’Final Destination: Bloodlines’: Dødsbesat reboot er den bedste siden 1’eren
I efteråret 2018 lå jeg musestille i en MR-scanner, mens mit hjerte sad oppe i halsen.
Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvordan magnetfeltet måske ville flå mine ansigtspiercinger ud, hvis jeg havde glemt at fjerne dem. I de 30 minutter forestillede jeg mig et scenarie så makabert, at det ville være en værdig åbningsdød i en ’Final Destination’-film.
Så da det sjette kapitel i serien, ’Final Destination: Bloodlines’, rullede over lærredet og viste mig præcis dét scenarie – en ustoppelig MR-scanner, metalliske genstande og en fatal kædereaktion – føltes det næsten personligt.
Siden den første film fra 2000, hvor en gymnasieelev undslap et fatalt flystyrt takket være en dårlig fornemmelse, har ’Final Destination’-franchisen holdt sig til en simpel, men effektiv formel: Forudanelse, overlevelse – og så det uundgåelige. Man undslipper nemlig ikke Døden. Den kommer, når den kommer.
I ’Bloodlines’ tager serien en interessant drejning. Filmen starter i 1968, hvor unge Iris (Brec Bassinger) er på date med Paul (Mac Lloyd-Jones) i toppen af den nybyggede skyskraber SkyView. Små varsler som blafrende ledninger, en løs krystal og en uregerlig dreng med en mønt munder ud i en altødelæggende kædereaktion. Men det viser sig at være et mareridt – en forudanelse – som Iris havde, og som reddede alle i bygningen.
Årtier senere plages hendes barnebarn Stefani (Kaitlyn Santa Juana) af samme mareridt. Hun begynder at grave i fortiden og finder frem til Iris, som familien har afskåret på grund af hendes besættelse af Døden. Sammen opdager de, at Døden er vendt tilbage for at rette op på sin plan: At tilintetgøre dem, der aldrig skulle have levet – og deres efterkommere.
’Bloodlines’ føles forfriskende med denne tidsrejse og det familiedrama, som den vikler ind i al den blodige opfindsomhed. Der bliver investeret i karaktererne på en måde, der er usædvanlig for genren – og især for en ’Final Destination’-film. Stefani og hendes familie er faktisk sympatiske, og deres relationer er medrivende. Det gør dødsfaldene mere gribende, mere tragiske, når deres bånd bliver revet over, ét efter ét.
Richard Harmon stjæler flere scener som Stefanis fætter Erik, der med underspillet humor joker med sin kusines synske evner. Filmen er i det hele taget fuld af selvironiske nik til både sine forgængere og gysergenrens konventioner. Det er ’Final Destination’ for en post-’Scream’-generation, der godt ved, hvordan reglerne ser ud, men stadig elsker at se dem blive brudt med blodsprøjtende præcision.
Instruktørerne Zach Lipovsky og Adam B. Stein mestrer franchisens særkende: Den snigende følelse af, at alt kan gå galt. Hver scene er ladet med potentielle fælder, hvor selv den mindste detalje – en uopmærksom chauffør, børn der spiller fodbold, en løs skrue – kan være starten på en fatal dominoeffekt. Netop det gør filmen effektiv. Den udstiller vores daglige paranoia: »Tænk, hvis dét her gik galt?«.
Indimellem strækker ’Bloodlines’ sig lovlig langt for at please os nostalgikere med de velkendte dødsfælder. I starten er det på mærkværdig vis næsten hyggeligt at se de klassiske freak-ulykker genopført med CGI anno 2025. I længden overraskelsen mister sin kraft.
’Bloodlines’ læner sig tæt op ad 5’eren i sin opbygning og visuelle chokværdi, men går mere tematisk i dybden via generationsforbandelsen, der forbinder nutid og fortid. Ligesom i ’It Follows’ er truslen en konstant kraft snarere end en konkret skurk. Dødens ansigtsløshed forlænger gyset og gør det hele mere nærværende, fordi vi selv skal udfylde tomrummet.
Filmens mest rørende øjeblik leveres af Tony Todd, der igen indtager rollen som den gådefulde bedemand William Bludworth. Under optagelserne var Todd alvorligt syg, og i én scene blev han instrueret i at droppe manuskriptet og blot tale frit om døden. Det gør han, lavmælt og skælvende, og det bliver filmens følelsesmæssige kerne. Kort efter optagelserne døde Todd i virkeligheden.
’Final Destination: Bloodlines’ er vel nok det mest originale indslag i serien hidtil – og i hvert fald det mest selvbevidste. Et maveknugende sug af en dødsgyser.
Kort sagt:
’Final Destination: Bloodlines’ er både et nostalgisk gensyn og et moderne gys, der med selvironi og brutal opfindsomhed trækker os tilbage til Dødens uundgåelighed. Seriens mest menneskelige og raffinerede film.