Inden de fire astronauter på Artemis II-besætningen drog af sted på deres igangværende færd mod månen, fandt de tid til at se Ryan Gosling på rummission i Phil Lord og Chris Millers ’Project Hail Mary’.
Det fortæller besætningsmedlem Jeremy Hansen i et interview med SpaceQ.
»Det var en fornøjelse, at de sendte os et link, så vi kunne se den derhjemme med vores familier, mens vi gjorde os klar til at tage af sted på vores eget rumeventyr«.
I ’Project Hail Mary’ spiller Gosling fysiklæren Ryland Grace, der skal redde menneskeheden ved at sætte en stopper for en mystisk substans, der er i gang med at dræbe solen.
Gosling sendte inden afsendelsen en video til astronauterne, hvor han ønskede dem held og lykke med missionen. På spørgsmålet om, hvilken besked, de vil sende tilbage, svarer Hansen:
»Jeg vil bare sige til Ryan, at kunst imiterer videnskab og vice versa. Han gjorde det godt i den film. Det er skønt at se folk, der virkelig omfavner sådan nogle roller. Jeg synes, det var et inspirerende eksempel. En, der rejser ud og gør, hvad der skal til for at redde menneskeheden, er et meget ekstraordinært eksempel, vi alle kan følge. Vi synes alle, at filmen var meget opløftende og inspirerende«.
‘Project Hail Mary’ er baseret på romanen af samme navn skrevet af Andy Weir, som også står bag bogforlægget til Ridley Scotts ’The Martian’.
Han har desuden skrevet en roman med titlen ’Artemis’, som foregår på månen. En filmatisering med Lord og Miller ombord har længe været på tale, og i et interview med The Hollywood Reporter fortalte instruktørparret for nyligt, at filmen stadig er under udarbejdelse.
