SERIE. De ligner den største kliché på to mandetyper, som de står dér: Den ene med tilknappet blazer og i skotsk bryllupskilt, den anden bøffet op i bar overkrop med boksehandsker på.
Men bag de umiddelbare stereotyper rummer fortællingen om halvbrødrene Niall Kennedy og Ruben Pallister i ’Half Man’ dog en kompleksitet, dyster psykologi og en brutalt opslidende ærlighed, som man sjældent ser.
Sidste gang var måske i Richard Gadds forrige serie, ’Baby Reindeer’. Før Netflix-hittet blev genstand for en nærmest global debat om fakta versus fiktionalisering og retten til biografisk ejerskab, ramte Gadd med serien ind i en emotionel zeitgeist. Mange slugte fortællingen for hverdagsmonstret Martha, de velplacerede twists og vilde cliffhangers.
Til forskel fra andre dopamin-triggende seriefænomener sad man flosset tilbage over Gadds nådesløse skildring af tabuer som stalking, grooming og en rådvild seksuel identitet.
Med den svære toer holder Richard Gadd sit eget liv i mere udstrakt arm, men han er til gengæld gået længere ind i mørket. Ind i et maskulint mørke, der ligger lag dybere inde end looksmaxxing, manosfæren og andre af tidens perspektiver på radikal manddom. Gadd er inde at røre ved nogle urfølelser. Dér, hvor det gør rigtig ondt.
Det er ikke bare et fysisk, men også et følelsesmæssigt knockout, da Ruben (Richard Gadd selv) i ’Half Man’s åbningsscene banker Niall (Jamie Bell) i gulvet til sidstnævntes bryllup og sender os på seriens tragiske tour down memory lane. Tilbage til deres skoletid i 80’ernes Glasgow, hvor vi møder den 15-årige mønsterelev og mobbeoffer Niall (Mitchell Robertson) og den arketypiske rod med flere voldssager på samvittigheden, Ruben (Stuart Campell).
På papiret er Niall og Ruben forbundne gennem deres lesbiske mødre og fraværende fædre. I praksis gennem dét, de på et tidspunkt betegner som en »kemisk afhængighed«. En usund alliance, hvor Niall skjuler sine homoseksuelle impulser i skyggen af Rubens dyriske liderlighed og destruktive vrede.
Som en Tyler Durden’sk macho-djævel eller Faust-figur på Nialls skulder kommer Ruben til undsætning, hver gang Nialls angst for at bekende seksuel kulør kommer for tæt på – altid med hypervoldelige resultater. Omvendt soler Ruben sin maskuline selvforståelse i Nialls beundrende blikke, mens man aner, at noget stikker dybere, som når Ruben flegner over at blive set danse på sit værelse.
Skildringen af Nialls undertrykte seksualitet i skolen og siden på universitetet er klassisk, men isnende i sin voldsomhed og tragiske selvskade. Som i den intense scene, hvor Ruben får sin kæreste Lori til at tage Nialls mødom, og Niall endelig får den op at stå ved at stirre Ruben dybt i øjnene i simultane åndedræt. Eller da Niall første gang får et glimt af frihed sammen med sin universitets-roomie Alby, men allerede er kommet til at lukke Ruben ind i sit liv igen med katastrofale følger.
»I’m the soundtrack to your greatest moment and it pains you to know that all your achievements fill you with a void, while a smile from me fills you with all the energy you fucking need«, som Ruben køligt fortæller Niall i seriens anden halvdel, hvor de to brothers from another lover er blevet ældre.
Citatet indrammer meget fint den mere svulstige og melodramatiske tone, som bliver lagt med underkendte Jamie Bell (nok for altid ’Billy Elliott’) som den voksne Niall og ikke mindst indtoget af en uigenkendelig Richard Gadd som bulged Ruben med Tom Hardy-grynt og skåret over en Andrew Tate-discipel.
I en serie, hvor lyset sjældent trænger ind, svælges der herfra også i jalousi, fornedrelse, skam og (selv)destruktion.
Niall er blevet en forhærdet og fortabt forfatter, der får aflad for sin forkvaklede seksualitet i gangbangs på rastepladser og biblioteker, samtidig med, at han insisterende lænker sig fast til et heteroseksuelt håb. Han er både et offer for samfundets stigmatisering og for sit eget selvhad.
Omvendt fremstår Ruben mere veltalende efter lang tid i fængsel, men endnu mere primalsk i sine paranoiafyldte psykoser og manglende evne til at følelsesregulere. De er begge svære at holde af. Serien formår dog ret frækt at gøre Niall til den mindst sympatiske af de to i den symbiotiske nedtursspiral.
Hvor første del uudtalt fortæller gennem de skrøbelige indre spændinger hos de to hovedkarakterer, overdoserer Gadd en smule sin plotmotor i anden del. Voldsspiralen kører lidt i ring med diverse ydre konflikter om pengeafpresning, vidneudsagn, udenomsknalderi og en parade af fuckups og overraskende drejninger. Denne more is more-tilgang kunne man også klandre Gadd for i ’Baby Reindeer’, men i ’Half Man’ føles den mere unødvendig.
For grundstenen i ’Half Man’ ligger som i Netflix-hittet ikke i det effektive kausale drev og pirrende puslespil om, ”hvordan kom vi hertil?”. Vi finder den derimod i de nærmest uforklarlige og alligevel skræmmende realistiske mekanismer, som holder Niall og Rubens relation intakt selv efter i årevis at have forsøgt både psykologisk og fysisk at køre hinanden og deres omverden ned.
Man kan smide faderissues, frustreret seksualitet og manglende følelsessprog efter dem, og man vil stadigvæk ikke sidde tilbage med en fyldestgørende forklaring på deres adfærd og stærke bånd. At Richard Gadd igen er lykkedes at diske op med noget så emotionelt nådesløst og komplekst er en bedrift.
Kort sagt:
’Baby Reindeer’ føles som en lykkepille til sammenligning med Richard Gadds nye serie, der stikker hånden dybt ned i en betændt og destruktiv maskulinitet og trods genkendelige karaktermønstre og plotudviklinger rammer noget ægte. Og meget mørkt.
Anmeldt ud fra hele serien.