KOMMENTAR. Egentlig blev jeg lidt udmattet af den klassesatire, anden sæson af Netflix-perlen ’Beef’ lagde for dagen.
I centrum står en konflikt mellem to par fra hver deres generation: De opadstræbende, naive og økonomisk pressede Gen Z’ere Cailee Ashley og Austin og det på overfladen succesfulde millennial-ægtepar Josh og Lindsay. Det første par ejer en country-klub for USA’s rigeste – det andet par driver den. Dramaet kickstartes, da det unge par overværer – og filmer – det ældre pars ophedede skænderi. Afpresning, magtspil og voldsomme bølgeskvulp i alle fire hovedpersoners selvfortælling følger.
Således var der lagt op til en besk udstilling af klasseforskelle og kapitalistisk kynisme som den … vi efterhånden har set rigtigt mange af de seneste år.
Langt mere end den uforudsigelige og tonalt særegne første sæson var Lee Sung Jins opfølger nært beslægtet med klasseserien over dem alle, ’The White Lotus’, der over tre sæsoner tilsvarende har dyrket intriger og vilde plotudviklinger i krydsfeltet mellem de købestærke og privilegieblinde og det kæmpende servicelag under dem.
Fra ’Nine Perfect Strangers’, ’The Resort’, ’The Perfect Couple’ og ’The Undoing’ til ’Dead to Me’ og ’Sirens’ er overklassens privilegier, under- og middelklassens opportunisme og vores alle sammens grådighed blevet hudflettet til sidste glittede billede af champagneglas, luksusresorts og interior designs af den slags, der får samfundsanalysen til at glide så let ned som en lægeroman.
Hvem bestemmer?
Anden sæson ’Beef’ tegnede generationsskismaet op på en nogenlunde interessant facon i en ellers lidt ujævn og usammenhængende fortælling, hvor det aldrig helt stod klart, hvor man skulle fæstne sin karakter- og plotmæssige interesse.
Men på ét punkt ramte Netflix-serien alligevel plet på en måde, jeg ikke har set før.
For mens vi på Monte Vista Point Country Club møder karikerede amerikanske rigmænd og trophy wives, som kun betragter Oscar Isaac og Carey Mulligans managerpar som deres bedste venner, så længe de servicerer dem på tilfredsstillende vis, står det efterhånden klart, at de ikke er den virkelige elite.
Bag den celebre klub står nemlig en mystisk ejer. Chairwoman Park, en af Sydkoreas rigeste kvinder, der bruger sine uanede ressourcer til at udøve magt over både business og politik.
De to pars magtspil og forholdsproblemer hvirvler sig ind i milliardærens egne problemer med en kirurg-ægtemand, hvis håndrystelser forårsager et dødsfald på operationsbordet. Park er nuanceret beskrevet af den sydkoreanske Young Yuh-jung (’The Housemaid’, Minari’) som en intelligent kvinde, der selv har søgt kærlighed og nærvær, men i sidste ende må sande, at pengene og magtens forpligtelser overtrumfer alt andet.
Samtidig er Park en klassisk Hollywood-skurk i den forstand, at hendes edderkoppespind rækker ud over hele det Seoul, hovedpersonerne alle ender i mod slutningen.
Og vi kender selvfølgelig den udenlandske bad guy som stereotyp i amerikansk film, men her er det alligevel anderledes. For som regel er det sådan, at det i sidste ende er den kolde og hårde amerikanske magt, der flytter rundt på brikkerne og trækker sig uskadt ud i sidste ende.
Samsara-hjulet centrum
Selv i det sydkoreanske smash-hit ’Squid Game’ erfarer vi, at det er amerikanske rigmænd (og Cate Blanchett), der står bag det sensationelle blodsspil.
USA har nemlig altid været forbundet med den ultimative magt, både økonomisk, sikkerhedspolitisk og kulturelt. Men det er som bekendt ved at ændre sig. I dag ligger pengene i stigende grad i de store asiatiske økonomier, og Sydkoreas kulturelle magt har de seneste år skabt den største forskydning i landskabet siden Anden Verdenskrig. Amerika er ikke længere så indlysende klodens centrum, og landets virksomheder er i stigende grad i lommen på Asien eller Mellemøsten.
Derfor er det forfriskende, at det i ’Beef’ nu er de sydkoreanske hjerner og milliarder, der befinder sig i toppen af fødekæden. Mens William Fichtners stenrige amerikanske boomer Troy bruger sin overflod til at flyve privat til eksklusive fester med Hot Chip som hus-band – som verdensfjern konge i sin egen patetiske boble – er det Chairman Park, som opererer i de øverste rum, hvor verden formes.
I det prægnante slutbillede befinder Park sig i midten af et samsara-hjul, med de øvrige figurer i mindre rum omkring hende.
Måske var ’Beef’ sæson 2 det første streaminghit, der for alvor forstod den nye orden.
’Beef’ kan ses på Netflix.