’Return to Silent Hill’: Filmfortolkning af populært computerspil er uhyggeligt forfejlet
FILM. Der er noget umiddelbart dragende ved åbningen af ’Return to Silent Hill’.
James (Jeremy Irvine) kommer i nærmest animeret godt vejr kørende bag en lastbil læsset med træstammer, som var vi dumpet direkte ind i en dødsvarselssekvens fra ’Final Destination’. Lys, farver og kameraføring antyder en bevidst, demonstrativ computerspilsæstetik.
Det er faktisk en smule fascinerende, fordi filmen læner sig så konsekvent ind i sit ophav fra computerspillet ’Silent Hill 2’, at James’ bevægelser, hans måde at gå og løbe på, og selv hans stive interaktioner med omgivelserne føles som at se en figur styret af en spiller snarere end et menneske med en indre verden.
Men fascinationen ophører ret hurtigt – kun for at blive erstattet af frustration. For hvor spillets struktur giver mening, fordi man selv er aktiv deltager i James’ søgen efter sin måske/måske ikke afdøde kone Mary, reducerer filmen den samme præmis til en passiv og påfaldende monoton oplevelse, hvor vi i over halvanden time ser en mand bevæge sig fra A til B uden nogen reel dramatisk udvikling eller følelsesmæssig investering.
James modtager et brev fra Mary (Hannah Emily Anderson). »So much time has passed«, skriver hun og beder ham at møde hende på deres særlige sted. Og så er missionen i gang, men i stedet for at bygge karaktererne eller relationen op gennem denne søgen, bliver filmen ved med at gentage den samme struktur: en ny lokation, en ny forhindring og nye figurer, der mest af alt minder om NPC’er, der peger ham videre til næste checkpoint.
Undervejs støder han på monstrene fra computerspillets univers. Hvor de burde fungere som filmens kerne og stå for den uhyggelige stemning, fremstår de i stedet som halvfærdige CGI-idéer uden tyngde eller fantasi. Edderkop-mannequin-monstret ser klodset og glat ud, og så kæmper den mod spillets Pyramid Head-monster, der her mest af alt ligner et omvandrende rivejern.
Scenen trækker ud uden formål, uden konsekvens og uden nogen form for uhygge, og man sidder tilbage med følelsen af at overvære en cutscene, der burde være blevet klippet væk.
Det samme gælder filmens forsøg på at give James og Mary en følelsesmæssig kerne gennem flashbacks, der i teorien skal forklare hans desperation, men i praksis blot understreger, hvor lidt vi egentlig ved om dem. Han maler lidt og drikker for meget, og han savner muligvis sin kone, men karakteren forbliver så flad, at selv de mest dramatiske antydninger om tab og skyld aldrig får lov til at sætte sig.
Der er ingen opbygning, ingen forandring, ingen fornemmelse af, hvad der er på spil, og derfor bliver selv filmens mest højlydte øjeblikke mærkeligt tomme. Det efterlader én med et ret basalt spørgsmål, som filmen aldrig selv synes at stille: Hvorfor er det overhovedet interessant at se andre gennemføre et spil, hvis man hverken får den interaktive spænding eller en ny, fortolkende dimension oveni?
For idéen om at oversætte spillets logik til film kunne i princippet have været spændende, hvis den var blevet udfordret eller videreudviklet, hvis der var blevet arbejdet med det sanselige, det psykologiske eller det poetiske.
I stedet står man tilbage med en film, der ukritisk reproducerer spillets struktur og æstetik uden at ville seeren noget som helst med det.
Der ligger allerede timevis af klippede cutsekvenser fra spillet på nettet, og det er ærligt talt mere medrivende at se dem end ’Return to Silent Hill’, fordi de i det mindste har universets utrygge stemning og animerede karakterer, der kommunikerer langt mere end vores skuespillere sjælløse figurer.
Kort sagt:
En mekanisk og forbløffende uengageret filmatisering, der reducerer et populært spil til en tom gennemspilning uden hverken nerve, frygt eller følelsesmæssig tyngde.