SÅ DU DET? Så skete det igen.
Bedst som spændingen var på sit højeste under forrige uges parceremoni, og jeg langsomt lænede mig frem mod skærmen for at få svaret på, hvem Josefine mon stiller sig bagved – bliver det Oskar, Viktor eller en helt tredje? – flyver ’Paradise’-logoet ind på skærmen, og credits begynder at rulle til lyden af Søren Bregendals stemme, der synger ordene: »Tell me dirty secrets«.
Jeg ved godt, at cliffhangers hænger uløseligt sammen med tv i almindelighed og reality-genren i særdeleshed, og jeg forstår hensigten. Men da parceremoniens udfald så endelig blev afsløret i sidste uge, var der gået hele fem dage siden klippehængeren. Fem dage! Jeg kunne knap nok huske, hvad Josefines overvejelser gik på.
Klimakset blev på samme måde afbrudt, da Marius var i fare ved sæsonens anden parceremoni, og da det for et par uger siden skulle afsløres, om Caroline var lykkedes med sin mission om at manipulere Maja til at tage imod Olivers rose.
Man er på toppen af rutsjebanens største bakke, det sitrer i hele kroppen, og man venter spændt på, at turen ned begynder. Men pludselig stopper forlystelsen, og man får at vide, at den først fortsætter igen om en lille uge. Man får lyst til bare at forlade den.
Det strider mod al dramaturgisk logik, at man afbryder et klimaks så konsekvent, som ’Paradise Hotel’ gør, og hvis man igen og igen lader spændingen stå uforløst, bliver ens følelsesmæssige distance til programmet lige så lang som flyveturen til Mexico. Når forløsningen så, helt kontraintuitivt, kommer i starten af det efterfølgende program, føles det mest bare som præmatur ejakulation.
Nogen på ’Paradise’-produktionen må have analyseret sig frem til, at det er sådan, man får seerne til at blive hængende, men for mig har det den modsatte effekt.
De burde skæve til ’Robinson Ekspeditionen’, hvor spændingskurven i hvert afsnit rent faktisk forløses til sidst, og man er klar til nyt drama ugen efter, hvor en flok udsultede mennesker endnu engang skal sidde på en pæl.
’Paradise Hotel’ har slået seerrekorder denne sæson, så mit skrig forsvinder nok i (med)vinden. Men programmet er altså underholdende på grund af et stærkt koncept og et glimrende cast – og på trods af dens smådesperate leg ”jeg har en hemmelighed, men jeg siger det ikke”.
Om jeg alligevel hænger på sofaens klippekant for at se med næste uge?
Du får svaret om fem dage.