(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’The Drama’)
KOMMENTAR. Hvordan kan noget gå fra at være ekstremt relaterbart til totalt forrykt?
Måske som i ‘The Drama’. For du har muligvis nok prøvet at drikke dig stiv i naturvin, men ikke så livsødelæggende stiv som Zendayas karakter, Emma.
Omdrejningspunktet for hele filmen er nemlig, at hun til en prøvesmagning på maden og vinen til sit kommende tjekkede bryllup (med den lige så gennemført attraktive Charlie, spillet af Robert Pattinson), kommer til at afsløre det værste, hun nogensinde har gjort, over for sin kommende mand og deres to tætteste venner (hans forlover og hendes brudepige).
Eller, faktisk er det det værste, hun nogensinde næsten har gjort.
Emma fortæller, at hun som 15-årigt deprimeret og værst af alt »grimt« mobbeoffer planlagde og næsten udførte et skoleskyderi på sine klassekammerater, men i sidste ende droppede det.
Tingene bliver endnu værre, da hun bekender, at det hverken var fornuften eller samvittigheden, der i sidste ende kom i vejen, men et tilfælde. Med riflen i tasken stjal et skyderi i det lokale storcenter fokus, men ved et lykketræf kom hun efterfølgende ind i varmen hos en gruppe, der protesterede mod våbenlovgivningen i USA, og udviklede sig i stedet til en anti gun-aktivist.
Hun slettede den afskedsvideo, hun havde optaget på sit webcam, og smed sin fars riffel i sumpen og begyndte et nyt lykkeligt liv, der varede indtil hendes ubelejlige fuldemandsafsløring.
‘The Drama’ lovede os et stygt twist, og løftet må siges at være indfriet.
Når man kender handlingen, er det til gengæld alt andet end overraskende, at den både kontroversielle og provokerende film bestemt ikke er faldet i god jord hos alle.
Efter premieren har norske Kristoffer Borglis A24-film fået kritik. Fra organisationen March for Our Lives for ikke at have en triggerwarning og groft vildledende marketing, fra en overlevende ung kvinde for at udnytte tragedie til underholdning, fra en pårørende til Columbine-massakren i 1999 for at »menneskeliggøre« skoleskydere.
Derudover har modtagelsen blandt de amerikanske anmeldere været rimelig lunken. En del anfægter Borglis uforstående position som en respektløs norsk kultursadist. Og selvom det egentlig er en reel nok mærkat at sætte på instruktørens (Lars von Trier-inspirerede) blik, glemmer mange, at millennial-nordmænd desværre har oplevet et generationsdefinerende masseskyderi, selvom det selvfølgelig ikke kan sammenlignes med den konstante trussel, skoleskyderier udgør for den amerikanske ungdom.
Men som jeg ser det, går amerikanerne lige i fælden og misser Borglis pointe om, hvem den egentlige skurk i ‘The Drama’ er.
En kæmpe løgn
‘The Drama’ ville svigte sin egen mission, hvis den ikke holdt noget skjult for sit publikum, for værdien af ærlighed, eller manglen på samme, er filmens helt centrale tema. Det er vigtigt, at vi som publikum får andel i chokket.
Samtidig er det vigtigt at bide mærke i, at hovedpersonernen Emma og Charlies forhold er baseret på løgne helt fra deres første møde.
Her betages han af den smukke unge kvinde på en cafe, hvor hun sidder og læser. Mens hun henter en ny kop kaffe, tager han et billede af hendes bog, slår den op på Goodreads og lader, som om han har læst den for at starte en samtale.
Hun kan til gengæld slet ikke høre, hvad han siger, fordi han taler til hendes ene døve øre og ikke kan se, at det andet indeholder en airpod.
Det er i sig selv en satire over hele romcom-genrens meet-cute-trope. Han lyver, hun er døv, men hvad gør det, når vi begge ligner filmstjerner?
Og i virkeligheden er det kun på overfladen, at ‘The Drama’ vil sige noget om parforholdet, og hvor godt man nogensinde kan kende sin partner.
Hvis det var meningen, filmen skulle være relaterbar, ville den nok ikke have valgt at smide så urelaterbart et dilemma på bordet.
‘The Drama’ cherry-picker måske sit drama fra den groteske vold, der hersker i det amerikanske samfund. Men den fortæller om det ved at udnytte vores alle sammens forhold til skønhed.
