Ryan Cooglers nye ‘X-Files’-serie får grønt lys – den ene hovedrolle er fundet

Ryan Cooglers nye ‘X-Files’-serie får grønt lys – den ene hovedrolle er fundet
Ryan Coogler i Cannes 2018. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Ryan Coogler, instruktøren bag ‘Black Panther’ og den 16 gange Oscar-nominerede vampyrwestern ‘Sinners’, har de seneste år brygget på et reboot af ‘The X-files’. Nu har den amerikanske streamintjeneste Hulu officielt givet ham grønt lys, skriver Deadline.

Hulu, der blandt andet står bag ‘The Handmaid’s Tale’, har nærmere bestemt bestilt nyfortolkningens pilotafsnit, som Ryan Coogler både skriver og instruerer.

Når det er produceret, kan der, hvis alt går vel, gives grønt lys til resten af sæsonen. Her vil Jennifer Yale, som har arbejdet på blandt andet ‘The Copenhagen Test’, ‘Your Friends & Neighbors’, ‘Dexter’ og ‘See’, agere showrunner.

Chris Carters originale science fiction-serie om FBI-agenterne Fox Mulder (David Duchovny) og Dana Scully (Gillian Anderson), der efterforsker henlagte, paranormale sager, løb over ni sæsoner i perioden 1993 til 2002. Serien blev genoplivet med 10. og 11. sæson i 2016 og 2018.

Rebootet har sin ene hovedrolleindehaver på plads. Æren tilfalder Danielle Deadwyler, som blandt andet har ‘The Piano Lesson’, ‘Station Eleven’ og ‘Till’ på cv’et.

Danielle Deadwyler i ‘The Piano Lesson’. (Foto: Netflix)

Gillian Anderson var i 2024 åben for at medvirke i Cooglers nye serie. »Jeg siger ikke nej. Jeg synes, han er virkelig sej, og jeg tror, at hvis han gjorde det, ville det nok blive gjort utrolig godt. Og måske titter jeg forbi til et eller andet«, lød det.

Coogler arbejder for tiden også på præ-produktionen af den næste ‘Black Panther’-film.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af