Glasser

Når man overvejer den indflydelse, Björks indtog fik på den elektroniske musikscene, kan man nemt lave fejlslutningen, at Nordeuropa har haft patent på kvindelige popeksperimentalister lige siden. Men at den fængslende og fuldkomment glasklare electronica altså også har et hjemsted under de amerikanske himmelstrøg, slår Glasser fast med sit andet album.

Siden debuten ’Rings’ fra 2010 har Cameron Mesirow flyttet teltpælene fra L.A. til New York. Det er dette nye hjems rum og arkitektur, der, sammen med hendes fobi for åbne pladser, danner afsæt for ’Interiors’ kønt knudrede produktioner og den selvterapeutiske sangskrivning.

Læs anmeldelse: Glasser ‘Ring’

Hele vejen igennem afbalancerer Glasser albummets tempovekslende og kropslige grooves med et forrygende fokuseret lyrisk univers. Vokalen er tildelt den mest fremtrædende rolle og inspirationen fra den føromtalte islænding skinner stolt igennem. Det høres tydeligst, når idiosynkratisk stemmeføring dominerer på ’Forge’, og når en rytmisk sammensætning af hvisken og hikken udgør det supplerende trommespor på ’Exposure’.

Men i sidste ende bliver koncept- og vokalinspirationen heldigvis omdannet til Glassers helt egen udforskning af det, hun har sværest ved: At gå fra det lukkede og trygge til det åbne og usikre. Man får tilmed det indtryk, at der er blevet gjort en ekstra indsats for at lytteren skal indlemmes i, hvad der formodentlig har været en grænseoverskridende og sårbar proces. Fra de bønfaldende fraseringer og det dubsteppede beat, der på ’Shapes’ indleder albummet, henover den finurligt fængende melodi på den minimalistiske og pauseprægede ’Landscapes’ til den decideret dansable ’Kean Theme’, gør Glasser det til en fornøjelse at følge hende med ud i verden.