Ligesom da smukke Kristine Kujath Torp lod sit ansigt vansire med vilje for opmærksomhedens skyld i Borglis ‘Syk pike’, er det altafgørende for både humoren og pointen, at ‘The Drama’ leger med det absurde i, at et menneske, der ser så perfekt ud som Zendaya, bliver gjort til beholder for det vildt moralsk forkastelige.
Skåret endnu mere ud i pap ved, at det er en anden skuespiller, 17-årige Jordyn Curet, der udgør den skamfulde (og overlagt mere uflatterende stylede) teenageversion af Emma.
En af kritikkerne af ‘The Drama’ lyder, at den risikerer at menneskeliggøre skoleskydere. Men tværtimod handler den jo om, hvor umuligt det er for alle omkring Emma at se hende som et menneske, efter hun har afsløret sin hemmelighed. Hvilket kun kan lade sig gøre, fordi vi er vant til at umenneskeliggøre det ekstremt smukke.
Har Zendaya gjort noget forkert?
I samtalen om ‘The Drama’ har jeg hørt mange hive den gamle filo-banger frem om, hvorvidt et faldende træ i skoven laver en lyd, hvis der ikke er nogen, der hører det.
Banalt eller ej siger det en del om opfattelsen, men også reaktionerne på ‘The Drama’, hvornår noget findes.
Hele udgangspunktet for filmen er et skoleskyderi, som godt nok var både planlagt og for så vidt muligt også ønsket, men som aldrig fandt sted og derfor aldrig krævede nogle egentlige ofre (i modsætning til resten af venneflokkens værste handlinger).
Samtidig bliver ‘The Drama’ nu efter premieren opfattet som en film, der vil sige en masse om skoleskyderier, selvom den ret beset nøjes med at være en film om idéen om et skoleskyderi.
Den begår sin kæmpeforagelse blot ved at latterliggøre fantasien om et massedrab, der i sidste ende kun ender med at ødelægge et bryllup, 15 år efter det ikke fandt sted.
Kristoffer Borgli har tidligere beskræftiget sig med nutidens krænkelsesparathed i ‘Dream Scenario’, hvor Nicolas Cage spiller en universitetsprofessor, der bliver en verdensomspændende sensation, da verden kollektivt begynder at drømme om ham om natten.
Desværre resulterer det i, at han bliver cancelled for at vise voldelige tendenser – over for folk i deres egne underbevidstheder.
I ‘The Drama’ er USA’s berøringsangste frelsthed legemliggjort i én karakter: Alana Haims karakter Rachel, der står tilbage som den egentlige skurk.
En priviligeret hvid kvinde (selvfølgelig med smart job i marketing), der er så skråsikker og hurtig til at fælde moralske domme, at hun i og for sig er ligeglad med, hvorvidt de har fundet sted.
Hun er øjeblikkeligt rasende og begrunder det blandt andet med, at hendes kusine sidder i kørestol på grund af et skyderi. Men man fornemmer, at der også ligger en enorm selvfølelse i at tage moralsk parti, større end i venskabet med Emma og Charlie.
Med fare for at være totalt tonedøv giver hendes insisteren på, hvad man ikke må sige, genlyd i den kritik af ‘The Drama’, der vil bestemme, hvad man kan være bekendt at gøre grin med.
»Når man beskæftiger sig med et emne så kompliceret og komplekst som våbenvold i USA og skolemassakrer, ligger der efter min mening et ansvar hos kunstnerne, instruktørerne, studiet samt de involverede skuespillere for at sikre, at samtalen ikke kun foregår i filmen, men også i markedsføringen, så den bliver produktiv«, udtalte talspersonen Jaclyn Corin fra March for Our Lives.
‘The Drama’ er godt nok markedsført som en bred film, og derfor kan man i og for sig godt forstå de stemmer i debatten, der forventer, at holdet bag er interesseret i at starte en seriøs debat om våbenkultur.
Men jeg kan ikke forestille mig noget mere upassende, end at en film som ‘The Drama’ pludselig skulle ville sige noget seriøst, alvorligt.
Humoren i ‘The Drama’ tjener samme absurdkomiske funktion som en serie som ‘South Park’. Kristoffer Borgli laver film efter kunstens regler, ikke samvittighedens.
Jo mere man tænker over det, er det derfor også nærmest umuligt at fatte, hvordan ‘The Drama’ overhovedet er blevet lavet. Og at Zendaya og Robert Pattinson sagde ja til at være med i den. Og at den ser ud til at klare sig godt ved billetlugerne.
Den er muligvis at betegne som filmisk ragebait, men heldigvis af den allerbedste slags.
‘The Drama’ kan ses i biografen.