Det er kun få dage siden, vi skrev om, at den amerikanske popstjerne D4VD var blevet arresteret i kølvandet på en længerevarende sag, hvor et lig i september 2025 var blevet fundet i en bil, der tilhørte musikeren med det borgerlige navn David Anthony Burke.
Liget blev senere identificeret som teenageren Celeste Rivas Hernandez, der havde været meldt savnet siden foråret.
I går var Burke endelig for retten, hvor han ifølge Stereogum blev anklaget for overlagt manddrab på den blot 14-årige pige. Han er desuden anklaget for at have lemlæstet Hernandez’ krop, ligesom han anklages for uanstændig omgang med en person under 14 år.
Burke nægter sig skyldig i alle anklager, men står til at kunne få livstid uden mulighed for prøveløsladelse eller ligefrem dødsstraf.
Mordet skal være sket den 23. april 2025, altså blot to (!) dage før musikeren udgav sit debutalbum ’Withered’, der siden blev en massiv kommerciel succes.
Netop Burkes spirende musikkarriere spiller altså også en rolle i sagen, fordi Hernandez efter sigende havde truet ham med at afsløre detaljer om hans seksuelle relation til hende – som altså var ulovlig. Derfor anklages Burke også for, at have myrdet Hernandez til sin egen økonomiske fordel.
