I slutningen af sidste år fortalte den skandaliserede skuespilstjerne Kevin Spacey, at han var hjemløs. Han bare boede der, hvor det forhåndenværende arbejde førte ham hen:
»Omkostningerne i løbet af de sidste syv år har været astronomiske«, sagde han. »Jeg har haft meget lidt indtægt og alt for mange udgifter«.
Måske er det den pressede økonomi, der nu sender den dobbelte Oscar-vinder, der i 2017 blev anklaget for seksuelle overgreb og chikane, til Danmark.
I hvert fald rammer han 28. november Frederiksberg, ikke med en ny stor Hollywood-film, men med et … show.
Under titlen ‘Kevin Spacey – Songs and Stories’ skal han i Falkoner Salen forene »musik, personlige fortællinger og visuelle elementer i en sammenhængende og stemningsfuld scenisk oplevelse«.
Akkompagneret af Alive Jazz Band vil han fremføre tidløse klassikere fra den amerikanske sangskat i det, der beskrives som en »elegant og følelsesfuld aften«, der »engagerer og berører«.
Spacey har været på farten med showet siden november 2025, og det har taget ham fra Cypern til Tel Aviv.
Efter sigende skulle han blandt andet fortælle om sin barndom, ligesom han joker med at være blevet fyret fra ‘House of Cards’.
Siden skandalen har skuespilleren prøvet at få karrieren på ret køl, men han har endnu kun formået at lande roller i mindre ikke-amerikanske film.
Måske en gang jazzhands og anekdoter i København er et skridt på vejen tilbage mod toppen!?
