Ingen er mere levende på den danske livescene end Bisse lige nu
KONCERT. På sit seneste udspil, ‘Familiealbummet’, gør Bisse det umulige. Han skildrer vejen ud af mindreværdets spændetrøje uden at forfalde til frelst musikterapi eller navlepillende psykologisering.
Selv når han vender blikket indad, stiller han en større samfundsdiagnose: Individet er blevet overmættet af sig selv og efterladt alene i en verden i opløsning. Kuren er velkendt – fællesskab. Men hvor bands som Apacha dyrker det som ungdommelig, næsten troskyldig idealisme, er Bisse, der nærmer sig 40 år, mere desillusioneret.
Fællesskaber kan redde, men de kan også kvæle.
Til koncerten på Hotel Cecil mødte vi en frigjort Bisse, der lignede én, som netop var vendt hjem fra to ugers silent retreat: renset, sprællevende og aldeles ivrig efter at interagere med andre mennesker igen.
Koncerten blev indledt med en længere lydoptagelse af en spirituel vejleder over new age-klaver og sfærisk kor. »The real work you have to do is in the privacy of your own heart«, lød det. Og pludselig stod han der – Thorbjørn Radisch Bredkjær aka Bisse – som en nyomvendt mormon i hvid skjorte, strikket vest og rød butterfly.
Akkompagneret af venlig harmonika og blød, stressreducerende spansk guitar startede han med selvhjælpsbossaen ’Familiefølelsen’, som også åbner albummet. »Vær ubekymret«, sang Bisse gentagne gange med sin gennemtrængende, raspende vokal.
Det er hårdt arbejde at få det bedre. Lykken kommer ikke af sig selv – den må forkyndes, fremmanes i imperativer.
Men uanset hvor meget mindfulness man bedøver ham med, lander Bisse aldrig helt. Gudskelov for det. Der gik ikke lang tid, før djævelskaben i ham brød løs. Han smed tøjet og optrådte med det sprællende nærvær, som gør hans uregerlige koncerter til noget helt særligt.
Gradvist begyndte bandet også at slippe tøjlerne. I outroen til ’Radiobiler’ blev salen pumpet godt op med fire-i-gulvet og drevne trommefills. Guitaristen fik frikvarter og slog hjernen fra med en bluesrocket guitarsolo.
Ingen visuals, ingen røgmaskine – bare et band, der spillede røven ud af bukserne og en forsanger, der ikke behøvede andre virkemidler end sin blotte tilstedeværelse.
Hotel Cecil var den perfekte intime ramme om den genopstandne Bisse. Det nye album er generelt mindre kompakt og nemmere at synge med på. Versene er knapt så stakåndede, og omkvædene virker mere intuitive.
Det var befriende at opleve den ellers konceptglade Bisse overgive sig til popformen. Bandet spillede ’Tøffelhelt’ med en tilrøget, henslængt attitude. »Guderne skal vide, at i dette øjeblik er det bare møgfedt at være i live«, sang Bisse, og det var svært at være uenig, da det berusende motown-omkvæd ramte.
På et tidspunkt præsenterede bandet også et nyt nummer. Bisse tog en rød, MAGA-lignende kasket på, hvor der i stedet for Trumps slogan stod »Danmark«. Hans indre Peter A.G. meldte sig i det Gnags-ironiske nummer. Sangen udstillede vores behov for at fremstå mere medmenneskelige, end vi er – især når vi peger på grusomhederne andre steder i verden.
Inden ekstranumrene landede koncerten i sange fra den nye plade. Datingeventyret ’Yin og Yang’, som er et af de bedste Bisse-numre overhovedet, skabte en euforisk stemning i rummet.
Intet kan tæmme den håbløse romantiker i Bisse. Men det er netop i forsøget, at den mest sitrende musik opstår.
Kort sagt:
Bisse var på Hotel Cecil både renset og uregerlig. Koncerten balancerede mellem healende selvhjælp og balstyriske udskejelser – og viste, at hans musik er stærkest, når han slipper kontrollen.