Joachim Trier og Stellan Skarsgård charmerede salen ved Soundvenue-visning af ’Affektionsværdi’ – se billederne

Joachim Trier og Stellan Skarsgård charmerede salen ved Soundvenue-visning af ’Affektionsværdi’ – se billederne
Joachim Trier og Stellan Skarsgård ved Soundvenues visning af 'Affektionsværdi'. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)

REPORTAGE. Der stod vand og cola højst på ønskelisten, da Joachim Trier og Stellan Skarsgård ankom til Empire Bio på Nørrebro sidst på en flot forårseftermiddag i torsdags.

Dagen før havde den nemlig stået på gallapremiere i Grand Teatret, og det var blevet sent. Der var blevet serveret gin & tonics i fine mængder.

Der var da også noget at fejre. Instruktøren og skuespillerens film ’Affektionsværdi’ kommer nemlig til Danmark som sidste stop på ruten efter et veritabelt triumftog.

Stellan Skarsgård og Joachim Trier ved Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)
Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)
Joachim Trier og Stellan Skarsgård ved Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)

Det startede ved Cannes-festivalen helt tilbage i maj, hvor den halvdanske nordmand hjemtog Grand Prix-prisen, og det kulminerede i midten af marts, hvor filmen omsatte sin skandinaviske rekord med ni Oscar-nomineringer til prisen for Bedste Internationale Film.

I Dolby Theatre kvitterede Joachim Trier for prisen med et humanistisk-politisk budskab parafraseret fra James Baldwin: Alle voksne har ansvaret for alle børn. På scenen i Empire Bio understregede han, at han håbede, det var noget, alle kunne blive enige om – og tilføjede, at han med verdens dunkle tilstand lige nu følte, at han var nødt til at sige noget.

I ’Affektionsværdi’ indtager Stellan Skarsgård rollen som Gustav Borg, en aldrende og anerkendt filminstruktør, som har skrevet karrierens mest personlige manuskript og drømmer om at få sin datter, Nora, til at spille hovedrollen.

Far og datter genforenes efter års distance i familiens Oslo-hus, der er gået gennem generationer, til Noras mors begravelse, og filmprojektet og gensynet sætter nye krusninger i forholdet mellem den velrenommerede kunstner og hans to voksne døtre, der efter en opvækst præget af afstand og farens tunnelsynede prioriterer har svært ved at se oprigtighedens i hans nye forsøg på at række ud.

Joachim Trier ved Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)

Foran en proppet sal fortalte Joachim Trier i introen inden filmen, at han og hans faste manuskriptpartner Eskil Vogt var startet med en idé om at fortælle om to søstre. Først havde de tænkt, at søstrenes far skulle være lidt af et røvhul, men da de indså, at de ville have Stellan Skarsgård til at spille ham, erkendte de, at de var nødt til at skabe en mere nuanceret og varm figur i tråd med skuespillerens evner. Gustav og Nora blev således skrevet direkte til den 74-årige svenske stjerne og til Renate Reinsve, der fik sit gennembrud i ’Verdens værste menneske’.

Det er første gang, Skarsgård teamer op med med den norske instruktør, men han har dog stor erfaring i at arbejde med en Trier qua sine fem film med danske Lars von. Adspurgt om, hvordan de to Trier’e er forskellige at arbejde sammen med, holdt Skarsgård en lang kunstpause til stor komisk effekt. Han fandt dog fællestræk i deres måde virkelig at tage deres skuespillere seriøst og give stor frihed. Han ville dog ikke røbe, om hans Gustav Borg var baseret på én specifik virkelig instruktør – snarere på mange af de kunstnere, han har mødt gennem et halvt århundrede i faget.

Stellan Skarsgård ved Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)

Skarsgård reflekterede over, hvordan privatlivet og filmarbejdet er umuligt at adskille. I foyeren inden snakken bemærkede han plakaten til ’Pillion’ med sin søn Alexander Skarsgård, som i øvrigt smalltalkede præcist samme sted ved en Soundvenue-visning for blot et par måneder siden. »En sød film om BDSM, det havde man ikke set komme«, sagde den ældre Skarsgård med et muntert smil.

Under introen havde Skarsgård med lun humor og dreven charme publikum i sin hule hånd. Også da han fortalte, at Joachim Trier blev ved med at sige i offentligheden, at han tiggede skuespilleren om at være med i sin film – mens Stellan i virkeligheden selv opfattede det mere, som om det var omvendt.

I samtalen betonede Joachim Trier, hvor vigtigt det er med filmkunstens fordybelse i denne tid, hvor billedmediet er fragmenteret og allestedsnærværende som aldrig før. Adspurgt om hans største personlige oplevelse under den langvarige Oscar-kampagne nævnte han det at komme tæt de meget personlige, singulære filmskabere, der også var med i årets opløb, ikke mindst Paul Thomas Anderson, som Trier har fået et tæt forhold til. Han kaldte ’One Battle After Another’ et mesterværk.

Joachim Trier og Stellan Skarsgård i samtale med filmredaktør Jacob Ludvigsen under Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)
Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)
Joachim Trier og Stellan Skarsgård i samtale med filmredaktør Jacob Ludvigsen under Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)

Joachim Trier er spydspidsen i en bølge af stærke og personlige norske film, der betyder, at Norge for tiden giver Danmark baghjul, når det kommer til festivaludtagelser og kunstneriske fortællinger.

Instruktøren mente ikke, at der var en hemmelig ingrediens bag den norske succes, men at han glædede sig over at se en filmskaber som Dag Johan Haugerud få et bredt internationalt gennembrud.

Han indskød desuden, at de nationale grænser er i ophør, når det kommer til arthousefilm – og at ’Affektionsværdi’ i mange henseender også er en dansk film. Den er da også co-produceret af danske Zentropa, har penge med fra Det Danske Filminstitut, og så er den klippet af Olivier Bugge Coutté, som Trier mødte på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft helt tilbage i midten af 90’erne, og som har klippet alle hans film – og fotograferet af danske Kasper Tuxen, som også var med på ’Verdens værste menneske’.

Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)
Joachim Trier og Stellan Skarsgård ved Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)
Nørrebro-stemning før Soundvenues visning af ‘Affektionsværdi’. (Foto: Anders Holst/Soundvenue)

Sidstnævnte blev Triers internationale gennembrud, og for fire år siden besøgte han Soundvenues forpremiere, ligeledes et år efter verdenspremieren i Cannes. Den sene danske premieredato er dikteret af den attraktive Biografklub Danmark, som sikrer et stort billetsalg. Det betyder, at de danske premierer på de to Trier-hits har markeret afslutningen på en lang og intens kampagne for at sende filmen godt ud i verden.

Fra Empire Bio skulle Stellan Skarsgård og Joachim Trier direkte ud i lufthavnen, for Triers vedkommende hjem til Oslo. Instruktøren skal nu for alvor i gang med at finde ud af, hvad hans næste film skal være.

Efter håndtryk og store smil vendte han sig om, før han forsvandt ned af trappen og ud i det danske forårsvejr:

»Vi ses om fire år«.

’Affektionsværdi’ kan ses i biografen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af