’Pillion’: Quirky dominansfilm med Alexander Skarsgård er én af de bedste film om kærlighed meget længe
FILM. Hvor meget ville du finde dig i for at få lov til, jævnligt, at have sex med Alexander Skarsgård?
Det er spørgsmålet i den suveræne britiske overraskelse ’Pillion’. En film, der slipper usandsynligt godt afsted med sin umage genrebetegnelse som quirky tragikomisk biker-BDSM-coming of age.
Castingen i sig selv er lidt af en sadomasochistisk punchline for en gammel Harry Potter-fan.
Hvad hvis det var tryneren over dem alle, Dudley ’sidste år fik jeg 38 gaver’ Dursley, der pludselig måtte underkaste sig en høj blond overmagt?
I ’Pillion’ har debuterende instruktør Harry Lighton nemlig castet eksmuggleren Harry Melling, der her lægger møgungemanererne komplet bag sig.
Faktisk er han fuldkommen elskværdig som den ydmyge ungkarl Colin, der arbejder som parkeringsvagt (eller »wanker«, som forbipasserende kalder ham), men aldrig helt har fået klippet navlestrengen.
Fuldvoksne Colin bor stadig hjemme hos sine forældre og lever et liv, hvor højdepunktet er julekoncerten på den lokale pub og en date i ny og næ med det lokale udvalg: mænd i t-shirts med glinsende Britney Spears-statements. Ikke fordi hans forældre ikke støtter ham i kærlighedslivet – tværtimod tilbyder faren på bedste curlingfacon at aflevere ham, når han skal afsted på hookup og lige blive og sikre sig, at alt er ok.
Og selvom familiehumøret er højt, lurer tragedien nedenunder. Moren er ved at dø af kræft og vil bare så gerne se sin søn blive elsket inden afgang. Det bliver han så pludselig på sin vis også.
Alt ændrer sig nemlig juleaften på den lokale pub, hvor den vandkæmmede Colin, syngende i sit bolsjeoutfit, falder pladask for den enigmatiske biker Ray, der i skikkelse af Skarsgård tager sig ud som en græsk gud mellem Bromleys chipspose-befolkning.
Uden at den lækre fremmede værdiger Colin et blik, kommer han alligevel hjem med en håndskreven invitation til blowjob-date bag gågadens Primark, når julefestlighederne er overstået. Derfra er det kærlighed ved første sadomasochistiske støvleslik. Med ét har Colin vundet pladsen bag på Rays motorcykel, på engelsk »pillion«, og samtidig som hans sub-sexpartner, der bærer en stor hængelås om halsen, hvilket indenfor MC-BDSM-kultur også kaldes en pillion.
I praksis betyder det, at Colin bliver tildelt en rolle som halvt hund og halvt 50’er-husmor, der i bytte for mad og pleje bliver kneppet sønder og sammen. Om aftenen sover den unge fyr på gulvet for enden af Rays seng, ligesom måltider indtages stående bagved sofaen, mens herrens egentlige hund troner ved siden af ham i sofaen.
Når Colin er med på udflugter med motorcykelklubben, mærker man dog friheden og nydelsen i frit flor. Ligesom ham lever man højt på de enkelte øjeblikke, hvor man aner omsorg og menneskelighed bag Rays dominator.
Selvom Ray gør ondt, er portrættet af det bikermiljø, han kommer fra, ikke til at stå for. Et fællesskab, der er lige så kærligt, som det er kinky. På forrygende køreudflugter er der fast ansvarsfordeling: Sub’erne står for praktikken, hvorefter de lægger sig klar til at blive taget henover campingbordene, når deres chauffører og partnere er færdige med at spille kort.
Det er en seriøs, men uhøjtidelig indgang til et miljø, der ellers let trykker på kinkshamingknapperne.
Skarsgård og Melling er begge rørende uforfængelige og perfekt mismatchede som supermodel og gadekryds. Man kan kun prise sig lykkelig for, at en stjerne i Alexander Skarsgårds kaliber spiller så helhjertet med, men også at filmen aldrig mister sit menneskelige fokus hos Colin.
Hvor der som regel klargøres faste rammer og regler for den her type lidenskabelig underkastelse, får vi aldrig rigtigt skovlen under samtykket mellem Colin og Ray. Derfor er det både gribende, men også følelsesmæssig tortur for en vaniljenormie, når man hele vejen igennem prøver at få deres alternative forhold til at gå op som heteronormativt eventyr.
Hvilket tydeligvis heller ikke behager Colins mor, der bare gerne vil have en svigermors drøm.
Hvor ’Pillion’ smager af alt det bedste fra ’Call Me By Your Name’ med sin flygtige romantik og skæve magtdynamik, sætter dens sexscener de fleste andre i skak.
Hvornår har du sidst set en brydekamp med rå penetration og balleløse bukser, der samtidig føltes … underfuld? Eventyrlig? Følt hjertesorgen, når din herre stikker sin pik ind i din sidemakkers mund?
Vi er så vant til, at romantik ser ud på en bestemt måde og opererer med et bestemt følelsessæt. Den mageløse ’Pillion’ er smuk, skæg og hjerteskærende på sin helt egen måde.
Kort sagt:
Med humor og fuldbyrdet fantastiske præstationer fra både Hollywood-stjernen og Harry Potter-underdoggen kaster ’Pillion’ et underholdende, rørende og knivskarpt blik på kærlighed og skønhed. Og går sin egen vej som en af de bedste film om kærlighed meget længe.