Bruno Mars’ ‘The Romantic’ har hverken humor eller hooks
ALBUM. Kritikken haglede ned over Bruno Mars, da han i 2018 blev den helt store sejrherre ved årets Grammy-uddeling.
Hippe indienavne som Bon Iver og Fleet Foxes mente, at sejren beviste, at Grammys slet og ret ikke var værd at tage alvorligt, og sidstnævnte kaldte tilmed vinderalbummet for »Toys’R’ Us-udgaven af The Gap Band«.
Nej, Bruno Mars havde ikke begået det mest sindsoprivende, ambitiøse albumværk på tværs af nomineringsfeltet – og da slet ikke, hvis man også kiggede hinsides prisuddelingens horisont.
Men når man kigger tilbage otte år senere, føles det altså lidt skævt, at Bruno Mars mødte karrierens største backlash i kølvandet på det samme album, der i dag står som diskografiens utvivlsomt bedste soloalbum, det ualmindeligt charmerende ’24K Magic’.
Vi vidste rent ud sagt ikke, hvor godt vi havde det. Vi kunne i stedet være blevet spist af med et så indholdsløst album som hans nyeste af slagsen, ’The Romantic’, der tilmed er første soloudgivelse siden ’24K Magic’.
Lige siden albumtoeren ’Unorthodox Jukebox’ er Bruno Mars blevet beskyldt for at lave retrofetichistisk cosplay. Men han plejer trods alt at udforske gamle lyde, der ellers er forsvundet fra hitlisterne.
’Finesse’ var forfriskende, fordi Bruno Mars opdagede, at vi var nostalgiske efter new jack swing, før vi selv opdagede det. ’Locked Out of Heaven’ virkede, fordi musik, der lyder som tidlig The Police, ellers for længst var blevet forvist til undergrunden.
Men med den generiske popsoul på ’The Romantic’-skæringer som ’Nothing Left’ og ’God Was Showing Off’ er det svært at pege på, hvad Bruno Mars bidrager med, som man ikke kan få fra en b-lister som Teddy Swims.
Det nummer, der har mest instrumental kant, må være latin-pastichen ’Something Serious’, der skamløst låner næsten hele sit groove fra Santana-udgaven af ’Oye Como Va’.
Væk er Brunos uforlignelige sans for humor og hooks. Tænk på, hvor stort et smil, man får på læben af et »Players! Put your pinky rings up to the moon!« eller »Just shaved, smooth like a newborn«. Den slags citerbare øjeblikke, der gør, at man vender tilbage til en god popsang igen og igen.
Dem er der så godt som ingen af på ’The Romantic’. Det er faktisk som om, albummet helst vil undgå at gøre for meget opmærksom på sig selv. Det skal trods alt fungere som acceptabel baggrundsmusik i en Bog & Idé, hvor musikken endelig ikke må distrahere fra varesortimentet.
Hver gang jeg har sat den beskedne trackliste på repeat, har jeg desperat ledt efter noget, der har været værd at sætte tænderne i.
I stedet er jeg blevet spist af med numre som ’Dance With Me’, der mest af alt lyder som en Lady Gaga-løs og markant mindre catchy udgave af ’Die With a Smile’ – en sang, der i forvejen ikke ligefrem osede af personlighed, men som fremstår dybt inspireret ved siden af ’The Romantic’.
Det er Bruno Mars’ dårligste album siden debuten, og det fortjener al den backlash, som forgængeren ufortjent fik. Det lyder som et album udelukkende bestående af fyld.
Kort sagt:
Bruno Mars’ første soloalbum i næsten et årti er en omgang metervare-popsoul, som man normalt ville forvente fra branchens b-listere. Sangene savner hooks, personlighed, humor og i det hele taget alt det, der sikrede, at Bruno Mars’ tidligere perlerække af hits gjorde så stort indtryk.