efterhånden talrige skuespilsønner virker kort sagt som en mand, der går sine egne veje, men som han fortalte i samtalen på scenen efter ’Pillion’, er det noget relativt nyt, at han har nydt det privilegie at kunne takke nej til roller.

Her er nogle af højdepunkterne fra Alexanders Skarsgårds besøg på Nørrebro:

Om samarbejdet med Harry Melling

»Vi havde ikke rigtigt tid til at lave prøver, fordi jeg kom direkte fra andre optagelser. Harry og jeg mødtes første gang, to dage før vi startede med at filme. Vi skulle øve en wrestlingscene, så der lærte vi virkelig hinanden at kende!«

»Vi hoppede bare ud i det, hvilket var rigtigt sjovt, fordi Harry er en fantastisk skuespiller og meget generøs, så jeg vidste aldrig helt, hvad han ville give mig, og hvilken retning scenen ville tage. Vi ville ikke spilde de magiske øjeblikke ved at sidde om et bord og drikke kaffe og tale om det. Overraskelserne skulle komme foran kameraet i stedet«.

Om sprækkerne i facaden

»Jeg elskede, da jeg læste manuskriptet, at der ikke var en stor afsløring, hvor Colin finder ud af et eller andet fundamentalt om Ray, og der kommer et stort skænderi. Jeg håbede virkelig, at det ikke ville være så konventionelt. Og til min store fornøjelse forblev han et mysterium«.

»Men vi ville stadig gerne have nogle hints og ledetråde til Rays fortid, som måske også ville gå imod klicheerne om den her dominerende læder-biker. Vi gav ham nogle lidt dorky læsebriller, vi gjorde ham lidt højtidelig og intellektuel, samtidig med at han også bare er en dude«.

Om filmens sexscener

»Sexscenerne er ret fantastiske, synes jeg, fordi de alle sammen har en betydning for fortællingen. Jeg synes, at sexscener generelt er ret kedelige, fordi spændingen ligger i opbygningen før sexscenen, og når den så starter, er spændingen væk. Det fantastiske ved de her sexscener er, at de bringer Colins historie frem: Det første blowjob, det første seksuelle samkvem, den første orgasme. Det betyder alt sammen noget«.

Om de medlemmer fra den autentiske Gay Bikers Motorcycle Club i England, der medvirker i filmen

»Det er en stor klub, men ikke alle er til BDSM, om end nogle af dem er. Så der er også medvirkende i filmen, der ikke er bikers, men en del af Londons kink-miljø, og de hjalp til at forme scener som for eksempel orgiet. De medbragte deres egne dildoer, og deres egen glidecreme – og de kom med gode råd, sådan ’vi ville ikke bruge den glidecreme, men dén her’«.

Om at skildre BDSM-miljøet på en ny måde

»Harry Lighton, som både har skrevet og instrueret filmen, gik til subkulturen med kærlighed, ømhed og nysgerrighed, men også med humor, hvilket jeg synes var interessant. Den føltes tilgængelig«.

»Kærlighedshistorien er på nogle måder sat op som en britisk Richard Curtis-romcom fra 90’erne, med en montage og det hele. Det føltes tonemæssigt anderledes. Den her subkultur bliver ofte skildret, som om den er konstant chokerende og in your face. I den gamle film ’Cruising’ går de ned i kælderen, og det er skræmmende og intimiderende. Det vigtige her var at skildre dem som individer«.

Om sine vilde outfits ved premiererne på ’Pillion’, som har vakt både opsigt og debat

»For længe siden begik jeg den fejl at læse ting på nettet og google mit navn, og jeg er ikke online på den måde mere. Jeg læser ikke noget mere, ikke engang anmeldelser. Jeg laver en film, en pressedag eller en rød løber, og så er jeg videre«.

»Men her har det handlet for mig om at hylde filmens temaer. Og mange af premiererne har været med The Gay Motorcycle Bikers-fyrene, og det har været sjovt at hænge ud med dem, og jeg har selvfølgelig været influeret af æstetikken fra den verden. Bagefter har vi været ude og feste, og der føltes et gråt jakkesæt bare lovlig kedeligt for mig!«.

