’Aftenvagt’: Tysk stjerne har endnu en fantastisk rolle i intens hospitalsfilm
FILM. I 2023 tog den tyske ’Lærerværelset’ os ind i den almindelige arbejdsplads’ rodede hjerte, hvor dagligdagens drama blev malet flot og rørende op.
Nu er den roste hovedrolleindehaver herfra, Leonie Benesch, tilbage som et andet hårdtarbejdende, såkaldt almindeligt menneske.
Ved at følge sygeplejersken Florias aftenvagt fra start til slut udpensler filmen det umenneskelige pres, der trappes mere og mere op for de ansatte på det underbemandede hospital.
Med kameraet klistret til Florias ansigt understreges Leonie Benesch’ evner som repræsentant for den moderne overbebyrdede arbejdskraft i det offentlige system, mens hun hjemmevant navigerer hospitalets labyrintiske gange.
Hele vejen igennem bliver hun bombarderet med informationer og mere eller mindre pæne og forståelige forespørgsler.
Patientklokkerne ringer fra hver en stue, telefonen bamler med patienter, der pludselig er færdigopererede, og midt i medicineringen af andre og fra tilsyneladende hvert et hjørne springer pressede sygeramte og deres familiemedlemmer frem med fordømmelser af hendes manglende tilstedeværelse og krav på mere.
Men midt i det, der føles som et samfundskollaps, er det lyspunkterne, der skinner stærkest.
Tidspresset tvinger Floria til at tage blodtryk, som om der blev taget tid, men hun husker sine patienters særegenheder og kan synge en demensramt til ro på smukkeste vis.
Hospitalet kommer, upersonligt som det ellers er, til sin ret som hele samfundets samlingssted og sygdommen som den store udligner.
Hvert et ansigt gemmer på en historie, som det nu er midlertidigt afskåret fra under indlæggelsen, og hvert af dem lider under systemets manglende midler.
Høj som lav bliver ramt af uheld og får brug for lægehjælp (selvom lægerne spiller en forsvindende lille rolle i filmen), og de kan kun hjælpeløst råbe af deres stakåndede sygeplejerske.
Samfundets anonyme skæbner, dem man overhaler på cykelstien og som figurerer som tal i ledighedsrapporter, behøver ikke mere end et par sekunders samtale med Floria, før de står frem som ganske almindelige, helt særlige mennesker med drømme såvel som problemer.
Det er blandt andet det, der adskiller den fra andre af de senere års hospitalssucceser på film og tv. ’Aftenvagten’ fastholder sit nådesløse blik uden den angstmedicin, de rappe replikker i ’The Pitt’ og ’This Is Going To Hurt’ tilbyder.
En større åndelig makker findes i danske ’Det andet offer’, hvori et presset system også provokerer fejl og udfoldes over en vagt plus det løse. Bare med 10 gange så mange små historier og skæbner.
Floria selv lærer vi ikke meget mere om, end vi kan aflæse af hendes sammenbidte ansigt og den afmålte smalltalk, hun har med patienter og kolleger. Fra filmens start har hun game face på, som en topatlet, der skal ind og præstere.
Den fornemmelse ophører aldrig for alvor, men filmen har ikke brug for overraskelser eller gimmicks for at holde spændingen. En aftenvagt på hospitalet har nok menneskeligt drama, skrøbelighed og nærhed til at fylde en ny film hvert år.
Godt nok er det liv og død for nogle patienter, men det er hovedkarakterens stress, der giver furer i panden hos seeren.
Det virker, som om at dem, der prøver at hjælpe mest, er dem, der må tage mest skrald for deres uundgåelige uformåen.
Den konflikt holder opmærksomheden fast på en helt anden måde end Superman eller Hulk, når de skal redde hele verden. Selvom filmens originaltitel ’Heldin’ betyder helten.
Men at blive kaldt en helt eller få et honningkagehjerte for sådan en indsats virker misforstået.
Man ville da hellere have gode nok forhold til at kunne udføre sit arbejde, så man kunne garantere det bedst mulige resultat for patienterne og ikke slide sine nerver i laser.
Det forpinte heltemod står helt centralt i ’Aftenvagt’ og vil i mine øjne fremover altid være forbundet med Bereschs ansigt og hendes fantastiske præstation.
Kort sagt:
’Aftenvagt’ er et intenst, men realistisk kig ind i en sygeplejerskes hverdag med Leonie Benesch fra ’Lærerværelset’ i endnu en fantastisk rolle.