’Hjemsøgt’: Dansk filmskabers dybt personlige adoptionsopgør går lige i hjertet
CPH:DOX. Befinder vi os midt i en lille dansk filmbølge af adoptionsfortællinger?
De seneste år har en række voksne adoptionsbørn i hvert fald afdækket de personlige konsekvenser, det har haft for deres liv, at de som små blev overdraget til danske forældre, uden det nødvendigvis gik lovligt for sig.
Malene Choi lagde fra land i 2018 med hybridfilmen ’The Return’, og i 2021 fulgte hun op med fiktionsdramaet ’Stille liv’. De store broadcastere har efterfølgende stillet skarpt på adoptionsbureauers lyssky metoder med DR’s ’Det store adoptionstyveri’ og ’Løgnen om Louises adoption’ samt TV 2’s ’Hemmeligheden i skyggearkivet’.
Nu udbygger Taekyung Tanja In Wol Sørensen det kritiske billede af den menneske(rets)lige pris ved transnationale adoptioner med den dybt personlige og rørende dokumentarfilm ’Hjemsøgt’, der får verdenspremiere på CPH:DOX.
At instruktørens debutfilm ’En revolutionær familie’ fulgte en kvinde, der forsøgte at genvinde sin fraværende mors kærlighed og opmærksomhed efter mange års adskillelse, synes ikke helt tilfældigt. Efter at have set ’Hjemsøgt’ mistænker man instruktøren for at have spejlet sig i hovedpersonen.
For i sin anden dokumentarfilm åbner Sørensen selv op for et stort og alligevel ambivalent afsavn rettet mod sin ukendte biologiske mor i Sydkorea.
Som spæd ankommer hun til vestjyske Varde og får navnet Tanja af sine danske forældre, der i dag er døde. I voksenlivet finder hun ud af, at hun, modsat adoptionsbureauets påstand, ikke var et hittebarn fundet på en trappesten. Hendes sydkoreanske mor lever stadig med sin egen familie. De påbegynder en brevudveksling, men udelukkende gennem adoptionsbureauet, så morens identitet ikke bliver afsløret.
»Ind og ud af flere familiers fortielse svæver jeg«, siger instruktørens fortællerstemme i starten af ’Hjemsøgt’, hvor hun med den velvalgte spøgelsesmetafor reflekterer over at være fanget et sted mellem to liv, to lande og endnu flere familier.
For der opstår tidligt konflikter mellem de danske forældre, ikke mindst grundet farens tiltagende alkoholmisbrug. Og da de bliver skilt og flytter hver for sig, ender Tanja som en kastebold imellem dem. Gennem opvæksten stifter hun bekendtskab med flere papforældre og halvsøskende, og ingen spørger hende undervejs, hvordan hun har det.
’Hjemsøgt’ er sammensat af flere parallelle spor, som afspejler hendes ambivalente følelsesliv. Men resultatet er aldrig forvirrende eller fragmenteret. Det hele bindes fornemt sammen af et drømmerisk elektronisk score, som passer godt til den poetiske voiceover-fortæller.
Gennem arkivmateriale og opstillede interviews med familiemedlemmer genfortæller Sørensen sin familiehistorie, der bliver mere og mere brutal og tragisk, jo længere ind i erindringen vi kommer. Sideløbende hører vi hende og den navnløse biologiske mors brevudvekslinger læst højt, mens hovedpersonen besøger sin fremmede fødeby Incheong.
Mange af dækbillederne i Sydkorea er mennesketomme – en raffineret visualisering af alt det usagte og udviskede, som hovedpersonen lever med.
Sørensen skaber et andet stærkt visuelt motiv gennem en tilbagevendende performance, hun udfører på en strand sammen med andre hvidklædte kvinder med samme genetiske afstamning. Sekvensen indikerer en følelse af samhørighed, et slags bånd af ufrivillig fortielse og svigt mellem alle de børn, som Sydkorea gennem tiden har bortadopteret til Europa og USA.
Selvom ’Hjemsøgt’ først og fremmest er en personlig film, indrammer instruktøren også fortællingen i et større, strukturelt perspektiv. Det gør hun med nylige optagelser fra Sydkoreas sandheds- og forsoningskommission, som har fundet brud på menneskerettighederne i hendes adoptionssag sammen med 55 andre. Hun stiller sig selv stiller op på talerstolen og kalder på retfærdighed i en stærk slutscene.
’Hjemsøgt’ er ganske specifik i sin systemkritik og sit politiske opråb. Med sætningen »hver familie har sine spøgelser« breder Sørensen imidlertid også sin egen fortælling ud over mere universelle temaer som dysfunktionelle familiedynamikker og længslen efter et sted at høre til.
»Vi er begge ofre for dette system«, siger hun tilgivende om sin mor, der også må leve med Taekyung som et spøgelse i sit liv. Først og fremmest sympatiserer filmen dog med børnene, der ikke bliver set og hørt – både i adoptionssystemet og i ganske almindelige familier.
Når vi ser de gamle fotos af Taekyung som helt ung, mens vi hører hendes traumatiske familiefortælling, skærer det eftertrykkeligt i hjertet, og tårerne presser sig på. For sådan skal ingen børn vokse op.
Kort sagt:
Den danske instruktør Taekyung Tanja In Wol Sørensen fortæller sin egen traumatiske adoptions- og familiehistorie gennem en poetisk og ærlig dokumentarfilm, der handler om svigt og samhørighed på flere planer.