Kender du den mest syrede udgave af Spider-Man nogensinde?

En af de første liveaction-udgaver af Marvel-helten er en feberdrøm af en japansk tv-serie. Som alternativ til aktuelle ’Spider-Noir’ og ’Spider-Man: A Brand New Day’ skal den simpelthen opleves.
Kender du den mest syrede udgave af Spider-Man nogensinde?
'Supaidāman' (Foto: PR)

ANBEFALING. Spider-Man har i liveaction-udgave stået over for alt fra et forvokset menneske-firben og en mand af sand til et helt multivers på randen af kollaps.

For tiden er Nicolas Cage tilmed aktuel i Amazon-serien ’Spider-Noir’, hvor en noir-version af Edderkoppen render rundt som privatdetektiv i storbyens mørke gader i 1930’ernes Manhattan. 

Det mest syrede take på karakteren finder man imidlertid i den japanske ’Supaidāman’ – eller ’Japanese Spider-Man’, som serien også kaldes. En over 45 år gammel produktion, som alt for få kender til i dag, men som kan ses kvit og frit.

‘Supaidāman’ (Foto: PR)

Den befriende anarkistiske ’Supaidāman’ løb over skærmen på Tokyo Channel 12 i årene 1978-79. Det var nogenlunde samtidig med den amerikanske ’The Amazing Spider-Man’ (1977-79), hvor Nicholas Hammond svingede sig mellem New Yorks højhuse med et meget lidt edderkoppespindslignende reb i den første liveaction-fortolkning af Peter Parker.

I den japanske version blev der imidlertid taget nogle voldsomme friheder i fortolkningen af kildemateriale. I ’Supaidāman’ hedder hovedpersonen Takuya Yamashiro, spillet af Shinji Tôdô, og i stedet for at være en nørdet highschoolstuderende med fotografaspirationer, er han en virkelig sej motocross-kører, som ser en UFO styrte ned, mens han giver den gas på træningsbanen.

Takuyas far, astro-arkæologen Dr. Hiroshi Yamashiro, tager ud for at undersøge det nedfaldne rumskib, men dør i forsøget. Takuya når dog frem til ham, inden han ånder ud, og med sine sidste ord beder han sin søn stoppe den hemmelige gruppe af rumvæsener, der er i gang med at invadere Jorden.

‘Supaidāman’ (Foto: PR)

Det lover Takuya, og da han finder frem til rumskibet, møder han da også et rumvæsen – men ikke et af dem, faren talte om.

Rumvæsenet fortæller nemlig, at han hedder Garia, og at han kommer fra den såkaldte Planet Spider. Han understreger, at planeten minder meget om Jorden, men udover det er det sparsomt med information om Garias hjemstavn.

Garia beretter, at da han en dag kom hjem fra en lille rumrejse, var hele hans planet blevet ødelagt af den onde Professor Monster og hans hær med navnet Iron Cross Army: Selvsamme skurke, som er ved at invadere Jorden – og som slog Takuyas far ihjel.

Edderkoppekræfter – og mere til

Garia injicerer Takuya med noget af sit blod, inden han selv forvandles til en edderkop. Blodet giver Takuya edderkoppelignende kræfter, og han bliver til superhelten Supaidāman. Hans mål er nu at besejre de onde aliens.

Udover superkræfterne forærer Garia også Takuya et armbånd, som både indeholder hans superheltedragt og fungerer som web shooter.

Det er tilmed stemmestyret, så han skal bare råbe »spideeer-net!« eller »spideeer-string!« for at skyde med en af de to former for spindelvæv.

‘Supaidāman’ (Foto: PR)

Desuden indeholder armbåndet den vigtige funktion, at det kan tilkalde det rumskib, Takuya arver efter Garia. Skibet hedder Marveller og kan ovenikøbet omdanne sig til mecha-robotten Leopardon – blot ved hjælp af kommandoen »change Leopardon!«.

Dette kommer ofte Takuya til gavn, for Professor Monster hedder Professor Monster af en grund. Han skaber kaiju-lignende uhyrer, som han slipper løs på Jorden, og i afsnittenes klimaks vokser de altid til gigastørrelse.

Forbindelsen til ’Power Rangers’

Således er rammen sat for en hæsblæsende kamp mellem mecha og kaiju – tilsat missiler, spindelvæv og et magisk sværd, som kan tilintetgøre selv det mest genstridige monster.

’Supaidāman’ blev skabt af produktionsselskabet Toei Company, som Marvel indgik en aftale med i en periode, hvor de forsøgte at udbrede sig på det japanske marked.

Toei er en mastodont i den japanske underholdningsbranche og er mest kendt for sine anime- og tokusatsu-produktioner.

Mecha-robotten Leopardon i ‘Supaidāman’ (Foto: PR)

Anime behøver nok ingen nærmere forklaring, men det er måske ikke alle, der er bekendte med tokusatsu. I bund og grund er det liveaction-film eller -serier, som i høj grad gør brug af praktiske special effects. Det udmønter sig ofte i store monstre og tempofyldt action med helte i farverige dragter.

Det største inden for den genre er ’Super Sentai’-franchisen, som er det kildemateriale, ’Power Rangers’ er baseret på.

Og mange af karakteristikaene for ’Power Rangers’ kan faktisk spores tilbage til ’Supaidāman’, heriblandt konceptet med en gigantisk mecha-robot og den overordnede formel, hvor et nyt monster skal besejres hver uge.

Vender Supaidāman tilbage?

Om lidt venter storfilmen ’Spider-Man: A Brand New Day’ med Tom Holland og Zendaya, der nok skal indspille dollars i milliardklassen.

Men er man træt af Marvels fastgroede konventioner om, hvordan en superheltefortælling skal skrues sammen, er den japanske Spider-Man et fornuftigt sted at kigge hen.

Sammenlignet med Marvels samtidige liveaction-produktioner er den væsentligt mere seværdig med en fandenivoldskhed og et hæsblæsende tempo, som er så højt, at det til tider kan være svært at følge handlingen.

Den onde Professor Monster i ‘Supaidāman’ (Foto: PR)

Og selvom formlen måske bliver en smule ensformig i længden, er det svært ikke at blive betaget af det absurde univers, hvor logikken træder i baggrunden for at gøre plads til edderkoppe-telepati og flikflakkende håndlangere med fuglenæb.

Der har da også været tale om at give karakteren endnu en tur i manegen.

I et interview med Cinemablend oven på udgivelsen af den banebrydende animationsudgave ’Spider-Man: Into the Spiderverse’ blev producerne Phil Lord og Chris Miller spurgt, hvilke versioner af Spider-Man de drømte om at inkludere i efterfølgeren.

Her var et af svarene Japanese Spider-Man, og mange fans regnede derfor med at se ham dukke op i ’Across the Spiderverse’, hvilket dog ikke blev tilfældet.

I 2027 kommer dog den næste film i serien, ’Beyond the Spiderverse’. Måske man tør håbe på et japansk visit her?

’Supaidāman’ kan ses på Internet Archive.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af