Undergangsromanen ‘Enden er nær’ kan få alt i mig til at snøre sig sammen
ROMAN. I åbningen af Jamal Bendahmans undergangsroman vågner Amir alene på Rigshospitalet. Men han er ikke bare alene på sygehuset: Han er den eneste tilbage i verden.
»Udenfor Rigshospitalet stod Amir med armene ned langs siden og øjne der nægtede at lukke. Luften smagte af Verdens udvidelser og sammentrækninger, en fødsel af kollaps og Amir råbte,
HVOR ER ALLESAMMEN«
Begyndelsen har titlen ‘Enden’ og er i virkeligheden slutningen på fortællingen. Herfra består romanen af et omfattende tilbageblik.
Amir er anæstesilæge på Rigshospitalet. På arbejdet er han pligtopfyldende og i badet i fitnesscenteret deler han ud af Änglamark showergel. Han fremstår udholdende – smiler af en racistisk joke, reagerer ikke, når han får tæsk af sin bror på en færge, og får han lyst til at råbe noget, gør han det inde i sit hoved. Han er opvokset i Brøndby Strand med forældre fra Marokko. Faren er voldelig, og broren har brug for Amirs støtte.
Romanen er en overflyvning af vold, diskrimination og smerte. Amir ser folk omkring sig falde som fluer: Personer, han ikke kender, bliver skudt eller kørt over. Mennesker, han kender, dør, forsvinder, bliver syge og mister forstanden.
»Når din mor kommer hjem, skærer jeg hende i stykker«, siger faren en dag til Amir.
Og Amir selv? Uden at afsløre for meget, bliver han bekendt med en såkaldt dispenseringsmaskine, DM901, og tjekker ud af verden, som vi kender den.
Verden er voldelig, mennesket er i vildrede
Romanens afsnit tager afsæt i personer i Amirs liv, hans far og hans kæreste, og det føles som en endeløs række af scener, der placerer sig et sted mellem mørke og meningsløshed. Karaktererne befinder sig i et »pyramidespil af smerte«.
Man opsnapper kritik af arbejdskultur og kapitalismen. Karaktererne jager anerkendelse og overlevelse gennem deres arbejde; Amir gør, hvad han kan, for at udmærke sig på hospitalet og indretter hele sit liv efter sit arbejde. Hans lægetitel shiner på hans far, der har hårdt brug for det og i øvrigt dør af asbestkræft som følge af arbejdet på en byggeplads.
Amirs bror Nurdin starter konstant forfra på sit liv med nyt job og ny bolig i håb om at lykkes, for til sidst at forsvinde sporløst. Amirs chef udnytter sin magt til at bestemme over liv og død. Amirs ven Nina overarbejder og bliver indlagt med hjerneskade som følge af stress. Et sygt system, der gør folk syge i jagten på en plads i det.
Men selvom romanen er rig på gribende hændelser, savner jeg, at det egentlige handlingsspor – hvordan Amir er alene i verden – træder tydeligere frem. Fortællingen er til tider rodet, der er sidespor, nye karakterer, flashbacks inden i flashbacks. En MTV-fest Amirs ven engang var til, og en død ged Amirs far engang så som barn.
Til gengæld er Bendahmans sprog uhyggeligt stærkt. Mange scener springer ud af siderne og får alt i mig til at snøre sig sammen.
Døden er i dagene
Der er poetiske perler, der trækker mørket ind i det trivielle, som da Amir på medicinstudiet skal obducere et lig, »der ligger stille som en mark. Som var han allerede blevet til jord og de var solsorte, der hakkede i den«.
Man bemærker nærmest ikke skiftet fra den virkelighed, vi kender, til det helt mørke. For eksempel da Amir lige været på date med Asma, som han er meget forelsket i, og på en bar falder i snak med Beniamin, der er “selvmordsturist”, har mistet troen på fremtiden og skal dø af syntetiske gasarter i en lilla kapsel. Han har købt pakken “Final Destination”. Midt i den stilfærdige dagligdag dukker døden op på et splitsekund, om det er en zombie i SuperBrugsen eller DM901, der kan bedøve og befri.
I Bendahmans roman smelter livets brutalitet og trivialitet sammen på en måde, der sætter sig midt i solar plexus. Apokalypsen ligger latent, som en magtfuld understrøm, selv i sproget. Og det er det, der gør ‘Enden er nær’ svær at ryste af sig.
Kort sagt:
‘Enden er nær’ er lidt rodet, men rig på gribende hændelser, og Jamal Bendahmans sprog er uhyggeligt stærkt.