Om karrierens svære start

»I mange år kunne jeg ikke få arbejde som skuespiller. Mit første arbejde i USA var tre scener i ’Zoolander’, og jeg brugte seks år efter det på at gå til auditions uden at få noget som helst. Jeg boede i L.A., men tog tilbage til Stockholm for at arbejde som afrydder på en café i nogle måneder, spare penge op, og så tilbage til USA for at gå til castings. Men uden at lande noget. Indtil 2007 da jeg fik ’Generation Kill’ (David Simons mesterlige HBO-krigsserie, red.). Så i mange år havde jeg ikke den luksus at kunne vælge – det var bare godt, hvis jeg fik et job«.

»Det kom gradvist, og de seneste par år har jeg kunnet lave ting, jeg virkelig var tiltrukket af, og nu er jeg et sted i mit liv og min karriere, hvor jeg også kan holde lidt fri, og hvor jeg ikke behøver hoppe fra én rolle til den næste. Hvis der ikke er noget, jeg virkelig brænder for kreativt, kan jeg vente på den næste«.

Om at gå ’Tarzan’ på den

»Jeg havde en fest på den, virkelig. Det var en fantastisk oplevelse, for jeg havde ikke lavet noget på den skala før. Det sjoveste for mig er at kunne hoppe fra ’The Northman’, som også var en stor episk film på et stort budget, og så til noget som ’Pillion’, eller til ’Succession’ indimellem, som også bare var fundamentalt anderledes. ’The Northman’ var store set pieces, ’Succession’ var legesygt og sjovt, og det var frigørende efter otte måneder med ’The Northman’«.

»Men jeg vil ikke sige, at jeg lærte, at jeg ikke vil lave store studiefilm, for både ’The Northman’ og ’Tarzan’ var meget tilfredsstillende oplevelser på hver deres måde«.

Om at skulle kunne holde hinanden ud

»Den røde tråd er ting, som begejstrer mig. Det skal være en karakter, som jeg virkelig er nysgerrig på, og så også en gruppe mennesker, som jeg vil samarbejde med. Ikke bare nogle måneder på optagelser, men også … Altså hver gang jeg har et møde med en instruktør, tænker jeg: Har jeg lyst til at tilbringe to måneder med den her person, fra præproduktion til promovering? Vi har rejst med ’Pillion’ siden maj, og den er ikke engang ude endnu. Så man tilbringer meget tid sammen, og det handler om at finde nogle mennesker, du har lyst til at gøre det med«.

Om at få feedback fra sin far – og sin nu afdøde farmor

»Han er ikke, som hans mor var. Hun var brutalt ærlig. Hun var sådan, ’jeg så den film, og du ringede den bare ind’. Og jeg var sådan, ’du har ret, farmor, det gjorde jeg’. Min far pakker det lidt mere ind, han siger ikke, ’den er forfærdelig’. Men han har så også 49 børn, så jeg tror ikke, han ser alt, vi er med i!«.

Om at have en fest med Trier og verdens undergang

»Sidst jeg optog i Skandinavien, var det her i Danmark, én dag på ’Riget: Exodus’. Det var første gang i over et årti, jeg arbejdede her, og jeg elskede det. Jeg havde privilegiet at arbejde med von Trier for mange år siden på ’Melancholia’ i Trollhättan, og det var et af min karrieres højdepunkter. Filmen handler om verdens undergang, men det var som en sommerlejr, hvor vi alle boede på et hotel i skoven i Sverige. Lars var hurtig: Vi optog klokken 9, og klokken 15 var han sådan, ’lad os spise middag’. Og så var der fest. Det var utroligt – og i øvrigt den eneste gang, jeg har arbejdet med min far. Vi havde én scene sammen«.

Forelagt idéen om at lave en film, hvor alle Skarsgård-skuespillerne er med:

»Oh God«.

’Pillion’ har dansk biografpremiere 26. februar.