TRACK. For ikke længe siden var Rasmus Seebach indbegrebet af altfavnende folkelighed, mens Søn var et ret outreret undergrundsnavn.
Men meget kan ske meget hurtigt, og samtidig med, at Søn på deres nyeste album har omfavnet mere direkte popsangskrivning, har Seebach vist sig mere end villig til at udfordre sig selv.
Selvom Rasmus Seebach og Søn ikke er så langt fra hinanden som tidligere, finder de ikke helt fælles fodslag på ‘Sprækker’. Og det skyldes i høj grad, at Søn-forsanger Kristoffer Jessens lyriske univers er så idiosynkratisk, at det er svært at få til at fungere i en duet.
Sådan var det også, da han tidligere i år sammen med Pernille Rosendahl, Søren Huss og Pia Raug medvirkede på Guldimunds overraskende posse-cut, ‘Ring, når du har tid’.
Her optegnede hele holdet universalromantiske landskaber med disede frugthaver, store åbne vidder, mørke skove og forårssolen, der bortmaner vinterens kulde – ja, altså udover Jessen, der sang om Instagram-stories og te med kunstig forest fruit-smag.
Hans sange er altid mere interesseret i simulationen end i den ægte vare.
På samme måde forholder det sig på ‘Sprækker’. Hvor Seebachs kærlighedslyrik er vanligt ukonkret og derfor universel, synger Jessen ultraspecifikke linjer om en lyserød tommelfingernegl, som »trykker ind på Spotify, så vi kan høre Justin Biebers nye«.
Man får næsten indtryk af, at han er så uvant inden for banale kærlighedssange, at han foretrækker at referere til en anden kunstner, der er ekspert i dem, fremfor selv at gøre forsøget.
Det betyder dog ikke, at ‘Sprækker’ ikke lyder godt. Seebach og Jessens harmonisang er oprigtigt smuk, instrumentalen er fyldig og ekspressiv, og det bittersøde omkvæd lander med en susende fremdrift, der nok først for alvor kommer til sin ret i de bilradioer, hvor sangen nok skal blive et hit.
»Hjertet slår sprækker / Det’ der, hvor lyset kommer ind«, lyder omkvædet, der for Seebach er endnu en i rækken af storslåede erklæringer om kærlighedens væsen, og som for Jessen nok mest er en Leonard Cohen-parafrase.
Til dig, der kan lide: Rasmus Seebach. Søn. At lytte til Justin Bieber på Spotify. Leonard Cohen-citater.
