Et kristent album er måske M.I.A.’s hidtil største provokation
ALBUM. Siden sin debut i 2003 har M.I.A. jagtet kontroverser.
I en snæver balancegang mellem konspirationsteoretiker og whistleblower har hun kritiseret overvågningssamfundets grænseløshed, regeringers magtfuldkommenhed og erhvervslivets grådighed med en glødende indignation, der ofte har været bjergtagende.
Hendes kritik har sommetider været dybt godnat, andre gange korrekt, men altid modig. At den sidenhen har rettet sig mod vacciner og 5G-netværket – på hendes hjemmeside kan man bogstaveligt talt købe en beskyttende sølvpapirshat – kan være svært at sluge, men vil man hylde hende for den antiautoritære gejst, må man tage hele pakken med.
Den pakke inkluderer nu gospelalbummet ’M.I.7’, der typisk for M.I.A. både fremstår bevidst provokerende og dybt oprigtigt.
Med tamilske rødder og hinduistisk opdragelse fandt M.I.A. først kristendommen som voksen efter en periode med sygdom og en mystisk kristusvision, og som mange andre genfødte kristne, Bob Dylan ikke mindst, er hun draget af de profetiske dommedagsvisioner i ’Johannes’ åbenbaring’.
’M.I.7’ er struktureret omkring de syv trompeter, der ifølge Johannes indvarsler de sidste tider, og som på albummet helt konkret manifesterer sig som syv små mellemspil, hvor M.I.A. akkompagneret af trompeter – nogle af dem melodiske, andre balstyrisk truttende – reciterer bibelcitater og opfordrer lytteren til at bekendte sine synder og overgive sig til Jesus.
Hvis trompetintroerne ofte lyder ildevarslende, nærmest krigeriske, gør de sange, de omkranser, det modsatte. ’Prayer 777’, albummets første egentlige sang, er en drømmeverden af rullende triphop-rytmer og himmelske strygere, som omkranser en af de fineste, mest rørende melodier, M.I.A’.s skæve deadpan-vokal nogensinde har været i nærheden af.
»And Jesus is King, he’s got anointing / When I’m on my knees, he washes all my sins / Holy Spirit sings, the angels with the wings«, lyder den ikke just subtile tekst, der alligevel rammer med sin filterløse inderlighed.
Det samme gør de to sange, som gæstes af Kanye Wests Sunday Service-kor, hvis dramatiske gospelharmonier løfter især ’Calling’ til svimlende højder.
De repetitive, insisterende beats og det messende korarrangement omslutter sangen i en kultisk aura, mens M.I.A. viser sig fra sin mere tvivlende og tvetydige side, idet hun mediterer over frelsens uvished: »Please don’t close the door / I’m not the only one, there’s many more«.
’M.I.7’ er rodet og forvirrende, og mens jeg er svært vild med de besynderlige rytmer, der udgør ’Money’ – en kakofoni af plastikinstrumenter, ringende telefoner og metallisk perkussion – er det svært at komme udenom, at vokalpræstationen på ’Sacred Heart’ mildest talt er uærbødig over for sangens toneart.
Derfor er det heller ikke overraskende, at ‘M.I.7’ har fået en enddog meget hård medfart.
På musikdatabasen RateYourMusic, hvor brugere kan tildele album op til fem stjerner, har albummet en nærmest uhørt lav gennemsnitsscore på 1,8, mens verdens mest indflydelsesrige musikanmelder, youtuberen Anthony Fantano, har tildelt albummet sit sjældne »not good«-mærkat, der betyder, at albummet er så dårligt, at det er hindsides vurdering.
En del af kritikken skyldes helt sikkert, at M.I.A. har gjort sig selv til en parialignende skikkelse i musiklandskabet, mens andre nok har svært ved at rumme de moraliserende kristne budskaber.
Men det kan heller ikke nægtes, at ‘M.I.7’ ikke er let at lytte til, og at en renere, mere poleret indspilning nok kunne have skabt en mere tilgængelig lytteoplevelse, om end ikke nødvendigvis et mere interessant kunstværk.
Mere end noget andet minder ’M.I.7’ mig nemlig om et album som 1964-indspilningen ‘Truly a Miracle of God’, hvor en kvinde under navnet The Handless Organist synger utroligt vakkelvorne salmer om det mirakel, det er, at hun kan spille orgel på trods af sine deforme hænder. Det er netop den fuldkommen ukurante musikalitet, der gør oplevelsen rørende.
På samme måde forholder det sig med ’M.I.7’, der snildt kunne forveksles med et ukendt outsider-kunstværk. Det gælder især afslutningsnummeret, der består af en halv times stilhed (!) efterfulgt af et dybt foruroligende a cappella-foredrag om den kosmiske forbindelse mellem liv og død: »You enter through the womb ’til you exit through the tomb«.
»Det faktum, at jeg har oplevet den største modreaktion i min karriere og mit liv efter at have sagt, at Jesus er ægte, er en åbenbaring for mig«, skrev M.I.A. på Twitter i 2022.
Idéen om at kristne er undertrykte og forfulgte er en trættende gammel traver, vi ofte hører fra MAGA-fløjen og dens ligesindede, men det betyder ikke, at der ikke er en sandhed i, at mange i vores sekulære samfund har svært ved at forholde sig til, at der er nogen, der dybt og inderligt er troende. Troen er provokerende.
Sidste år var medier verden over hurtige til at udråbe en ny kristen renæssance i kølvandet på Rosalías ’Lux’, som hentede meget af sin overjordiske poesi fra middelalderens katolske mystikere. Pludselig var christiancore et fænomen på TikTok.
Men hvor den katolske mysticisme kan gøres til et modefænomen, fordi den gør gud så abstrakt og utilnærmelig, at selv ateister kan være med, har den nære tro stadig trange kår. Jeg kender mange, der går med korshalskæder og dekorerer deres hjem med kirkelys, men som ville dø af cringe, hvis de skulle bede bordbøn.
’M.I.7’ er et anti-‘Lux’, hvor M.I.A. omfavner kristendommen i sin sværest håndterbare form. Det beundrer jeg hende for.
Kort sagt:
‘M.I.7’ er rodet, forvirrende og på alle måder besværligt at have med at gøre. Men det gemmer også på noget af den mest følelsesmæssigt prægnante musik, M.I.A. endnu har udgivet.