FILMFAVORITTER. Som Anna Juul svarer på Soundvenues faste filmspørgsmål, går en kendsgerning op for os begge: Alle hendes yndlingsfilm – inklusiv hendes comfort watch – er møghamrende dystre.
Selv beskriver hun det som »en ubehagelig grundstemning«, og faktisk løber evnen til at omfavne og udtrykke det ukomfortable også som en rød tråd gennem den 34-årige manuskriptforfatter og skuespillers karriere.
Siden den succesfulde ilddåb som forfatter på ’Den korte radioavis’ har hun blandt andet skrevet og medvirket i komedieserien ’Fantomforhold’ og skabt den satiriske P3-serie ’Min kamp’ om sit tragikomiske alter ego Veronika Katinka Martzen. I eget navn har hun desuden udgivet romanerne ’Penge og bacon’, ’Superskurk’ og, per 1. april i år, ’Sød tøs’.
Fælles for projekterne er en gavmild udlevering fra hendes eget lange bekendtskab med psykiatrien, som har gjort hende til en markant stemme i debatten om unges mentale helbred.
Det aktuelle DR-program ’Folkedomstolen’, som hun har udviklet i fællesskab med ’Min kamp’-instruktør Glen Bay Grant, er heller ikke blegt for at hive betændte debatemner ind i bedste sendetid.
Her opstilles en fiktiv retssal, hvor 12 almindelige jurymedlemmer udgør den dømmende magt og i fællesskab skal diskutere og stemme om en række moralske dilemmaer. Sagerne, der diskuteres, har Anna Juul fundet på, men de læner sig op ad populære debatemner for kommentarsporskrigere – en chefs upassende julefrokostjokes, opportunistiske momfluencers, en pålagt vegansk treårig.
Målet er at skabe et forpligtende rum, hvor der lyttes, inden der dømmes. Resultatet er ifølge Soundvenues anmelder Damla Erdölek »peak public service«.
I anledning af ’Folkedomstolen’ fortæller Anna Juul om sine personlige filmfavoritter. Her kommer hun både omkring en overset coming of age-fortælling, og hvorfor hun elsker at se gyserfilm, når hun har det allerværst.
Hvilken film har rystet din verden?
»Jeg vælger Michael Hanekes ’Caché’. Jeg var en lidt underlig teenager, der hellere ville se film med mine forældre end at gå til fest. Og det var jo i Blockbuster-tiden, hvor man fysisk skulle ned og leje en film, så det gjorde mig og min far hver fredag. Jeg tror, jeg blev tiltrukket af det cover, der var på dvd’en, som bare er helt hvidt med en rød blodstribe henover«.
»Der er særligt én scene, hvor en karakter begår selvmord, som sker fuldstændigt umotiveret og ud af det blå. Og der var jeg sådan: ’Wow, kan man bare gøre det?’. Filmen er virkelig ubehagelig, og man har hele tiden på fornemmelsen, at nu sker der noget dårligt. Alligevel kommer det bag på én, hvor radikal den scene er«.
»Jeg synes, den er lige så fed at se nu, fordi jeg også nogle gange får kritik for at lave kolde ting med usympatiske karakterer. Men ’Caché’ er et godt eksempel på, at det altså kan fungere virkelig godt med den der isnende stemning gennem hele filmen«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»’Donnie Darko’. Den er lidt kult, og jeg tror egentligt, at ret mange så den, da den kom ud. Men den bliver nævnt for sjældent, når vi snakker om ungdomsfilm og coming of age-historier«.
»Qua min egen historik så spejler jeg mig meget i historien. Det er fedt at se en psykisk syg hovedkarakter, der ikke portrætteres som et offer. Mange af de ungdomsfilm, jeg har set, er jo meget sådan noget med at blive mobbet i gymnasiet eller have svært ved at finde sin plads i pigegruppen. Og her er der bare en ung person, der har next level shit-problemer. Men på en eller anden måde tænker man: ’Er det i virkeligheden den skøre, der har ret?’. Den skildrer en helt anden måde at være ung på«.
»Og så er det altså fedt at lave en coming of age-fortælling i en dommedagssetting. Og jeg har en forkærlighed for Jake Gyllenhaal. Han er så sød på sådan en lidt uduelig måde«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»For et par år siden var jeg inde i en ret dårlig periode. En morgen vågnede jeg bare og var så træt af det hele og besluttede mig for at gå en lang tur. Og så endte jeg ved Grand Teatret, hvor de havde en matinévisning af den tyske film ’Lærerværelset’, som jeg gik ind og så uden at vide noget som helst om den. Den var virkelig, virkelig god«.
»Den var vild at se for én på mit niveau, fordi den er meget one location-agtig, og det er en ret lille historie. Så jeg fik følelsen af, i hvert fald rammemæssigt, at det er en film, jeg kunne have lavet. Det viste sig at være en fed måde at starte dagen på«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»Det er sjældent, jeg har været i den situation, men jeg vil sige ’Zappa’. Den skriver sig lidt ind i en dansk børne- og ungdomsfilmtradition, hvor det hele ikke behøvede at være så pussenusset. Ikke for at blive helt dengang jeg var barn … Men dengang måtte man altså lidt mere, og det var ikke så sødt det hele. Det er, som om voksne i dag skærmer børn mere, end man gjorde tidligere, men samtidig ser børn alt muligt lort på internettet«.
»Der er en forfærdelig scene, hvor nogen kvaser Mulles kanariefugl med et skab. Der er en grovhed i den – hele den der virkelig dårlige stemning, der er i børnenes hjem. Den film er jo ’Busters verden’ på crack«.
»Og så er det en film, hvor alt ikke ender godt. På den måde er den mere ovre i, hvordan min egen ungdom var, end hvis man ser sådan noget som ’Emil fra Lønneberg’. Jeg synes, det er kedeligt, når man sidder og ser noget, og man på forhånd ved, at det ender lykkeligt«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»Det skifter tit, men det er altid inden for genren ’ikke vildt gode gyserfilm’. I øjeblikket er det den skønne film ’Sinister’ med Ethan Hawke. Jeg ved ikke helt hvorfor – måske er det bare rart at se nogen, der har det dårligere, end man selv har det«.
»Jeg elsker virkelig gysere, og jeg synes, det er så stenet, at der bliver lavet så få af dem, og at de fleste er så dårlige. Så hvis jeg finder én, der holder bare nogenlunde, altså hvis den er sådan seks ud af ti, så kan jeg godt finde på at se den igen og igen«.
»Ligesom de fleste andre gyserfilm falder den dog sammen i tredje akt, så der kan man i virkeligheden godt slukke. Fordi det var bare noget overnaturligt. Det irriterer mig så meget – kan det ikke bare være nogle mennesker, der er nederen for en gangs skyld?«.
Hvis du SKAL vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Jeg tror, jeg vil sige ’Melancholia’. Det er den mest præcise skildring af, hvordan det føles at være deprimeret. Og så er der, ligesom ’Donnie Darko’, noget dommedagsagtigt over den«.
»Det er nok kendetegnende ved de film, som virkelig gør stort indtryk på mig, at stemningen er i hovedfokus. Mere end måske plot eller karakterer. ’Melancholia’ er lidt ligesom at opleve et digt. Det er en sindssygt smuk film«.
’Folkedomstolen’ kan ses på DR TV.