‘Gary’: Særafsnit af ’The Bear’ giver tro på, at serien kan få en værdig afslutning
SÆRAFSNIT. Ebon Moss-Bachrach og Jon Bernthal – Richie og Mikey i ’The Bear’ – er gode venner i virkeligheden.
De spillede sammen i Marvel-serien ’The Punisher’ i 2017, og det var Moss-Bachrach, der anbefalede Bernthal, da man skulle finde en skuespiller til rollen som Carmys afdøde og nærmest mytiske storebror.
I disse måneder spiller de to hovedrollerne i en Broadway-opsætning af Al Pacino-klassikeren ’Dog Day Afternoon’, en bankrøver-fortælling, der sitrer af maskulin aggression og skrøbelighed.
Og nu springer de så ud som manuskriptmakkerpar bag det særafsnit af FX’ tidsdefinerende kokkeserie, der ramte som et lyn fra en klar himmel onsdag.
Over en times flashback (indtil de sidste opsigtsvækkende sekunder!) fortæller episoden om Richie og Mikes komplicerede broderskab fætterskab venskab gennem en enkelt dagstur til rustbæltebyen Gary i Indiana, der dermed temmelig uventet har en kuriøs dobbeltrolle i den aktuelle populærkultur. Det er nemlig Michael Jacksons hjemby, og Richie og Michael udpeger såmænd Jackson-familiens hus undervejs!
Det vil være en overdrivelse at sige, at afsnittet giver os ny viden om Richie og Mikey: den første er en øretæveindbydende, naiv, humørspredende fuckup, den anden en let antændelig alfa med et iboende mørke i øjnene.
Men der venter da en lidt dybere forståelse for inkarnerede ’The Bear’-fans i denne optakt til femte og sidste sæson, der ankommer i slutningen af juni. Og – måske især – venter der ret godt selskab i pickup-trucken på roadtrip med hjemmebrygget cd på anlægget, masser af bro-agtig banter og en Richie, der med sin sprudlende begejstring langsomt tør den anspændte Mike op. De skal i øvrigt kun køre en halv time!
I ventetiden på den mission for onkel Jimmy (centreret omkring en McGuffin-pakke, hvis indhold vi rent faktisk får at se til sidst i et sjovt øjeblik) trækkes Richie mod et brunt værtshus, som var det sirenernes sang.
Det er her, historien rigtigt stikker af, for Richie drikker tæt og fortæller røverhistorier, og Mikey kommer nødtvungent med ind og opnår en sjælelig – og måske spirende kropslig – forbindelse med en lokal kvinde, der selv har bagage i metermål.
I bedste ’The Bear’-stil har vi en tikkende tidsbombe, idet Richie har lovet højgravide Tiff (Gillian Jacobs) at være hjemme senest 17.15. Richies vordende faderskab er årsagen til hans tilstand af lykke – og måske også til Mikes irritation. Til sidst følger et af de ubehagelig udbrud, Mike tilsyneladende excellerede i, og han trykker bedstevennen helt i bund i dårligt selvværd, hakket op på coke og våde varer.
Gennem denne lille fortidsvignet forstår vi arnestedet for Richies selvforståelse som én, der ødelægger alt, han stikker fingrene i – og får endnu dybere sympati for, hvilken kamp han har kæmpet for at blive en god far og kollega.
Vi kommer også tættere på Mikes uudgrundelige følelse af meningsløshed, iblandet en snigende fornemmelse af at være mislykket i livet og slæbende rundt på de traumer, hans og Carmys altdominerende mor indgraverede i deres barndom. Mike fortæller en historie om, hvordan morens ømhed fra den ene dag til den anden kunne slå om i kulde – kort efter gør han selv nøjagtigt det samme.
Afsnittet starter med, at Richie iklæder sig læderjakke og solbriller i bedste Terminator-stil, men ’Gary’ trodser Tolstojs gyldne regel om, at en pistol i handskerummet bliver pakket for at blive brugt. Jeg troede faktisk et øjeblik, at der ville gå ’Training Day’ i den, men ærindet er anderledes følsomt helt i seriens ånd.
Netop seriens ånd stråler nemlig gennem hele særafsnittet, der er instrueret med vanlig taktilitet af dens hovedforfatter Christopher Storer. Når Richie og Mike lægger vejen forbi en burgerbar på landevejen, mærker man hyldesten til den amerikanske arbejderklasse og landets arrede menneskeskæbner, som balancerer på en knivsæg mellem Springsteen’sk oprigtighed og sentimental romantisering.
’The Bear’ er ofte ved at kvæles i sin egen inderlighed, og det sker også her, når Mike deler et øjeblik med Sherri from Gary i en toiletbås, som er så ømt, at det næsten er for meget.
Omvendt er det dejligt at komme ud af både køkken og Chicago, og Richie og Mike er modsat Carmy to af de ’The Bear’-figurer, men ikke føler sig helt færdig med. Onde tunger vil hævde, at serien altid har været bedst i sine flashbacks, og i hvert fald er der masser af nerve og nærvær i det maskuline rum af aggression og skrøbelighed, der svæver over denne bear day afternoon.
Ebon Moss-Bachrach og Jon Bernthal har karisma til overflod, og selvom Bernthal nogle gange næsten virker for bevidst om sin egen sitrende energi, må man give ham, at han ikke er til at tage øjnene fra.
På et tidspunkt, hvor ’The Bear’ ligner en serie, der burde være stoppet for længst, giver ’Gary’ et fint åndehul, der forhåbentligt giver luft til en værdig afslutning.
Med en chokerende udvikling i slutningen af afsnittet lægges der i hvert fald op til, at den exit-rettede Carmy alligevel får en grund til at vende tilbage til The Bear.
Kort sagt:
Ebon Moss-Bachrach og Jon Bernthal skriver og spiller sig helt ud i et surprise-afsnit af ’The Bear’, som bygger bro op mod sidste sæson og giver tro på, at serien kan få en værdig afslutning.