’House of the Dragon’ sæson 3: ‘Game of Thrones-spinoffen har aldrig været bedre
SERIE. Nu går det faktisk løs!
Efter anden sæson, der mest af alt føltes som at se en drage tage en meget lang lur, vender ‘House of the Dragon’ tilbage i et gear, der endelig matcher den spænding, ’Game of Thrones’-universets tonsvis af sex, blod, politik og flyvende udyr lægger op til.
Anden sæson var præget af forløsningstomhed som en slags Westeros-udgave af de 69 dage, Danmark var uden regering, hvor alle talte om magten, men ingen udøvede den.
Men nu er regeringen dannet. Og det må siges også at gælde tredje sæson af HBO-serien, hvor blusset er skruet op til dragevarm ild, og den forhåndsberygtede Battle of the Gullet ligger så tæt på, at man kan dufte blandingen af røg, blod og saltvand.
Meeeeeen hvis du har brug for at få genopfrisket, hvem der forsøger at slå hvem ihjel, er holdopstillingerne sådan her:
På den ene side i Dragonstone har vi Team Sort med Rhaenyra Targaryen (Emma D’Arcy) i spidsen. Hun har Daemon (Matt Smith), Velaryon-familien (dem med skibene), Stark-familien (dem med vinterdepressionen) og The Vale med sig i ryggen.
På den anden side, siddende på jerntronen i King’s Landing, er Team Grøn med Aegon II (Tom Glynn-Carney), der stadig medtaget forsøger at regere et kongerige efter at være blevet lettere gennemstegt af sin egen bror Aemond (Ewan Mitchell). Med sig har han Hightowers, Baratheons og pengegrisene i Lannister-familien.
Familierelationerne må man selv lige finde ud af. Det er svært at forklare med Targaryens, der har seksuelle relationer på kryds og tværs af stamtræet.
Derudover har begge lejre naturligvis adgang til en mindre flåde af flyvende masseødelæggelsesvåben, som de sender rundt over Westeros med omtrent samme omtanke som Trumps brug af Truth Social.
Så langt, så godt.
Ved afslutningen af anden sæson nåede Rhaenyra og Alicent Hightower frem til en skrøbelig forståelse om, at Rhaenyra skulle indtage King’s Landing og gøre krav på jerntronen.
Samtidig strammer konflikten nu til. En piratflåde fra De Frie Byer er på kollisionskurs med Corlys Velaryons blokade, mens hære marcherer gennem Riverlands.
Det hele kulminerer her i tredje sæson i den føromtalte ‘Battle of the Gullet’ som er seriens første virkelig store øjeblik, hvor håndbremsen slipper, og krigen endelig viser beskidte tænder. Velaryon-skibene bliver angrebet fra alle sider, mens drager svæver over vandet som middelalderlige jagerfly over Pearl Harbor.
Dragerne har sjældent set flottere ud – og aldrig mere grumme, som modbydelige masseødelæggelsesvåben.
Det er kompromisløst og overdådigt pompøst tv, der svælger i storladent kaos, og for første gang mærker man, at borgerkrigen ikke længere er noget, karaktererne bare hyggetaler om.
Som om det ikke er nok, har Rhaenyra … nej, Rhaenys (RIP) …nej nej nej, Rhaena (Phoebe Campbell), altså hende, der er datter til ’Dr. Who’ … Ja, altså hun har fundet en af drage i det fri, som hun tæmmer. Sheepstealer, hedder den. Et wild card i bunden af et ret følsomt korthus.
Første afsnit alene virker som forløsningen, man ventede på i otte timer sidste gang. Et ævlende forspil afløst af ren katarsis.
Man sidder tilbage svedig, klam og fastnaglet i sofaen efter en time med politisk intrige og dragekrig i fuldt udbrud.
Det giver fornemmelser, jeg ikke har mærket siden ’Game of Thrones’ unge dage: en konstant underliggende uro for karakterers liv, hvor spor, man troede var sikre, pludselig bliver afbrudt, så nye må tage over og finde vej i deres sted.
Endnu bedre er det, at serien tør variere tempoet, hvor den også rammer en quirkiness måske inspireret af lillebror ‘A Knight of the Seven Kingdoms’. Særligt i tredje og fjerde afsnit, der primært udspiller sig bag murene, har plads til små hyggelige afstikkere midt i den intense klaustrofobi.
Den japanske mester Akira Kurosawa havde begrebet ma for det bevidste mellemrum, hvor plottet holder kæft, og der er plads til ingenting, for at store plotpoints netop bliver … store. Regn over en japansk landsby, for eksempel.
’House of the Dragon’ tør i samme ånd trække vejret mellem krigsråbene. Når ‘Game of Thrones’ var på sit bedste, lod den lige plottet hvile lidt, før den eksploderede. Tænk optakten til ‘The Red Wedding’ eller bare samtlige rideture fra A til B med whoever.
Tredje sæson har fundet en tilsvarende, tiltrængt rytme. Den spænder elastikken op med politik om jerntronen, karakterudforskning og funny bits om ingenting for så at skyde den afsted med drager og rendyrket sexappeal.
De første fire afsnit af tredje sæson er det bedste, ‘House of the Dragon’ nogensinde har været.
Kort sagt:
Efter en søvngænger af en anden sæson vågner ‘House of the Dragon’ endelig op til dåd og leverer den krig og spænding, ’Game of Thrones’-spinoffen hele tiden har stillet i udsigt.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.