’Franz’: Ny film om Franz Kafka forfalder til den forfladigelse, den ellers kritiserer
FILM. Efter vi har fået den biografiske Michael Jackson-film ’Michael’ med dertilhørende debat om vinkling og polerede popstjerne-portrætter på film, lander den Oscar-nominerede polske instruktør Agnieszka Hollands bud på en Franz Kafka-biopic som et meget betimeligt modspil.
Instruktøren har en klar ambition om at undgå at forfladige sit emne.
Hun prøver nemlig på ikke at lade genrens hovedbeskæftigelse – at vise sin ikoniske hovedpersons personlige liv – blive til et forsimplet regnestykke som traumatisk oplevelse bliver til dramatisk kunstværk a la den kritik, nogle for nylig fremførte mod Shakespeare-filmen ’Hamnet’.
Men den unge Franz’ liv i Prag er bare spækket med det pres og paranoia, som hans bøger skulle blive så kendt for, og Holland dyrker da også den knugende fornemmelse i filmen, der ved modernismens fødsel bringer ilde varsler om undergang på både stort og småt niveau.
Hjemme i familien lader den altdominerende far Hermann, spillet med foruroligende kraft af Peter Kurth, sig aldrig overmande af medlidenhed for sin angstfulde dreng, men lader ham konstant vide, hvor stor en byrde det er, at han ikke bare overtager familiens virksomhed.
Franz er totalt overvældet af metropolen og dens utrættelige lyde, der maser sig ind på ham, så han aldrig får fred. Liggende på sit værelse i fosterstilling prøver han at beskytte sin stilhed og den indre verden, der er så aktiv for ham.
Idan Weiss er stærk i rollen som kejtede unge mand, der bliver ved med at betvivle sine enorme evner.
Den indre uro bliver transmitteret gennem eksperimenterende indstillinger i en legesyg film, der giver et smil på læben over europæisk filmkunst, når det er mest demonstrativt ikke-amerikansk.
Kafka som jøde og som europæer bliver til et mikrokosmos af kontinentets moderne skæbne.
Den overhængende fornemmelse for fare og meget tvivlsomme videnskab om dette og hint skaber en verden, der virker falsk og ikke til at stole på. Det hele står og er ved at blæse omkuld i vinden.
Det er med til at gøre filmens højdepunkt utroligt stærkt. I en tidlig oplæsning af et værk glider billedet fra Kafkas ansigt til en filmatisering af historien om en maskine, der automatisk kan straffe dømte mennesker på den mest brutale vis.
En officer viser glædestrålende en ung inspektør, hvordan han indstiller maskinen til den udmålte straf, spænder den dømte fast og lade store metalspidser stikke ham i ryggen, til han dør en blodig død.
Temaerne om forvirring og skyld står lysende klart frem, og de senere årtiers besættelse med straf og effektiv brug deraf lurer i nutidens bevidsthed. Kafka virker nærmest profetisk.
Den stærke historie bliver dog punkteret igen og igen. Der er tråde og episoder fra Kafkas liv, der fremstår uforløste.
Hans kærlighedsliv er en katastrofe af tidlig forelskelse og forlovelse, der bliver brudt, så snart lugten af ansvar indfinder sig. Det virker desuden voldsomt abrupt at følge forfatteren på bordel og at høre ham skrige af en hjemløs tigger. Men selv disse scenarier skildres, som om Kafka handler ud fra et nobelt værdisæt, han er blev akavet.
Hvad blev der af ikke at forfladige?
Filmen tager selv afstand fra det overfladiske ved at inkorporere fremtidsscenarier, hvor Franz står midt i turist-tours, der omhandler hans liv.
Ja, det er mærkeligt at en guide tilbyder turister at købe engangshåndklæder til at ligge på kunstnerens angiveligt foretrukne solspot. Men at påpege det fører ingen steder hen uden en mere klart formuleret film.
Det er dejligt at se en kunstnerisk film om en kunstner, men til sidst overforklares hele den fine fornemmelse for ragnarok, så det føles som et forræderi mod filmen selv.
Kort sagt:
’Franz’ er et til tider gribende billede af den unge og endnu ukendte forfatter Franz Kafka og hans angstfulde liv i det moderniserende Europa. Filmen spænder dog ben for sig selv med sit manglende fokus og nutidige sidespring.