‘The Bride’: Maggie Gyllenhaals take på Frankensteins brud er en selvhøjtidelig rodebutik
FILM. Det hele lugter lidt af lig og Førstemosebogs misogyne linjer, når et hovmodigt videnskabsgeni graver en død dame op for at give en ensom mand en kvindelig legekammerat.
But God is a woman – og korpusset en autonom rebel, der erklærer krig mod patriarkatet.
Sådan er skabelsesberetningen i hvert fald i Maggie Gyllenhaals nye film, hvor hun fortolker myten om Frankensteins brud og forvandler Mary Shelleys fashionable gyserikon til et menneskeligt indlæg i kønskampen anno 2026.
What’s not to like? Flere ting, desværre. For trods gode intentioner er ’The Bride’ en langtrukken, selvhøjtidelig og dårligt indrettet rodebutik.
På et spektrum af kunstnerisk ubeslutsomhed lander filmen et sted midt imellem et stille sort-hvidt limboland – spækket med tunge metalag og underlige banke-banke-på-vittigheder – og flot visuel maksimalisme i 1930’ernes Chicago.
Og det er så her, at Frankenstein i ønsket om en hustru og med hjælp fra Dr. Euphronius (en veloplagt Annette Bening) har genoplivet escortpigen Ida (Jessie Buckley).
Men nu kaldes hun bare ”bride”, for hun kan ikke selv huske, hvad hun hedder – og alt, kvinder alligevel vil, er at gemme sig bag en mand og en underminerende titel.
Not!
Myndighedsgivende dannelsesrejse møder kærlighedshistorie, da hun beslutter at genvinde sit navn, mens han blot længes efter øm tosomhed.
Cute, ja. Faktisk er Frankenstein i Christian Bales imponerende proteseklædte skikkelse enormt sød og elskværdig. Men han er også en gaslighter og notorisk løgner med nekrofile og besidderiske tilbøjeligheder. Run zombie-girl, run.
Af en eller anden pseudo-feministisk (læs: Stockholmsyndrom’sk) grund bliver den ellers selvbetitlede rødstrømpe hos ham. De er jo rock’n’roll-version af Romeo og Julie med et touch af Bonnie og Clyde.
For efter at have smadret skaller i forsvaret for den gode biografoplevelse og consent er de på flugt fra politiet. Her finder vi instruktørens husbond Peter Sarsgaard og Penélope Cruz som detektivduoen, der fortæller os enten superindlysende eller komplet uforståelige ting – og mest af alt fungerer som et af filmens mange stereotype og fortærskede (til tider forældede) billeder på kønspolitiske uligheder.
Der er i øvrigt en mafioso (spillet af Zlatko Burić), der også vil have fat i monsterparret, fordi … ja, det er mig stadig lidt uklart. Hævn og afskårne tunger, tror jeg, men jeg må indrømme, at jeg muligvis lukkede øjnene i det øjeblik.
For selvom ’The Bride’ gradvist udvikler sig til en hæsblæsende roadmovie, ender den med at være en anelse kedelig.
Man skulle ellers tro, at oldschool step tilsat lidt ’Thriller’-agtig dans under store lysekroner kunne få pulsen op. Men jazzhands og vildskab af ’Rocky Horror Picture Show’-kaliber udebliver, og hybridfilmen – der gerne vil hylde det skæve, det mærkelige og det sammensatte – bliver aldrig nyskabende. Eller rigtig freaky.
Bevares, jeg skulle lige vænne mig til billedet af, at Frankenstein får et blowjob. Og til at mit nuværende girlcrush, også ’Hamnet’-aktuelle Jessie Buckley, ikke fik mit hjerte til at hamre.
Det er ikke, fordi den irske skuespiller er dårlig. Slet ikke. Hun er sådan set typecastet som charmerende anarkist – og måske derfor fremstår hun karikeret, når hun kropsliggør den legendariske hovedkarakter, der på underholdende vis lider af tourettes og har en indbygget bullshit-detektor.
Vi lytter derfor spændt til hendes rants fulde af bid og sandhed. Men man fatter aldrig helt, hvad hun siger trods det veludviklede vokabular.
Hendes frihedskæmpende og hårdtslående paroler, der forsøger at efterligne America Ferreras nyklassiske monolog i ’Barbie’, er så tætpakkede med ligestillingsorienterede MeToo-udråb, at mange af de gode pointer drukner i hinanden.
Det står dog klart, at korruption blandt offentlige institutioner og Hollywoods rådne kultur er det, pøblen burde jage med fakler og høtyve. Samtidig evner ’The Bride’ – præcis som tidligere Frankenstein-film, fra den klassiske 1931-version til Yorgos Lanthimos’ wunderkind ’Poor Things’ – vellykket at åbenbare vores fascination af at dekonstruere og puste ny ånd i gamle skrifter og kroppe.
Derfor håber jeg næsten, at der en dag er en anden (film)skaber, der vil grave Frankensteins brud op og give hende det liv, hun virkelig fortjener.
Kort sagt:
Jeg vil så gerne kunne lide ’The Bride’, men i hænderne på Maggi Gyllenhaal bliver horror-heltinden aldrig ægte vital.