Roskilde Festival: 10 navne, du ikke må misse under First Days

Roskilde Festivals First Days – eller opvarmningsdagene, som de hedder i folkemunde – byder som altid på en række friske talenter fra både Danmark og vores nordiske nabolande. Vi guider til koncerterne, du ikke må gå glip af.
Roskilde Festival: 10 navne, du ikke må misse under First Days
Carlina de Place. (Foto: Austin Ciezko)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Carlina de Place

Spiller søndag kl. 15.45 på Eos.

Carlina de Place har siden sin debutsingle, den to år gamle ’Pieces’, imponeret med sin enestående stemme, men vil man opleve hendes fulde spændvidde, skal man høre hende live. Her får man virkelig fornemmelsen af det vilde instrument, hun er velsignet med. 

Desuden er hendes nyeste single, den 90’er-klingende ‘The Space Between’, præget af en rustik, afslappet lyd, der lyder som skabt til at blive spillet live. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ana Juél

Spiller søndag kl. 17.30 på Eos.

Ana Juél efterlod os meget imponerede – og med en lille smule våde øjne – da hun spillede en dramatisk og ambitiøst koreograferet koncert på årets Spot Festival.

Hendes følelsesfulde r’n’b og artpop låner fra både gospelmusikkens storhed og latin-genrens hofterystende sensualitet, og så er hun ikke bange for at tage publikum med derhen, hvor det gør ondt. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Smøgmænd

Spiller søndag kl. 22.15 på Eos.

Nu bliver det straks mystisk. Den maskerede duo Smøgmænd hører til blandt de absolut mest særegne fænomener i dansk hiphop lige nu.

Produktionerne er kaotiske og forvrængede, mens deres leveringer er afmålte og tydeligt artikulerede, så man kan høre hvert et ord af deres fuldkommen besynderlige, ofte foruroligende og altid humoristiske tekster – beskeder fra en meget obskur tomandskult, som man lidt gerne vil med i. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Miaw

Spiller søndag kl. 23.45 på Eos.

Så skal der danses! Den dansk-hollandske duo Miaw trækker på drum’n’bass og eurodance i et musikalsk univers, der er lige så euforisk, som det er følsomt. 

Deres nylige single ‘Sad Song’ er en sang om en overvældende længsel, der musikalsk forløses i en eksplosion af stroboskoplys på et tætpakket dansegulv, og deres Roskilde-koncert kan meget vel blive en af First Days-programmets helt store fester. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kayak

Spiller mandag kl. 14.15 på Eos.

Kayak brød måske nok igennem med fintfølende indiefolk, men siden da er deres udtryk blot blevet mere og mere ekspressivt. »Det lyder, som hvis Alvvays og Bruce Springsteen gik sammen om at lave titelnummeret til en endnu ikke udgivet ungdomsfilm«, skrev Soundvenues anmelder ganske rammende om deres nyeste ep

Sangene skildrer stadig de mest intime øjeblikke, men nu kanaliseres de over i en regulær storm af følelser. Det gælder ikke mindst til deres koncerter, hvor trioen ofte viser sig fra deres mest hudløse side. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

100%Wet

Spiller mandag kl. 18.15 på Lagune.

Da 100%Wet spillede på årets Spot Festival, sammenlignede vi det med at blive angrebet af et monster af lyd. 

Til koncerter bliver duoens særegne blanding af shoegaze, drum’n’bass og hyperpop nemlig til en massiv lydmur, som de autotunede gæstevokaler nærmest må skære sig igennem. Man kan roligt forberede sig på at blive blæst omkuld, for 100%Wet føler sig fuldkommen hjemme på grænsen til den rene, nådesløse støj. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Michael Williams

Spiller mandag kl. 20.30 på Eos.

»Jeg glæder mig allerede til at opleve det igen på Roskilde Festival«, skrev Soundvenues udsendte om de 30 minutter af ren og skær kaos, der var Michael Williams’ Spot Festival-koncert. Nu behøver man snart ikke glæde sig længere. 

Williams har efterhånden været i gamet længe, men på dette års tunge, mørke og hypnotiserende trap-bangers ’Ghost’ og ’4AM’ står han stærkere end nogensinde før. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

A Good Year

Spiller mandag kl. 21.15 på Lagune.

A Good Year opstod som et videoprojekt lige så meget som et musikalsk et af slagsen, og det giver mening, for duoens musik er en dragende og uhyre billedskabende verden, hvor fragmenterede stemmer hjemsøger skyggefulde landskaber af rustikke guitarer og tågede synthesizere. 

Deres nye album, ’Play’, gemmer på en sand perlerække af stærke gæstevokalister – herunder Helena Gao, Alba Akvama og Mø. Det er svært ikke at håbe på, at bare et par af dem lægger vejen forbi A Good Years Roskilde-koncert. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Will

Spiller tirsdag kl. 17.30 på Eos.

Fra hans to ep’er kender vi Will som en underspillet og meget følsom pop- og r’n’b-sanger, men live er han ikke bange for at søge mod mørkere territorier med tung rage rap og uigennemtrængelig synthesizerstøj. Singlen ’Tusind ting’ er rigt orkestreret artpop med en storslået violinsolo. 

Dermed har vi at gøre med en kunstner, der i fuld gang med at udforske nye facetter af sit udtryk. Hvilket meget let kan gøre hans Roskilde-koncert til en af de helt uforudsigelige. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Zuloo

Spiller tirsdag kl. 22.15 på Eos.

Med det ene melodiøse hook efter det andet, energi som en bordbombe og masser (!) af punchlines kan Zuloo snildt blive den saltvandsindsprøjtning, der er brug for tirsdag aften, når årets First Days skal have et velfortjent brag af en afslutning.

Som Zuloo ville sige: Forstår du? Ellers kommer du forhåbentlig til det.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af