I april har den første ’Stranger Things’-spinoffserie premiere.
Den bærer undertitlen ’Tales from ’85’ og er en animeret serie sat mellem hovedseriens anden og tredje sæson.
I februar kom en teaser trailer, men nu har Netflix udgivet den første egentlige trailer.
Til lyden a A Flock of Seagulls-nummeret ’I Ran (So Far Away)’ kommer det velkendte slæng cyklende, mens de taler om, hvor dejligt det er, at alt er tilbage til normalen, efter Eleven fik lukket porten til parallelverdenen Upside Down.
Alt er dog ikke helt fryd og gammen, for der dukker hurtigt monstre op, som skal bekæmpes.
Traileren byder desuden på et første møde med den nye karakter Nikki Baxter, som har stemme af ’Marty Supreme’-stjerneskuddet Odessa A’zion.
Resten af castet har dog også et nyt islæt, idet ingen af de oprindelige skuespillere vender tilbage til deres roller. Gyserikonet Robert Englund, som spillede Victor Creel i fjerde sæson, vender dog tilbage, men som en karakter ved navn Cosmo.
Duffer-brødrene er naturligvis tilknyttet projektet, men serien er skrevet af Jennifer Muro (’Secret Invasion’) og Joshua Pruett (’Phineas and Ferb’), mens den er animeret af det australske studie Flying Bark, der tidligere har stået bag Marvel-serierne ’Moon Girl and Devil Dinosaur’, ’What If…?’ samt Netflix-serien ’Rise of the Teenage Mutant Ninja Turtles’.
Alle 10 afsnit af ‘Stranger Things: Tales of ‘85’ kan streames på Netflix fra 23. april.
