For et par år siden kendte de færreste filmgængere til instruktørduoen Zach Lipovsky og Adam B. Stein, som blandt andet havde stået bag en liveaction-film om ‘Kim Possible’ for Disney samt indie-sci-fi-filmen ‘Freaks’.
Det ændrede sig med deres succesfulde reboot af horrorfranchisen ‘Final Destination’ sidste år. Deres fortsættelse med undertitlen ‘Bloodlines’ blev med en intjening på knap 318 millioner dollar filmseriens bedste sælgende indslag.
Nu skal Lipovsky og Stein stå for en anden stor Hollywood-satsning. The Hollywood Reporter fortæller, at duoen skal instruere en filmatisering af de populære ‘Metal Gear Solid’-spil. Filmen er del af en større (og formentlig lukrativ) aftale med Sony Pictures, som fremover vil have førsteret til at producere instruktørernes projekter.
‘Metal Gear Solid’-franchisen går helt tilbage til 1987 og kredser om elitesoldaten Solid Snake, som udfører hemmelige militæroperationer for at afværge terrortrusler og politiske konspirationer. Spillene kombinerer stealth og action og udmærker sig desuden ved deres komplekse historiefortælling.
»’Metal Gear Solid’ var intet mindre end et banebrydende filmisk mesterværk, der for altid revolutionerede videospil. Vi er begejstrede og beærede over at bringe Hideo Kojimas ikoniske karakterer og uforglemmelige univers til live«, udtaler Lipovsky og Stein.
Det er første gang, den japanske mester Hideo Kojimas storroste spilserie filmatiseres. Tilbage i 2020 blev Oscar Isaac castet til hovedrollen i en filmfortolkning, der skulle instrueres af Jordan Vogt-Roberts (‘Kong: Skull Island’), men projektet blev ikke til noget.
Hvorvidt Isaac stadig er tiltænkt rollen som Solid Snake vides endnu ikke.
